Herman Bang og kulturkampen

- af Marianne Plesner Olsen

Hjemme hos os skiftes vi til at læse for hinanden af nordisk litteratur, og i sommer var turen kommet til Herman Bang. Jeg havde som teenager læst ”Ved Vejen”, og huskede Bangs skildringer af miljøer og personer som noget enestående, og nu var ”De uden Fædreland” og ”Tine” kommet os i hænde, så de skulle læses. De er begge uforglemmelige læseoplevelser, og – det er min opfattelse – vidnesbyrd om, at der på Bangs tid også var kulturkamp, en kamp, som aldrig er afsluttet, men som der blot nu er blevet sat navn på. Herman Bang var nemlig fortaler for et stærkt forsvar, men blev af Johannes V. Jensen hånet ud af diskussionen for sin homoseksualitet. Bang følte sig udstødt af sine egne, og han døde i udlændinghed på en oplæsningsturne i USA i 1912. Men der er ingen tvivl om, at Herman Bang elskede sit fædreland, hvorfor opgøret med det blev desto mere bittert, sådan som det kommer til udtryk i "De uden Fædreland". I en tid, hvor faget historie får en stedmoderlig behandling, og hvor danskheden og fædrelandet stedse diskuteres, er disse to romaner særdeles vedkommende; "Tine", fordi den aktualiserer historien om det tabte Sønderjylland, så det fremstår som noget, der lige er sket, "De uden Fædreland", fordi den problematiserer nogle sider af Danmark og danskerne, som også er væsentlige i dag.

Men hvor stod Bang selv i den daværende kulturkamp? Han opfattede nok længe sig selv som hørende til kredsen omkring Brandes, men han ender med skånselsløst at udlevere radikalismen. Ligeledes var han optaget af Grundtvig, men ender med også at tage afstand fra grundtvigianismen, om end ikke fra Grundtvig selv. Det er min fornemmelse, at Herman Bang har været et følelsesmenneske, der nok var særdeles reflekterende, men ikke havde nogen sammenhængende tænkning eller noget egentligt program i sit forfatterskab. Det gør ham i mine øjne kun mere menneskelig, og det tager i hvert fald ikke noget fra de to romaner, som i det følgende skal behandles. Det skal understreges, at der er mange temaer i begge bøger, som af hensyn til overskuelighed og længde ikke vil blive nævnt.

”Tine”

Handlingen i ”Tine” foregår under den sidste slesvigske krig, da Herman Bang kun var en knægt på syv år. I forordet til romanen beskriver han sin korte, idylliske barndom i præstegården på Als, som han med sin moder og sine søskende blev evakueret fra, da krigen stod for døren. Nu boede familien i Horsens, hvor den lille Herman oplevede danskernes nederlag således: ”Det var Aften eller Nat og det stormede. Moder krøb rystende sammen ved Bro´er Aages Vugge – og hun maa være sprungen hastigt ud af sin Seng, for jeg sér hende i Natkjole med det lange Haar – med sine alsiske Piger rundt om sig og os, der skreg.

Og Pigerne skælvede, saa de knap kunde holde os i Armene, og alle Døre stod aabne og klaprede og et Vindu – skønt vi næsten intet havde paa.

Paa Gaden var der trampende Trin af mange, hastige Fødder og Signaler af angstfulde Horn.

– Hvad er der – hvad er der dog, Mo´er? skreg vi.

– Det er de Danske, som flygter, sagde Mo´er med sin frysende Stemme, og vi græd højt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi hørte bestandig, bestandig Folk, der løb paa Gaden, og Tropperne, der ilte, og Hornene fjern og Hornene nær – gennem Stormen.

… Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skændsel har været nok til at gennemtrænge hele mit Liv. Jeg føler endnu dets Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning, Tilintetgørelse, Død, Ruin.” (s. 10)

”Flugt og Hast og Skændsel”. Dette er Bangs oplevelse af tabet af Sønderjylland, som danner baggrund for fortællingen om degnens Tine, en uskyldig, ung pige, hvis forelskelse i skovfogeden hr. Berg får uoverskuelige konsekvenser, og hvis skæbne knyttes sammen med Sønderjyllands, så hun bliver symbol på den håbløse kamp for og det endelige, smertelige tab af landsdelen. Det skal hertil siges, at Bang senere – både i "De uden Fædreland" og i artiklen "Ved Grænsen" fra 1904 indtog et mere kritisk og sikkert i hans egen opfattelse mere nuanceret standpunkt over for sønderjyderne, men det ændrer – efter min mening – ikke ved den oprigtige sorg og harme, hvormed ”Tine” er skrevet. Men nu til selve fortællingen.

Tine tjener hos skovriderens, hr. og fru Berg, og hun har et hjerteligt venindeforhold til fruen. Tines forældre, degnen hr. Bølling og hans kone fru Bølling er på helt gammeldags maner tro mod skovfogeden, der er højere placeret i hierarkiet, og for hvis familie de ikke ved alt det gode, de vil gøre. Den tid, som beskrives inden krigen i 1864, er af næsten paradisisk karakter; Tines og fru Bergs nære og fortrolige forhold, aftenerne i skovridergården med sang og oplæsning, Tines ungpigeforelskelse i hr. Berg. I denne idyl griber krigen nu ind. Rigets unge mænd sendes til Dannevirke, og skovriderfruen evakueres sammen med parrets lille søn. Rundt omkring i det lille samfund er der mærker fra sidste krig, krøblinger, som vidner om, at der også dengang var store ofre. Hos mange spores imidlertid også en voldsom optimisme. Hos den lokale baron samles patriotiske mænd, som glæder sig over krigen. Postmesteren fra Augustenborg underholder med sin tid i Fredericia – Frederits: ”da havde han været med: Det var Storm paa Skanser og Brand af Værker og Gaaen paa med Bajonetten under glade Trommehvirvler. Naar de blev bombarderede, lod de Regimentsmusiken spille, og naar de stormede, sang de.” Herefter fyldes stuen af fortællinger, ”(…) saa Krigen lød som en Fanfare gennem Stuen af munter Stormen paa og saftig Spøg og glade Signaler” (s. 60). De forsamlede bliver mere og mere animerede, krigsretorikken stiger, og alle er enige om, at ”Gud vil vaage over sit Danmark”, at han ”(…) vil skærme Tyra Danebods Vold.” (s. 63 og s. 65) I det samme indløber der forlydende om, at Dannevirke er blevet rømmet. Det er Tines fader, hr. Bølling, der fortæller det, og med ét hersker der nærmest en stemning, som er alle blevet sindssyge. Provsten, der har ført an i den floromvundne tale om krigen, nægter at tro, hvad han hører: ”- Hvad si´er De, Mand? raabte Provsten og tog i Bøllings Skuldre: Er De gal? og han rystede selv, saa han knap kunde staa. Hvad si´er De, Mand – saa forklar!” (ss. 68-69) Men Bølling er vitterlig blevet gal. ”De er gaaet, de er gaaet, lallede han, mens han søgte at løfte Haanden med et Brev, han holdt” (s. 69), nemlig telegrammet med den frygtelige nyhed. Alle bryder ud i gråd og hulken, og det skal senere vise sig, at Bølling aldrig forvinder denne oplevelse. Forsamlingen hos baronen bryder straks ud i råb og anklager om forræderi, generalerne og kongen må stå for skud, da biskoppen træder ind. Som den eneste, der bevarer roen, fortæller han herrerne, at ”nu vil der blive meget at gøre, og meget at gennemgå for os alle.” (s. 71) De flygtende tropper vil komme til øen, og det vil kræve en stor indsats af de lokale. Biskoppens ro får de ophidsede gemytter til at falde lidt ned og skamme sig over deres raseriudbrud. Dette optrin skal ikke ses som en latterliggørelse af folk, der vil i krig, derimod er det et forsøg på at beskrive den urealistiske optimisme måske især hos ledende personer (hér provsten og baronen), som troede, at krigen kunne vindes på danskernes begejstring og næsten guddommelige ret til Sønderjylland, men som ikke tænkte på, at krig kræver forberedelse, og at forberedelserne i 1864 var alt andet end tilstrækkelige. Med rømningen fra Dannevirke synker luftkastellerne i grus, og det begyndende nederlag viser sig i al sin gru. Det er tydeligt, at biskoppen har Bangs sympati, ikke fordi tragedien ikke berører ham, for det gør den, men fordi han er realistisk og holder hovedet koldt, da alt brænder på, og det skal vise sig, at biskoppen i alt viser en omsorg og medleven for de tragedier, der som følge af krigen vil ramme hans egen flok.

For Tine skal tilbagerykningen af tropperne vise sig at blive skæbnesvanger, for med dem følger hr. Berg, som har været længe borte fra sin kone, oplevet krigen på egen krop, og som savner liv og godhed midt i al døden og ondskaben. Den glade, forelskede og tillidsfulde Tine bliver hr. Bergs trøst. Belejringen af Dybbøl er begyndt, soldater på vej ud til eller hjem fra fronten fylder Tines hjem, skovridergården og kroen, hr. Bølling får det dårligere, madam Bølling kan ikke holde snavset fra dørene, pigerne på kroen og i skovridergården gør sig til for soldaterne, og man fornemmer, hvorledes forfaldet langsomt men sikkert begynder. Den første gang, hr. Berg vender tilbage fra fronten for at hvile, knyttes han og Tine stadig sammen af mindet om fru Berg, som ikke trives i sit ny hjem, men hvor Tine før var genert over for hr. Berg og nærmest ikke turde henvende sig til ham, har hun nu fundet en sikkerhed, som han finder behag i, og da han atter må af sted til fronten, er både han og Tine ved at glemme fru Berg; Tine kan ikke færdiggøre sit brev til skovriderfruen, et brev, der kun omhandler skovrideren, i sit daglige arbejde hos de sårede soldater tænker hun kun på ham, og på skanserne er det Tine, hr. Berg ser for sig og ikke sin hustru.

Og så begynder bombardementet af Sønderborg, flygtninge kommer i flokke og har brug for forplejning. Hr. Bølling, som har fået konstateret en ”Blodknude paa Hjernen”, er nu for alvor gal, og en nat, da alt synes at gå op i røg og luer, insisterer han på at ville op i kirketårnet for at se, ”hvordan Jorden brænder”. Hans udmattede familie følger med, og fra tårnet mellem bimlende klokker ser Bøllings, hvorledes det land og den himmel, som før krigen havde været al deres lyst og glæde, nu står i brand: ”De saá gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rødt – som Randen af et Hav, mens bag det, paa Højderne, Huse brændte i Grunden med dunkel Flamme, som vilde den røde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af glødende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtende Tros – Soldaterne paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres Trin – naaede dem som den rappe Knitren af et Kæmpebaal.” (s. 151) Midt i dette ragnarok ankommer Berg til tårnet, og der er ikke længere noget, der skiller ham og Tine ad. Da de har fået Bølling sikkert hjem, følger Tine med skovrideren, og ”midt mellem ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begær.” (s. 151)

Tines forelskelse i hr. Berg er i sit udgangspunkt ikke præget af seksuelt begær, den er snarere bundet til det liv i skovridergården, hun har kendt og elsket, og som hun nu søger at opretholde. Efter elskovsnatten med hr. Berg er hun glad som en ung brud, men ikke længe får hun lov at beholde denne glæde. Hr. Berg mister nemlig hurtigt interessen for Tine, hvilket hun erfarer allerede den følgende aften, hvor hun har dækket fint bord til sig og ham, og han ænser hverken hende eller det, og nærmest flov forsøger hun at skjule resultatet af sine anstrengelser. Da de finder sammen endnu en nat er ”alt (…) koldt og dødt. Ord fandt han ikke, men kun Kærtegn, mens hun laa som frysende i hans Arm – uden Liv.” (s. 162) For hr. Berg brydes fortryllelsen, og efter den korte affære udholder han næsten ikke længere at se Tine, men lader hende tilbage, misbrugt og uforstående over for han pludselige kulde. Han er også uforstående over for sin egen attrå efter hende, og han nærmest afskyer hende nu. Taget i betragtning, at Tine og hendes familie altid har været tro mod familien Berg, svigter han dermed fuldstændig denne tillid. Han, der skulle være ansvarlig, lægger familien øde ved kun at lystre sit begær.

Så kommer stormen på Dybbøl, hvor hr. Berg såres dødeligt, Tine opsøger ham, der kun taler om sin hustru og lille søn, og da han slår øjnene op og ser Tine, genkender han hende ikke, men kalder hende ved sin hustrus navn. Tine kan ikke længere leve med skammen; vel vidende at hun vil bringe sorg til sit i forvejen hårdt prøvede hjem, drukner hun sig i dammen. Med Tines selvmord går det op for madam Bølling, hvad der er hændt mellem skovrideren og hendes datter, og oven i dette kommer angsten for, at præsterne nu vil ”dømme over hendes Tine”, men de er lidet interesserede, krigen er af større vigtighed for dem og for provsten, så det er atter biskoppen, der må træde til med forløsende ord til den ulykkelige madam Bølling, som nu ved, at hendes datter ikke vil blive fordømt p.g.a. selvmordet.

Sideløbende i historien har Tine haft et venskab med en hr. Appel, en ung, uprøvet og sympatisk løjtnant, som lider af angst for den krig, han skal ud i, og som i Tine finder en fortrolig, hvem han kan fortælle om sin elskede hjemegn, Viborg. Som et varsel om Tines skæbne holder Appel af at gå omkring den ensomme dam, hvor han første gang taler med hende. Appel dør og begraves samtidig med, at Tine ligger lig derhjemme. Medens biskoppen står bøjet over den døde Tine, lyder der salmesang fra kirken: ”Hvor er Lammet, Offerlammet?” / Spurgte Isak, syg i Sind, / da Slagtofret var berammet / med ham selv paa Bjerget ind / Bange for sit unge Liv, / paa den blanke Offerkniv / peged han og sagde: ”Lammet, / hvor er det, til Død opammet?” ”Her er Lammet, Offerlammet, / siger Jesus, ydmyg spag, / i min Faders Raad berammet / er den store Offerdag. / Bange vel af Hjertens Grund / er jeg for den mørke Stund. / Men for hele Verdens Brøde / den Uskyldige maa bløde.” (ss. 203-204) Herman Bang har ændret eller fejlciteret den anden strofe af de to, som høres fra kirken. Strofen er egentlig tredje strofe i den oprindelige salme, idet det rettelig hedder: ”Her er lammet, påskelammet”, som lægger op til fjerde og sidste strofe, der udfolder motivet om Kristus som det stedfortrædende offer. Hér kommer salmen imidlertid til at stå som en kommentar til Tines sørgelige endeligt, hvilket vil sige, at offeret bliver rent menneskeligt; Tine bliver m.a.o. offer for andres (hr. Bergs) uforstand og usselhed. Det bliver biskoppen, der lægger uformående ord til tragedien, idet han siger: ”- Ja, ja – ”Se vi er kun dine Tjenere – giv os at fatte dine Vidnesbyrd.” (s. 204) Han har opgivet at finde en mening med det skete. Således ender historien om degnens datter, men Herman Bang hæver til sidst den ”lille” historie op til den store, den om tabet af Sønderjylland og mange danskes liv p.g.a. en uforstandig øvrigheds urealistiske projekt, idet han lader sin fortælling slutte med netop disse ord: ” – Giv os at fatte dine Vidnesbyrd.”

Det er selvfølgelig Tines og hendes families bitre skæbne, der vækker medfølelse og kalder tårerne og den grødede stemme frem. Men bl.a. p.g.a. af sammenknytningen af Tines og Appels skæbner var jeg aldrig i tvivl om, at Herman Bang i sin fortælling har ønsket at knytte Tines død sammen med tabet af Sønderjylland. At fortælle om en ung piges sørgelige død er måske den eneste måde, hvorpå han har kunnet sætte ord på sorgen over nederlaget. Er dette tilfældet, er Bangs præstation intet mindre end imponerende; for er det ikke sådan, at historie først bliver rigtig vedkommende, når den fortælles af personer, som selv er levende optaget af den, når der bliver sat ansigter og navne på det og dem, der fortælles om? Herman Bang har med ”Tine” til sin eftertid skrevet en vedkommende fortælling om krigen i 1864, for når man læser bogen, er det som om, det skete for ganske nyligt, og som om såret efter nederlaget er helt friskt i én selv. Det fortæller noget om det uvurderlige i Bangs måde at udtrykke sig på. Med ”Tine” i tankerne fornemmer man også, hvorfor forsvarssagen var et vigtigt anliggende for Bang. Så meget betød den for ham, at den blev et af omdrejningspunkterne i hans sidste roman, ”De uden Fædreland”.

”De uden Fædreland”

Som nævnt i indledningen havde Herman Bang et ubehageligt opgør med Johannes V. Jensen om forsvarssagen. Opgøret endte med Bangs følelse af ikke at være velkommen i sit eget land, og i 1906 skrev han nøgleromanen "De uden Fædreland", hvor han behandler det at være hjemløs i sit eget land. Romanen foregår - med en del tilbageblik – over én dag, idet den omhandler violinvirtuosen Joán Ujházys koncert i en lille dansk grænseby. Joán er vokset op på en lille ø, hvor hans fader er greve. Faderen har giftet sig med en dansk kvinde, hvorfor den lille Joán er halvt dansk. Over familien hviler en forbandelse, der betyder, at den ikke må tilhøre noget land, men er hensat til at leve på øen, der ikke findes på noget kort, og hvor udstødte fra de omkringliggende nationer søger tilflugt, hvilket fører til, at øen er et sandt Babel m.h.t. sprog. Endvidere ligger de forskellige nationaliteter ideligt i strid med hinanden, så der hersker ingen behagelig stemning på stedet, og Joáns barndom præges endvidere af moderens savn efter sit gamle land, hendes sygdom og tidlige død samt af en fraværende fader, der enten er rejst væk eller rider hvileløst rundt på den lille ø. Joán opdrages af personer af fransk, engelsk og græsk oprindelse, hvilket ydermere fører til, at han nok behersker mange sprog, men ikke ét som sit eget. Han oplever i sin tidlige barndom, da han er på besøg i en større by på fastlandet og hjælper en jødisk dreng, der er ved at blive overfaldet af nogle andre drenge, at disse drenge i stedet kaster sig over ham selv, fordi han er "han uden Fædreland". Erkendelsen af, at han intet fædreland har, at hans barndomshjem ikke engang findes på et kort, gør Joán så inderligt ondt, og denne viden om at være forbandet og længslen efter at finde et sted at høre hjemme bliver omdrejningspunktet for hans liv. Herman Bang lader Ane, moderens pige, som hun har bragt med sig fra Vejle, og som bliver tilbage hos Joán efter moderens død, udtrykke det med profeten Jeremias´ ord en aften, hvor hun læser højt fra bibelen, da Joán skal sove: "Se, jeg sender Sværdet, Hungeren og Pesten over dem, og jeg vil gøre dem som de modbydelige Figener, som ikke kunde ædes, fordi de vare saa slette. Og jeg vil forfølge dem med Hungeren og med Pesten og gøre dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, til Forbandelse og til Forfærdelse og til Spot og til Forhaanelse…. (…) – Frygt da ikke, du min Tjener Jakob, siger Herren, og vær ikke forfærdet Israel, thi sé, jeg frier dig ud fra et langt fraliggende Land og din Sæd ud fra din Fangenskabs Land og Jakob skal komme tilbage og bo rolig og tryg og ingen skal forfærde ham." (s. 39) Ane læser det til trøst for sig selv i dén udlændinghed, hun befinder sig i, men for Joán forekommer det på én gang at være en beskrivelse af hans egen situation, for han er forbandet af Gud og mennesker, og en forjættelse til ham om, at Gud atter kan vælge at velsigne ham og give ham et fædreland. Om dette beder Joán til Gud årle og silde, og den eneste mulighed han, der har alle sprog og ingen, ellers har for at formulere sin sorg, er gennem violinen.

Joán sendes på kostskole i Paris, hvor han nok har det bedre end på øen, men han føler sig stadig ensom, for kammeraterne har alle et fædreland, og næsten uanset hvorhen Joán vender sig, mindes han om sin egen status som fædrelandsløs. Han har et nært venskab med den unge danske Erik Holstein, med hvem han spiller de danske sange, som han lærte af sin moder i sin barndom. Under en af deres seancer kommenterer Holstein Joáns spil: ” - Du spiller nok Dansk, men du spiller det som en Zigeuner.” (s. 110) Bemærkningen bider selvfølgelig på Joán, der ikke kan spille mere den dag. Men violinen bliver hans levebrød, han bliver en feteret kunstner, og det er blandt kunstnere, og hvad der ellers hører til den tids jetset, at Joán dagligt færdes. I en scene fra et tog med sove- og spisevogne udstiller Herman Bang livet blandt berømtheder, deres overfladiskhed og pengegriskhed, som Joán ledes mere og mere ved. Med om bord i dette tog er dog også tidens store violinvirtuos, danskeren Jens Lund (som er skåret over Johannes V. Jensen), der overgår alt, hvad Joán nogensinde har hørt. Jens Lund opsøger en aften Joán i dennes kupé, hvor Joáns australske pianist også befinder sig. Den store Jens Lund viser sig at være temmelig selvoptaget. Han bemærker, at Joán læser bøger, hvortil Joán svarer: ” – Ja, man maa beskæftige sin Hjerne med noget.” Det har Jens Lund liden forståelse til overs for: ”Jeg læser aldrig. Naar Mennesker læser, er det, fordi de føler sig tomme. Jeg trænger ikke til Bøger. Jeg har mig selv.” Jens Lund taler heller ikke med nogen, idet han synes, at ”de fleste Mennesker, der lever, hørte jo op at leve for en Menneskealder siden.” (s. 178) Lund har også nogle bemærkninger til australieren, der taler til ham om sit fædreland og Melbourne, hvor han kommer fra: ”Melbourne, Melbourne, Fædreland – Fædreland, jeg bliver gal, naar jeg hører tale om Fædreland. Hvorfor mon jeg er den største? Fordi jeg intet Fædreland har. Ja, undskyld, Hr. Klavérspiller, at jeg taler om mig selv, men jeg er så oprigtig, at jeg tilstaar, at det er det eneste, der interesserer mig. Hvad interesserer Dem? Fruentimmer? Naa, om Natten. Men hvad spiller man om? Om sig selv." (ss. 180-181) Endnu en stund taler Jens Lund om dette sit yndlingsemne; han fortæller, at hans fader befrugtede hans moder ved Archangelsk, og at han blev født på et skib under Ækvator, hvorfor han er herligt fri af knugende bånd fra fædrelandet, men da Joán spørger ham, om han så også, når han er død, vil spredes ud over havet, svarer Jens Lund rødmende, at han vil begraves ved siden af sin moder på Langeland… Under hele besøget har Joán været stille lyttende, hvilket har vakt Jens Lunds opmærksomhed såvel som irritation. På et tidspunkt siger han til Joán: " – Véd De, hvad De tror om Dem selv, - at De er en Smertens Adelsmand. – Men, min gode Herre, at bære Smerten adler ingen. At turde adler…" (s. 185) Og da Jens Lund forlader Joán og pianisten er det med disse ord: " – Godnat, Ujházy. Véd De, hvad jeg tror, De hører til dem, der husker for godt og for meget. Man skal ikke huske – man skal gaa videre. Nu gaar jeg til Budapest." (s. 188) Så drager Jens Lund af mod nye triumfer, men Joán bestemmer sig for at afslutte sin karriere, og det skal ske i Danmark. Jens Lund er blevet stor, fordi han er brudt ud fra fædrelandet, men for den fædrelandsløse Joán er muligheden for at komme op på siden af ham snarere at finde et hjem. Turnéen i Danmark er Joáns sidste forsøg på at finde rodfæste, og nu er han ankommet til den lille stationsby ved grænsen, som skal vise sig at være afgørende for, om det vil lykkes ham.

På stationen mødes Joán af købmand Johansen og dennes unge datter, Gerda, der er formand for den forening, som har hyret Joán til at spille. Man aner straks, at Joán har svært ved at stå for den unge og bly formandinde, og i løbet af aftenen opstår der en rørende forelskelse mellem de to. Timerne inden koncerten tilbydes Joán at tilbringe hos købmandens, og derovre fra kan han betragte den miserable kro, ”Hotel Danmark”. Han kan se tjeneren stå og spejle sig: ”Kellner Jensen stod midt paa Gulvet og drejede og svajede sin Skabelon” (ss. 214-215) Kroens gavl er blevet vind, og et par af bogstaverne i kroens navn er blevet ufuldstændige, fordi kalken er faldet ned. Joán bemærker, at ”der var Hængsler i den Aabning, der skulde have været en Port – fire store, nøgne Hængsler…” (s. 215) Kroen skal vise sig at være et billede på Danmark, et land, hvor selvoptagetheden (den selvspejlende tjener) hersker, medens alt forfalder og leddet er af lave. Det er m.a.o. forsvarssagen, som senere på aftenen skal blive et hedt emne blandt mange, der antydes her.

Joán falder i snak med Gerda, der genert pusler om ham. Han spørger hende ud om hendes familie, og hun fortæller tøvende, at hun har en bror og en søster. Gerda er endvidere meget glad for Vejle, hvorfra Joáns moder og barnepige kommer, og da det også er Joáns moders fødselsdag, aner han efterhånden et skæbnefællesskab mellem sig selv og Gerda. Der kommer imidlertid også nogle mislyde ind; det viser sig, at Gerdas søster faktisk er død, og at broderen, som skal overtage forretningen, ikke rigtigt har evne derfor, så nu er det Gerda, der står for husførelse og regnskaberne. Endvidere har faderen ansat en bestyrer, som Joán flygtigt har mødt, da han viste ham op til stuerne. Mange gode viljer forsøger i løbet af aftenen at bringe Gerda og Joán sammen, men overalt svæver bestyreren i baggrunden, og man aner, at Gerda er blevet lovet bort til ham. Dette er Joán dog endnu lykkeligt uvidende om; han nyder Gerdas selskab, og da den gamle ven fra kostskolen, Erik Holstein, greve og hofjægermester, også dukker op for at hilse på Joán, tegner det til at blive en strålende aften.

Inden koncerten holder købmanden middagsselskab, hvor byens betydningsfulde borgere er inviterede til at spise sammen med koncertgiveren. Af venlige hænder bliver Gerda anbragt mellem Joán og præstefruen (bestyreren havde ellers forsøgt at møve sig ind), og selskabet konverserer lystigt, medens de forskellige personer præsenteres: Den (selv)højtidelige højskoleforstander, det snobbede lægepar hr. og fru Raabel, kandidat Ussing, der antydningsvist har en affære med fru Raabel, det sympatiske præstepar hr. og fru Jespersen, som ikke vil tage parti for hverken indre mission eller grundtvigianerne, hvorfor de er lidt ensomme, fabrikanten hr. Lorentzen og den joviale urmager Larsen og hans tvillingebroder, de alvorsfulde sønderjyder, der har krydset grænsen i anledning af koncerten, og som har alles sympati, fordi de er under det tyske åg. Alle sammen er optagede af den forestående koncert, stemningen er høj, og de forsamlede synger danske sange. Kun Gerda er næsten angst og synes slet ikke at nyde middagen, hvilket dog i Joáns øjne gør hende endnu sødere. Selskabet taler højlydt og ikke uden stolthed om, hvordan byen blev til, hvordan den fra at være nogle få knaldhytter på en bar mark blev til det, den er i dag, og præstefruen forsøger imens at smede Joán og Gerda sammen. Joán er helt med på ideen, men Gerda kan ikke have det. Hun aner, at der er en afgrund mellem den berejste virtuos og hende selv, der - angst for at verden med ét kan synke i grus - kun lever i sine drømme.

Imidlertid beskrives stemningen før koncerten overvejende som glad og forventningsfyldt, menneskene som sympatiske, og for første gang i romanen er Joán glad; han føler m.a.o. at han er blandt gode, jævne mennesker, at han er kommet hjem. Og da Joán skal spille, er han uovertruffen: "Han vidste ikke, han tænkte ikke, hørte kun Tonerne stige - svulmende stige og stige, svulmende folde deres brede Vinger ud: - Bredden - Bredden, den han aldrig havde naaet… Lykkelig fulgte han, over sit Hoved, Tonernes Slag - som en Fugleflok foran hans aabnede Øjne. Og pludselig ramtes han - og Violinen sang højere - af en eneste Tanke: - Kan du naa mér, Jens Lund." (s. 345)

For hvor Jens Lund måtte bryde ud fra sit land og sit folk for at blive stor, må Joán finde hjem, og det er i dét øjeblik, at han føler sig hjemme, at han bliver stor. Det viser sig også senere, da han for sønderjydernes skyld sammen med Holstein spiller nogle danske sange til stor begejstring for publikum, og Holstein siger: "- Nu spillede du Dansk". (s. 368)

Som sagt har Herman Bang tidligere antydet, at det, at det er Joáns moders fødselsdag næsten virker som en fortryllelse, men det forholder sig desværre således med disse, at de altid er af kortere varighed, og da Joán hos Johansen efter koncerten mødes med de samme gæster, som også var til stede under middagen, tager historien en anden drejning. Joán får af præstens kone at vide, at Gerdas søster tog sig selv af dage, og man forstår, at ikke alt er, som det skal være i det Johansenske hus, at mange ting ligger undertrykt og uudtalt, hvilket forklarer noget af Gerdas neurotiske væsen. Imidlertid er gæsterne også blevet mere "modige"; hvor de før middagen var fulde af benovelse over at være i stue med en verdensberømt virtuos, kappes de nu næsten om at kapre Joán. Lægens kone, fru Raabel, som selv har dyrket musik på et eller andet plan, før hun blev lægefrue, og som mener, at en stor pianistinde er gået tabt i hende, er den første til at kaste sig over Joán for at fortælle om dengang, hun studerede musik i Leipzig: " Det var en dejlig Tid - da haabede man. Men der skal vel ogsaa Held til, selv om man har G a v e n. Beethoven var nu min Stormester. Og naar man ikke hører til dem, der vil slaa af og det er et lille Land, hvor mange føler sig kaldede og de ukaldede undertiden trænger sig mest frem, saa bliver man sprunget over." (s. 395) Fru Raabel er oven i købet dobbelt begavet, idet hun også maler, men så blev hun gift, og det satte en stopper for hendes talenters udfoldelse. Hun ænser ikke, at Joán kun har øje for Gerdas gøren og laden, men plaprer videre, for hun føler, at Joán da må forstå, hvorledes det må være for en stor kunstner at leve blandt almuen, der kun kan synge danske sange: "Og her paa Egnen - fra Højskolen og d e t har vi jo intet at vente. De har hørt deres sang - lad os ikke tale om det… De Folk har interesse for d e t (fru Dr. Raabel slog med den haandmalede [vifte] som en tyk Grænsestreg gennem Luften) og hvad der er udover Hartmann er af det onde. Kære Mester, De forstaar, at elske Wagner og leve mellem Folk, der ikke er naaet til Bethoven." (s. 398) Endelig frelses Joán af den behjertede præstefrue, der trækker ham hen til sig og en magister, der viser sig at se temmelig kynisk og desværre også realistisk på tilværelsen; da Joán fortæller, at han vil indstille sin musikalske karriere, fordi han mener, at tiden er inde for ham til at handle, spørger magisteren tørt: " - I hvilket Parti vil De melde Dem ind?" (s. 403) Måske er det Bangs kommentar til parlamentarismen og dens partivæsen, hvor man kun kan få noget at sige, hvis man er medlem af et parti og i så fald kun, hvis det sagte følger partiets paroler.

Nu er det doktor Raabels tur til at fortælle Joán om sit ægteskab med "Madame", som ikke er så lykkeligt, fordi hun er bitter over ikke at kunne udfolde sine talenter, og det viser sig sørme, at også doktoren selv egentlig var bestemt for "Opéra comique", at det var hér, hans sande evner lå, men da så familien var imod det, blev han læge på denne dødssyge egn. København havde jo været at foretrække. Det viser sig, at doktoren er radikal (" - Jeg gi´er aldrig til Monumenter. Men til Hørup gav jeg s´gu. Det havde han fortjent." (s. 409)), og også han har kun hån til overs for højskolebevægelsen: "Kære Herre, et lille Land med en stor Hovedstad og en mærkelig Kultur - - Kultur til en vis Grad over det Hele, for dette Bræk (og Doktoren slog med Hovedet ind mod Forstanderen) er vel ogsaa en slags Kultur - et Land som dette, kortsagt, det bliver noget af et Drivhus." (ss. 408-409) Netop forstanderen og dr. Raabel bliver hovedpersoner i aftenens klimaks, en ophedet diskussion om forsvaret, men inden da er alt begyndt at krakelere; Gerdas neuroser slår ud i fuldt flor, da hun viser sig at være bange for alting. Bange for at gå i den mørke kælder efter vin til gæsterne, bange for det telegram, der ligger på hendes faders skrivebord (meddelelsen om søsterens selvmord kom pr. telegram), bange for de mange gæster, og det ender med, at hendes fader og bestyreren omringer hende ved at sætte sig på hver sin side af hende, hvorefter forbindelsen mellem hende og Joán er brudt. Og Holstein, der sammen med Joán går ned i kælderen for at hente vin, er dybt ulykkelig, fordi hans udenlandske kone aldrig har kunnet finde sig til rette hos ham, men konstant tager hjem til det land, hvor hun kommer fra. I kælderen bryder han sammen i gråd, fordi det hele er så uudholdeligt, og midt i det hele langer han ud efter forstanderen: " - Ja, Forstanderen og al hans Aftapningsanstalt af Livssyn er vist ikke bedre. Og Stanken af hans Kultur-Sprit staar op gennem hele landet…" (s. 425) Det skal senere komme frem, hvad Holstein mener, for kort efter, at han og Joán er kommet op, bryder forsvarsdiskussionen og dermed alle de tilstedeværendes uenigheder og småligheder ud. Den lokale fabrikant lægger ud: "- Forsvarssagen er god. Den bringer Landsfordærverne frem, saa man kan sé dem.

—Taler fabrikanten til mig? Raabte Raabel, mens Forstanderen, der stod midt i Kredsen, sagde:

— Ja, her paa Egnen vil der jo aldrig findes Bund for Tanken om et forsvarsløst Fædreland." (ss. 436-437) Herrerne fortsætter en stund, medens Joán forsøger at tyde, hvad samtalen drejer sig om. Det lykkes ham ikke, så han må spørge Holstein, der svarer, at de taler "om at forsvare Fædrelandet. (…) Det er her i landet Politik." (s. 438) Raabel og fabrikanten bliver mere og mere ophidsede, og forstanderen forsøger sig med nogle floromvundne vendinger om at forberede folkeånden: "Folkeaanden, som naar den først er vakt, aldrig har svigtet her i Danmark." (s. 439) Erik Holstein svarer ham, og ved den følgende samtale forstår man hans raseriudbrud i kælderen: "- Og m e n s De forbereder, Hr. Forstander? Forstanderen drejede sig: - For os, Hr. Hofjægermester, sagde han og hans Stemme skjalv lidt: har Vorherre altid haft s i n Mening med vort lille Danmark.

- Den Mening var i nogle hundrede Aar: Hug en Hæl og klip en Taa. Det er maaske, sagde Forstanderen, hvis Adamsæble gik op og ned: ikke alle, der sér, hvad der blev bevaret. - Nej, hr. Forstander! - og Erik stirrede på Skyen fra sin Cigaret: jeg véd det ikke.

- Men sagde Forstanderen midt i sin Kreds: hvad der først skal styrkes, er Kærligheden til Fædrelandet…

- Og hvad der skal rykke frem, er Kanonerne, raabte Raabel og lo, mens han raabte: Og naar Kanonerne er rykket frem, bygger vi Krudttaarne, og naar vi har bygget Krudttaarne, armerer vi Voldene, og naar Voldene er armeret - - falder vi for Fædrelandet…" (ss. 439-440) Forstanderen og Raabel er på sin vis lige pacifistiske; forstanderen, fordi han tror, at den vakte folkeånd af sig selv vil sikre Danmarks forsvar, Raabel, fordi fædrelandet er ham latterligt og ligegyldigt. Diskussionen bølger frem og tilbage, da doktor Raabel pludselig henvender sig til Joán: " - Men et Forsvar, kære Greve, har man hørt Mage til Vanvid? Et Forsvar af denne Klat Jord - et Forsvar med vore Soldater? Har De sét vore Soldater? Naa ikke? De vilde heller ikke tro Deres Øjne. ( Og Doktoren lo) Kære Herre, vi ligger midt mellem to Stormagter. Stormagter, Kære, behag at betragte Kortet. Og vi skulde tænke paa at forsvare os? (…) Og hvad vi vil, vi, der har Fornuft i Pæren, er ganske klart, klart og simpelt: Vi lader Landet ligge aabent. Og hvis Landet ligger aabent, hvem skulde saa falde paa at besætte det, ikke sandt? Og hvis det blev besat, ikke sandt! - saa reklamerer man, Kære, og det samlede Europa ta´er sig af En…" (s. 446) Doktoren indrømmer dog, at hvis forsvarssagen ikke fandtes, ville de radikale have eksistensproblemer: " - Forsvarssagen, kære Greve, mellem os sagt, hvis Forsvarssagen døde - - det vilde være et Grundskud paa selve Radikalismen." (s. 447) Joán står stum og uforstående over for denne tale, hvilket dr. Raabel dog opfatter som en form for samtykke: " - Men alt dette kender De naturligvis fra Deres eget, kære Fædreland?…

- Jeg har intet Fædreland, sagde Joán langsomt.

Nej, nej, Doktoren smilede: En mand som De bliver Kosmopolit, det er klart… Og som den, der endelig har fundet en Ligesindet, til hvem man kan sige alt, sagde han: - Men kære Ven, i vort Hjem og inden vore fire Vægge er vi det vel, Gud være lovet, alle. Tiden glider dog frem, ikke sandt? Og havde j e g en søn - men Madame har kun skænket mig Døtre - vilde jeg…men man kan jo ikke sige den Slags…vilde jeg i fuld Oprigtighed ønske ham, at vi alle v a r opslugt af Tyskland. Det vilde jo være hans Lykke, ikke sandt? Det store Land byder dog den store Chance… - Men det vil ogsaa komme, sagde han. - Vort Slægtled har dog gjort Fremskridt og vore Børn (Doktoren smækkede med Tungen) vil ikke være anlagt for Sentimentaliteter.

- Min Fødeø, sagde Joán og talte som før, er bedækket med Blod.

- Ja saa, ja saa, sagde Raabel, ligesom forvirret ved Joáns Tone.

- Den er dækket med mine Forfædres Blod. Doktoren lo, men med en usikker Latter: - Ja, andre Tider og ikke sandt? Andre Forestillinger…" (ss. 447-448) Herefter gør doktoren op med sig selv, at Joán ikke har forstået en pind, at han simpelthen er dum. Den selvoptagede, dybt provinsielle læge har slet ikke tænkt over, at han kunne have misforstået situationen, at han rent faktisk har stået og udbasuneret sine radikale, kosmopolitiske tanker til et menneske, der ser det som en selvfølge, at man kæmper for sit land til døden, et menneske, der af egen smertelige erfaring ved, hvad det vil sige ikke at have et fædreland. Men som om denne grove fornærmelse ikke var nok, viser de andre i selskabet sig også fra den mere dystre side, begærets og smålighedens side. Det viser sig, at sønderjyderne, der ellers hele aftenen har fået (og krævet) opmærksomhed p.g.a. deres standhaftige og nødvendige bevarelse af danskheden syd for Kongeåen, egentlig ikke er interesserede i at blive ved med det. En af dem er ved at forhøre sig om mulighederne for at købe en gård ved Skiveegnen, og købmand Johansen er lokalpatriot i en sådan grad, at han hellere vil handle med tyskerne end med københavnerne. Alle hytter deres eget skind, og for Joán er det efterhånden så som så med sammenholdet og fædrelandskærligheden, og det viser sig da også, at der ikke er plads til ham, da han gerne vil fortælle om sin ø og sine drømme for fremtiden og ikke kan finde ord, fordi han blander alle sine sprog sammen. Og hans publikum, som ellers var så begejstret, ønsker hverken at høre eller forstå. Forstanderen holder sent på aftenen en lille tale om "det danske", hvor han understreger Joáns manglende tilhørsforhold: " - Ja, vi er kun et lille Folk og de, der med fremmede Tunger vil præke om fremmed Sæd, der ikke er os i Blodet skaaret - de har kaldt vort gamle Land for et Husmandsbrug. Men Navnet er vor Ære. Fremmedfolks Kunster kender vi ikke. Overfor hvad der ikke er vort men kun Vælskmands Sæd og Vælskmands Tale, d e r har vi det gode danske Smil. (Forstanderen talte med en vis halvtvungen Harme, opsparet i ham enten mod noget, der i disse Timer havde hidset ham, eller mod noget, han ikke havde mægtet at forstaa). Lad os Husmænd bevare det, det sunde og det lune danske Smil.

- Rigtigt, sagde doktoren og traadte frem. Forstanderen havde vendt sig, meget hurtigt og han gjorde med Haanden sin Yndlingsbevægelse, som slog han en Kreds i Luften: - Kære Raabel, sagde han, ogsaa vi to, og det vil glæde alle, vil kunne forstaa hinanden. Ti det er en god Gave, som vi, der er danske, ejer - vi ejer Evnen til at mødes. Og hvis vi strides, er det dog kun Ordstrid - - Strid om Ord, og den naar ikke Hjertebunden." (ss. 490-491) Denne tale kan de alle samles om, og forstanderen fortsætter med sine tanker om at "Digtertale" og "Skjaldesang" skal lune huset og "tække Reden i vort lille Danmark". Sammen med doktoren og kandidat Ussing (der hidtil har holdt sig tæt til doktorens kone) råber forstanderen hurra for Danmark,og sønderjyderne sætter i en fædrelandssang, som de andre slutter sig til.

Således slutter aftenen med den radikale doktor og den nationale højskoleforstanders forbrødring omkring ”det danske smil”. Men den, der virkelig kunne elske et fædreland, Joán, bliver frosset ude, og da han forlader selskabet sammen med Holstein, beslutter han sig for, at han aldrig mere vil spille. Egentlig var turnéen længere, men Joán vælger desillusioneret at vende tilbage til sin fødeø for at dø alene, ugift og barnløs. Og Herman Bang lader både Holstein og Joán udsige den nådesløse dom over det Danmark, som udstødte ham, for som Holstein siger til Joán: "- Vi er spøgefulde her i vort Danmark (…): og spøgefuldest ta´er vi paa Næstens Rygte og Liv…" (s. 505) Alligevel foreslår han Joán at finde sig et fædreland i Danmark, måske fordi Holstein selv er ensom og ønsker ham i sin nærhed, men Joán svarer: " - Hvis dette er et Fædreland, er det ikke mit. (…) - De elsker det ikke, fordi de endnu har det. Og hvis der var En, som elskede det, ville de stene ham." (s. 508)

"De uden Fædreland" er som nævnt en nøgleroman, som Herman Bang skrev, fordi han følte sig usselt behandlet, da han talte for et stærkt forsvar. Hvad kommer den os ved i dag? En hel del, synes jeg. For er Bangs beskrivelse af forsvarsdiskussionen ikke noget, vi kender og altid har kendt? Er sammensmeltningen af radikalismen og højskolebevægelsen ikke noget, vi lider under i dag med den udvandede, passive og provinsielle form for danskhed, som vi også nu må kæmpe i mod? Udvandet, fordi danskhed gøres til et spørgsmål om svævende, humanistiske, globaliserede "værdier", passiv, fordi forsvaret af landet altid latterliggøres – også af forsvaret selv, provinsiel, fordi der hersker en udbredt opfattelse af Danmark som et land, alle interesserer sig for, vor miljøpolitik, vor indvandringspolitik, hvem vi har som statsminister osv.

Endelig er der de aktuelle sager mod Henrik Gade Jensen, kirkeministerens afgåede pressechef, og Søren Krarup, der beskyldes for de mest uhyrlige ting såsom nazisme og antisemitisme. Man kan ikke klare, at der er nogen, for hvem det nationale, Danmark, er alvor, og så skal de kanøfles. Sådan må Herman Bang have oplevet det dengang, og det er jo sørgeligt og tragisk, at der ikke synes at være sket noget siden. Bangs sidste bog er god at blive klog på. Den holder et spejl op for os og viser os fra den grimme side, og den viser desværre også, hvor kampen altid vil stå: Mellem den højskoleradikale uforpligtende ordflom og så den tale, der er klar og forpligtende, fordi den kræver ansvarlighed for fædrelandet. Som sådan er både "Tine" som nationalt persondrama, og "De uden Fædreland" som et selvopgør stadig vægtige bidrag i en tid, hvor der er blæst til kulturkamp, men hvor få synes at have noget væsentligt at sige. Herman Bang har, og hans bøger er hermed anbefalet.

Foredrag om Herman Bang, som jeg holdt ved DSØs årsmøde den 4. marts. Trykt i "Folkeskolens Genmæle", nr. 1, 7. årgang - Januar kvartal 2004

Litteraturliste:

Følgende bøger af Herman Bang:

• Rundt i Landet, udgivet af Ulrik Lehrmann, Viborg 2003
• Tine, Gyldendals Bibliotek, København 1964
• De uden Fædreland, København 1906

Mortensen, Klaus P.: Sonderinger i Herman Bangs Romaner, København 1973

- af Adam Wagner

Det er populært – men måske ikke særlig opfindsomt – blandt yngre historikere at ville aflive »nationale myter«. Nu er der så en cand.mag. Kim Wagner, der vil aflive myten om Svend Povlsen Gønge som dansk nationalhelt i Berlingske Tidende 14. januar. Og for at gøre det, må han jo påvise den falske myte, som han kan pille ned. Denne falske myte skulle være Carit Etlars roman »Gøngehøvdingen«. Kim Wagner hævder om Svend Povlsen, at »billedet af den danske helt krakelerer«, hvis man går til kilderne. Hvorfor? Jo, for det var ikke alle danske på Sydsjælland, der kæmpede sammen med ham, og der var sågar nogle, der gav informationer til svensken. Det er vist en af den slags slutninger, man kalder en kortslutning. Man kan da ikke sige, at Svend Povlsen ikke kæmpede danskernes dag, bare fordi ikke alle gjorde det.

Hvad værre er for Kim Wagners projekt: Det er heller ikke det billede, Carit Etlar giver af situationen i sin roman. Her kæmper Svend sammen med sin trofaste, men lille skare af udstødte folk, en ensom kamp – præcis som Kim Wagner har fundet frem til i de virkelige historiske kilder. Myten om nationalhelten stemmer altså her i sin kerne overens med de historiske kilder.

Man kan jo blive helt i tvivl om, hvorvidt Kim Wagner overhovedet har læst den myte, han vil pille ned – romanen om »Gøngehøvdingen«. Under alle omstændigheder lader Kim Wagner ikke til at have forstået, at en ægte national helt til enhver tid netop er ham, der kæmper mod den fjendtlige overmagt, selv når folkeflertallet har opgivet eller forholder sig passivt.

[Fra Berlingske Tidende 18/1-04]

- af Marianne Plesner Olsen

Berlingske Tidende bragte 13. januar en artikel om Søren Krarup, der af historikeren Sofie Bak anklages for antisemitisme og racetænkning. Sofie Baks konklusioner støttes af et bedømmelsesudvalg, der har godkendt den ph.d.-afhandling, hvori anklagerne frembringes.
Nu har Krarup gennem sit lange forfatterskab konsekvent hævdet et helt ubiologisk menneskesyn, så for mig at se læser Sofie Bak og bedømmelsesudvalget Krarup, som Fanden læser Bibelen. Men som om det ikke var nok, drages talsmanden for Mosaisk Troessamfund Jacques Blum ind som sandhedsvidne. Han vil dog ikke betegne Krarup som »decideret racetænker. Men som en farlig antijudaist«. Dette bygger Blum på den antagelse, at Krarup skulle mene, at »jøderne selv er skyld i deres ulykke, fordi de slog Jesus ihjel«. Jaså. I sin bog »Den Kristne Tro« udlægger Krarup trosbekendelsens »korsfæstet, død og begravet« på følgende måde: »Det handler ikke kun om jøderne. Det handler om os alle. Det er synderes gerning, de selvretfærdiges krav om at udrydde ham, der tager retfærdigheden fra os, de selvgodes trang til at sikre egen godhed mod ham, der siger, at kun Gud er god«. Og lidt senere: »Det var den menneskelige selvretfærdighed, der korsfæstede Jesus, og dermed er Jesu korsfæstelse dommen over mig«. Krarups tale er klar. Jacques Blum derimod er et sludrechatol.

[Fra Berlingske Tidende 14/1-2004]

- af Erik Dyring-Olsen

Uanset hvilket politisk ståsted man har, fortjener Poul Nyrup Rasmussen anerkendelse for sit initiativ til dannelsen af Global Progressiv Forum, som skal være starten på en reformproces for international politik. PNR skriver, at dette forum er åbent for alle. Jeg forventer derfor at reformatorerne også vil diskutere med én af de første bevægelser, der har tænkt i lignende baner: Dansk Samling, som er den danske udgave af de såkaldte kommunitarister, der bygger på de nære fællesskaber som grundlaget for alle øvrige fællesskaber.

”Vi skal tænke i løsninger på de forskellige niveauer, nationalt, regionalt og globalt”, skriver PNR. Rigtigt.

Vort udgangspunkt er Grundtvig, som var national og universel på samme tid. Grundtvigs syn var at give hvert folk den frihed, de selv ønskede. Når de har opnået den kan og vil folkene samarbejde om alt muligt. Nogle, især socialister, har kaldt det nationalisme. Svaret herpå er, at det ikke er de nationale folk, der skaber krige og uro. Det er undertrykkelsen af nationale folk, der gør det.

Derfor. Lad den nye verden, som PNR og vi andre ønsker, blive baseret på det, hvert folk er fælles om: De nationale og de folkelige værdier. Lad os på dette grundlag samarbejde uden at sammenslutte i unioner, der kun skaber utilfredshed, fremmedgørelse og ufred. Lad os bygge vor fremtid på de naturlige fællesskaber, det nationale og det folkelige. Så fastholder vi grundlaget for at kunne eksistere i denne forvirrede og globaliserede verden. Hvis Global Progressiv Forum går ind for det, tror jeg på initiativet. I modsat fald bør det bekæmpes som alt andet unaturligt.

[Fra Jyllands-Posten 30/11-03]

- af Adam Wagner

De seneste par dages mediehysteri om kirkeministerens nu fratrådte pressemedarbejder, Henrik Gade Jensen, har vist, hvor lidt de enkelte journalister undersøger deres kilder og i hvor høj grad, der blot skrives af efter andre aviser.

Således viderekolporterer Jyllands-Postens journalist Niels Ditlev (26/11) Informations påstand om, at Gade Jensen »har været involveret« i foreningen Dansk Samling (DS).

I Ditlevs version hedder det således, at Gade Jensen har været »tilknyttet« DS. Det er overhovedet ikke sandt. Gade Jensen har aldrig skrevet til vores blad, Nyt fra Dansk Samling, eller på anden måde været tilknyttet til vor forening.

Og dette skriver jeg ikke for at lægge afstand til Gade Jensen, for han har sagt og skrevet mange fornuftige ting i tidens løb, men blot for at illustrere, hvordan journalister bygger en fantasiverden op ved til stadighed at referere hinanden og kun sjældent at kontrollere sandheden i udsagnene. Dette er i øvrigt symptomatisk for hele ”sagen” om Gade Jensen.

[Trykt i Jyllands-Posten 29/11-03]

- af Adam Wagner

På baggrund af Rasmus Lindboes artikel »Højre-ekstremist er spindoktor for Tove Fergo« (25. november) tog kirkeministerens pressesekretær, Henrik Gade Jensen sin afsked. Men artiklen var fuld af udokumenterede postulater og løse påstande.

F.eks. har Henrik Gade Jensen aldrig skrevet noget for Dansk Samling (DS). Dette siger jeg ikke for at lægge afstand til Gade Jensen – det er der mig bekendt ingen grund til – men for at vise, hvor upålidelige Lindboes oplysninger er.

Endvidere omtaler Lindboe DS som en del af »det ekstreme højrefløjsmiljø«. Men sandheden er, at DS hverken er til højre eller venstre. DS er nationalt. Hvis dette opfattes som højreekstremt, siger det nok mere om vor tid – eller om Information – end om DS.

I øvrigt burde den gamle modstandsavis Information vide, at DS var en særdeles aktiv del af modstandskampen under den tyske besættelse. Måske burde avisen oven i købet være klar over, at DS tidligere end mange andre herhjemme havde set det farlige i nazismens (og kommunismens) religionserstattende ideologi.

Men en journalist med en sag er åbenbart ligeglad med sandheden.

[Trykt i Information 28/11-03]

- Dansk Samlings landsråd udtaler:

Dansk Samling opfordrer regeringen til at foranledige en uvildig, uafhængig og tilbundsgående forfatningsretlig undersøgelse af forslaget til en traktat om etablering af en EU-forfatning.
Befolkningen har krav på at kende konsekvenserne af en sådan eventuel EU-forfatning set i forhold til Danmarks Riges Grundlov.
Vedtagelsen af en sådan EU-forfatning må behandles efter grundlovens paragraf 88 (om ændring af den danske grundlov).
Yderligere mener Dansk Samling, at et forslag til en EU-forfatning skal til folkeafstemning i alle medlemslandene. Dette er i overensstemmelse med folkestyrets princip.

[Vedtaget af Dansk Samlings landsråd i Nyborg 4/10-03]

Pressemeddelelse om forsvaret

- Dansk Samlings landsråd udtaler:

Sikkerhed er ethvert lands vigtigste opgave. Intet land kan forlade sig på, at andre vil sørge for dets frihed. Det må derfor aldrig glemmes, at det danske forsvar er til for at forsvare Danmark.
Der er i visse kredse stemning for at afskaffe værnepligten, lukke hjemmeværnet og opgive tanken om et territorialforsvar for at lægge hele forsvaret om til en slags ekspeditionsstyrke. Dansk Samling finder det uanstændigt, at forsvaret løsrives fra den folkelige sammenhæng, det burde indgå i. Det danske forsvars fornemste opgave er at forsvare Danmark. Her er vort hjem, og er vi ikke rede til at forsvare det, har vi allerede opgivet det. Forsvaret skal derfor bevares som et territorialforsvar.

[Vedtaget af Dansk Samlings landsråd i Nyborg 4/10-03]

- af Adam Wagner

En vis Jørg Olm i Harreslev kom den 5. november med nogle ganske mærkværdige betragtninger. For eksempel at folk født syd for grænsen med tys k statsborgerskab ikke kan være en del af et dansk mindretal endsige være sønderjyske.
Argumentet er, at de ikke er født og opvokset i Danmark, men derimod i Tyskland; altså er de tyske. Ifølge Olm kan kun danske født i Danmark med dansk statsborgerskab, der bosætter sig syd for grænsen, tilhøre et dansk mindretal.
Men når Olm kan sige sådan noget sludder, hænger det sammen med, at han har en mistænkelig modvilje mod at se tingene i deres rette perspektiv: Det historiske.
Som Olm siger: »Sydslesvig eksisterer nemlig kun i gamle historie-bøger, som jeg har læst alt om«. Man bør dog ikke læse om historiebøgerne, men i dem.
Sagen er jo, at selvom de danske syd for grænsen er født og opvokset i deres egen hjemstavn, er de jo alligevel født inden for en fremmed stats grænser, netop fordi denne sydlige del af en oprindeligt dansk landsdel er blevet erobret af en fremmed magt.
Så herr Olm: Selvfølgelig kan den hjemmehørende befolkning i den sydligste del af Sønderjylland (kaldet Sydslesvig) være dansk; det er faktisk (sammen med det frisiske) det oprindelige!
Og Slesvig-Holsten? Ja, det er en tysk konstruktion; et »fantomnavn« om man vil.

[Fra Flensborg Avis 11/11-03]

- af Marianne Plesner Olsen

Lene Pedersen tager i Berlingske Tidende 29/10 udgangspunkt i mit læserbrev fra 22/10 ang. muslimske kvinders ret til at bære tørklæde i folkeskolen. Lene Pedersen anfører, at mange muslimske kvinder bærer tørklædet frivilligt, og hun mener, at man underlægger kvinderne en anden tvang ved at forbyde dem at bære tørklædet.

Så enkel er sagen efter min vurdering ikke; hvad er f.eks. problematikken for folkeskolens vedkommende? Den er dog udgangspunkt for diskussionen: Jeg anser det for en selvfølge, at lærere med forskellige politiske holdninger holder sig tilbage fra at agitere for disse i skoletiden. Jeg mener, at forældre fortsat skal kunne fritage deres børn fra kristendomsundervisning. Derfor skal børn heller ikke konfronteres med lærerinder, som med deres beklædning agiterer for en bestemt religion med et bestemt kvinde- og samfundssyn. Når muslimske kvinder bærer tørklædet (frivilligt eller ikke), så viser de, at de indordner sig under det syn på kvinder, som islam dikterer, og som vi i vesten finder undertrykkende. Når danske, offentlige institutioner indlader sig på diverse ordninger – herunder retten til at bære tørklæde - til fordel for muslimer, lader de endvidere islamisk lov komme ind ad bagvejen, og pludselig har vi en religiøs lovgivning, der fungerer sideløbende med den verdslige. Er det rimeligt?

For mig er tørklædet blevet et symbol på den kulturimperialisme, som danske institutioner underlægges af islam, og jeg kan ikke forstå, hvorfor vi skal finde os i det. Derfor er Karen Jespersens forslag ganske på sin plads.

[Berlingske Tidende 1/11-03]

- af Marianne Plesner Olsen

Karen Jespersen (S) har med opbakning fra Louise Frevert (DF) foreslået et forbud mod religiøs beklædning blandt ansatte i folkeskolen. Der tænkes naturligvis på det muslimske tørklæde. Hurra, tænkte jeg, da jeg læste det, for muslimske kredse har alt for længe fået lov til at anvende tørklædeklædte kvinder som spydspids i deres kamp mod dansk lovgivning og sædvane. For mig repræsenterer tørklædet ikke blot en tilkendegivelse af, at man dyrker en åndløs lovreligion, hvor en bestemt beklædning er påbudt, det vidner også om et bestemt syn på kvinder, hvor de kun kan vinde respekt, dersom de bærer tørklæde. Og så spørger jeg mig selv, hvornår der opstår et krav om, at danske kvinder også skal bære tørklæde? Jeg spørger ligeledes, hvor den kulturimperialisme bliver af, som integrationsministeren selv påberåber sig, når han nægter at blande sig i sagen? Der ville jo ikke engang være tale om kulturimperialisme, al den stund han dog befinder sig i sit eget hjem, som stadig må kaldes dansk, og hvor lovgivningen derfor bør afspejle dette forhold.

[Fra Berlingske Tidende 25/10-03]

Dansk Samlings rolle glemmes

- af Erik Dyring-Olsen

I den voldsomme debat om besættelsestiden forekommer det mig, at mange underkender eller glemmer Dansk Samlings (DS) indsats. Det må derfor være på sin plads at fremføre:
Det var DS, der startede med at provokere samarbejdspolitikerne, som DS fandt var alt for villige til at efterkomme tyskernes krav. DS fandt det således forkert og unødvendigt, at Danmark på tysk foranledning afleverede danske torpedobåde til tyskerne. DS protesterede imod, at dansk politi arresterede danske statsborgere (kommunisterne). DS agiterede åbent fra 1941 og frem til 1943 så kraftigt mod det tyske samarbejde, at DS blev omtalt som partiet, alle andre elskede at hade. DS' provokationer var medvirkende til, at bruddet kom i august 1943. Og det var den almindelige befolkning, der gjorde oprør mod tyskerne. Det var ikke politikerne.
DS blev en aktiv del af modstandsbevægelsen og hører dermed til dem, der sikrede, at Danmark trods alt ikke var på tysk side ved krigens slutning. Derfor skal DS' indsats ikke glemmes. Vi er fortsat på banen, når politikere svigter nationale og folkelige værdier.

[Fra Jyllands-Posten 16/9-03]

- af Marianne Plesner Olsen

Forsvarskommandoen har netop barslet med en plan, som dersom den føres ud i livet vil betyde færre værnepligtige og kortere værnepligt.
I stedet vil man koncentrere ressourcerne om de professionelle soldater, som ikke skal forsvare hjemlandet, men sendes ud til brændpunkter rundt om i verden.
De radikale og Socialdemokratiet jubler over forsvarsudspillet, hvorfor man kunne få den kætterske tanke, at Forsvarskommandoen har villet tækkes netop disse partier for at få så bred politisk opbakning som muligt, og da forsvarsministeren tilsyneladende ukritisk er med på ideen, risikerer vort land en omkalfatring af forsvaret, som ikke er set siden tilslutningen til NATO.
Jeg tror, alle kan se, at det lige nu er vigtigt at være forberedt på terrorangreb, men hvem ved, hvordan situationen ser ud om bare 10-20 år?
Den kan være en ganske anden, og så er det forrykt, at det hjemlige forsvar skæres ned til næsten ingenting eller overgives til frivillige, som man ikke betaler en krone for at agere beredskab.
Danmarks forsvar betyder åbenbart lidet for Forsvarskommandoen, men man kan da håbe, at der med den fornyede fokusering på 30'ernes manglende forsvarspolitik, som resulterede i den 9. april, vil være politikere, der ser anderledes på den sag.

[Fra Jyllands-Posten 12/9-03]

- af Marianne Plesner Olsen

Diskussionen om forholdet mellem stat og kirke raser for tiden, og kravene er mange: fra kirkeministerens afgang til en adskillelse af kirke og stat eller i det mindste en forfatning for de kirkelige forhold. Sidstnævnte holdning har Karsten Nissen, biskop i Viborg stift, udtrykt i Berlingske Tidende den 4. juli. Han hævder, at grundlovens § 66, ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”, ”af alle historisk og juridisk kyndige forstås som et løfte om en kirkeforfatning, der inden for rammerne af den nuværende forbindelse mellem kirke og stat giver kirken større selvstændighed over for staten.”

Spørgsmålet er, om folkekirken overhovedet har brug for en forfatning; der hersker stor tvivl om hvem, der bestemmer hvad, men er der overhovedet grund til en sådan tvivl? Lovgivningen på området er faktisk klar, idet ministerens og biskoppernes myndighed og ansvarsområde er defineret og afgrænset. Endvidere er folkekirkens medlemmer sikret den største indflydelse på folkekirkens forhold, idet det er folketinget, der ad lovgivningens vej ordner forhold berørende kirken. Problemet er snarere, at der er kræfter inden for folkekirken, der skubber til balancen i forholdet, ikke mindst blandt biskopperne.

Disse har lanceret udtrykket ”folkekirkens indre forhold”, som de ser det som deres embede at varetage. Imidlertid står der intet om disse ”indre forhold” nedfældet i grundloven, og man kan – for mig at se – ikke have kompetence på et område, som hverken er nævnt eller defineret nogetsteds. Det mener biskopperne imidlertid at have, men hvordan er denne opfattelse er opstået? Et kig i artiklen ”Mordet på en minister” i Jyllands-Posten (22. december 2002) rummer måske svaret. Under en af kriserne mellem kirkeministeren og biskopperne skrev Søren Lodberg Hvas til kirkeministeriets departementschef, at han ”med 22 års erfaring som domprovst/biskop aldrig har været ude for noget lignende! (…) jeg synes, det ville være mere end trist, hvis det tillidsfulde samarbejde, vi har haft med ministeriets embedsmænd, alle tilsammen, skulle blive ødelagt af, at vi for øjeblikket har den minister, som vi har.” Biskopperne har altså været vant til, at skiftende ministre ikke har blandet sig i deres sager, og så er det ikke rart, at der pludselig er en, der insisterer på at gøre det. Det ændrer blot ikke ved, at hun har både ret og pligt dertil. Også Kjeld Holm i Århus synes at mene, at kirken er et urørligt område. I et kirkeligt magasin, som udgives i Århus stift, kunne man i et interview med biskoppen sidste år læse, at staten i forhold til kirken er gået for langt, ”når kirkeministeren eller folketingets kirkeudvalg fører en debat, om man skal standse et nyt forslag til en salmebog. Det er ikke deres bord.” Han mener, at kirken ”har brug for nogen, der går i spidsen”, og det kunne f.eks. være ”et samtaleforum, som består af mennesker, der kan formulere sig, og som beskæftiger sig intenst med det kirkelige.” Siger Kjeld Holm med et uhørt hovmod, ikke blot overfor almindelige menneskers dømmekraft, men også overfor landets lovgivende og udøvende magt.

Fordi biskopperne har været vant til at sætte dagsordenen, er det ikke nødvendigvis med hjemmel i loven, at de har gjort det, hvorfor der skal ses nærmere på denne og dertil undersøges, om Karsten Nissen har ret i sin forståelse af § 66. I August Roesens bog om kirkeret behandles § 66, og her kan man læse, at der med ordene ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov” oprindelig har været tænkt på én bestemt lov, men at bestemmelsen lige så godt kan læses som om der stod ”ad lovgivningens vej”. Roesen skriver i forlængelse af dette: ”Allerede flere af grundlovsfædrene hævdede denne forståelse, og i dag er nok de fleste tilbøjelige til at ville læse paragraffen således.” Han fastslår, at paragraffen ”er en af grundlovens såkaldte ”løfteparagraffer”. Om noget løfte i almindelig forstand er der dog naturligvis ikke tale. Det er almindeligt antaget, at disse ”løfteparagraffer” ikke er af forpligtende indhold og derfor ikke kan påberåbes som juridisk grundlag for at få nyordninger gennemført.” Roesens tolkning af § 66 er stik modsat Karsten Nissens, hvorfor jeg tvivler på holdbarheden af hans påstand om den herskende juridiske og historiske konsensus om paragraffen.

Men hvad med kirkeministerens og biskoppernes myndighed? Bør den ikke fastsættes i en forfatning? Nej, for spørgsmålet er én gang blevet afklaret, idet daværende folketingsmand Helge Larsen på baggrund af en ”vis bekymring for, at biskopperne gennem afholdelse af bispemøder var på vej til at indsmugle en uhjemlet kirkeforfatning” (Folketingets forhandlinger 1962-63 sp. 1858-60) rettede en forespørgsel til kirkeministeren om dette emne. Ministeren citerede i sit svar bl.a. følgende passus fra et underhåndsbrev til en af biskopperne fra kirkeministeriets kontorchef, A. Detlefsen: ”Den bestående retsordning (lovgivning m.v.) kender overhovedet ikke biskopperne som korporation. Den enkelte biskop repræsenterer i virkeligheden kun sit eget stift og det kun inden for de embedsmæssige funktioner, som er overdraget biskopperne ved lovgivning eller i henhold til andre gældende bestemmelser eller efter gammel sædvane. Uden for dette område er biskoppens myndighed ikke af embedsmæssig art, men beror kun på hans personlige autoritet i forbindelse med den kendsgerning, at der er betroet ham et så betydeligt embede. For folkekirken som helhed – ud over det enkelte stift – har biskopperne ingen myndighed til at optræde, det kan alene kongen og ministeriet (ministeren), og ministeriet må endda efter de gældende bestemmelser i mangfoldige forhold søge kgl. bemyndigelse.” (Folketingets forhandlinger 1962-63 sp. 1927-31).

At stille en konstruktion op, hvor kirken er en størrelse, som overfor staten skal repræsenteres af nogen (biskopperne f.eks.), holder ikke, fordi ministeren som dronningens repræsentant er kirkens overhoved, og fordi kirkens forhold ordnes af lovgivningens vej, d.v.s. i folketinget. Derfor skal hverken minister eller kirkeudvalg bede biskopperne om lov til at debattere noget som helst. Den nuværende ordning er god og demokratisk, og den passer fint til de fleste danskeres temperament.

Men at det er nødvendigt at forholdet bliver slået endeligt fast, er bl.a. Karsten Nissens seneste optræden et vidnesbyrd om. På et møde i Berlin i februar har han underskrevet sig som ”europæisk kirkeleder” i en fællesudtalelse fra ”ansvarlige fra kirker i Europa” om krigen i Irak, som de er imod, og endvidere ser de det som deres ”moralske og pastorale pligt at imødegå fremmedhad i vore lande samt fratage mennesker i den muslimske verden den frygt, at den såkaldte vestlige kristenhed stiller sig i mod deres kultur, religion og værdier”.

At Karsten Nissen er imod krigen, er hans sag, og han kan som alle andre blande sig i debatten. At Nissen føler sig særligt kaldet til at udtale sig som ”ansvarlig” for folkekirken, som i udtalelsen nævnes lige efter hans navn og titel, er et problem, fordi han så tager dem af folkekirkens medlemmer, som ikke deler hans synspunkter, til indtægt derfor. Men vi er altså nogle, der ikke er enige med ham, hverken i hans holdning til krigen i Irak eller til muslimer, og kun én skal dømme, om sådanne holdninger er forenelige med den kristne tro, og det er bestemt ikke biskoppen i Viborg stift eller hans kumpaner rundt om i Europa, jeg hér tænker på.

En forfatning eller en adskillelse af kirke og stat vil kun være til gavn for Nissen og Holm, der går rundt med en kirkefører i maven, medens vi, som ikke deler deres holdninger, vil blive hjemløse.

[Kronik i Fyns Stiftstidende 21/8-03]

- af Marianne Plesner Olsen

Et tu Brute! Dette var min første tanke, da jeg læste Helge Adam Møllers svar (Berlingske Tidende 14.8) til en konservativ vælger, der undrede sig over partiets flirten med Det Radikale Venstre. For hvad får en hæderlig, nationalt sindet, forsvarsvenlig mand som hr. Møller (som burde have siddet på forsvarsministerposten) til at strø om sig med liberale floskler, der intet har med konservatisme at gøre? Der er jo intet i det, han angiver som konservativ politik, som Venstre ikke har på deres program. Forstår den professionelle soldat, Helge Adam Møller, ikke, at hvis de radikale skal stemme for regeringens økonomiske politik, så vil de også, som det ideologiske parti, de nu engang er, forlange indrømmelser på andre områder? Nej, kære Helge Adam Møller, vi potentielle konservative stemmer ikke konservativt, for det er i disse år ikke økonomisk politik, der er det vigtigste; det gælder nemlig om at holde de Radikale ude, for vi befinder os i 11. time med hensyn til at få vendt EU-, uddannelses-, forsvars-, ligestillings- og ikke mindst indvandringspolitikken i en folkelig, konservativ retning. I disse år kan man derfor som konservativ ikke stemme på et parti, som nok er fornuftigt i f.eks. økonomisk eller familiepolitisk retning, når det ikke vil anerkende vigtigheden af ovenstående problematikker. I den henseende har Det Konservative Folkeparti svigtet, og det står nu med undrende vælgere, der ikke kan forstå, at deres loyalitet mod partiet, hvis mærkesager engang havde noget med Gud, konge og fædreland at gøre, skal betales med endnu et ødelæggende samarbejde med Det Radikale Venstre.

[Fra Berlingske Tidende, 16/8-03]

- af Adam Wagner

Det er for et almindeligt folkekirkemedlem som undertegnede bekymrende at se, når en af landets bisper mener, at kirken som sådan er en politisk enhed, der kan tale med én stemme; især når denne biskop, Karsten Nissen fra Viborg, åbenbart mener, at han som bisp kan gøre det.

Der er i vores kirke ikke nogen, der har ret til at udtale sig på alles vegne. Præsten kan ikke ytre sig for eller imod f. eks. krigen i Irak på sin menigheds vegne, provsten ej heller på sit provstis vegne og bispen ikke på sit stifts. End ikke de samlede bisper og provster kan tillade sig – eller har ret – til at tage deres menighed som gidsel i en given sag. Præsterne skal prædike evangeliet og bisperne se til, at de gør det, og hvad præster og bisper derudover har at sige, må de sige for egen regning. Kirken har ingen ”stemme”.

Kupforsøg var det derfor, da biskop Nissen i Berlin 5/2 i år undertegnede sig som ”ansvarlig” for den danske folkekirke i en økumenisk erklæring mod krigen i Irak.

Men ikke nok med det: Det var også en utilstedelig sammenblanding af det åndelige og verdslige regimente, for selvfølgelig er det ikke den danske folkekirke, men derimod den danske regering, der skal føre udenrigspolitik. Gid vi aldrig får en adskillelse af stat og kirke, da vil nogen få retten til at drive politik på sagesløse medlemmers vegne, og det vil blive folk som Karsten Nissen.

[Trykt i Jyllands-Posten 18/7-03]

- af Adam Wagner

Folketingets nye udlændingelovgivning problematiseres i Berlingske Tidende 8/6 i artiklen »En dansk succes«. En trist enkeltsag fremhæves, og en aktivistisk advokat blæser til kamp mod myndighederne. Tilbage står spørgsmålet, hvorvidt den nugældende lov i enkelte tilfælde alligevel er for stram eller usmidig og derved rammer folk, man egentlig intet ønske har om at holde ude af Danmark; nemlig danskeres udenlandske ægtefæller fra f.eks. europæiske lande. Det flertallet ønskede, da det valgte det nuværende folketing, var efter min bedste overbevisning ikke at hindre almindelige danske mænd og kvinder i at medtage vestlige ægtefæller til Danmark, men derimod at bremse den balkanisering – ja, ligefrem islamisering – af vores fædreland, der alt for længe havde fundet sted. Det ville sagtens kunne lade sig gøre at forene de to ting, hvis myndighederne blot alvorligt ville vurdere et ægtepars samlede tilknytning til Danmark og lægge det til grund for accept eller afvisning af familiesammenføring. Man kunne f.eks. benytte de talrige oplysninger om ægtefællernes familiemæssige baggrund, man rutinemæssigt indhenter ved ansøgning om familiesammenføring eller om opholdstilladelse.
Netop fordi, det er så vigtigt, at den voldsomme indvandring af vildfremmede mennesker bremses effektivt, ville det være klogt at føre en rimelig politik over for almindelige danskeres ønske om at få f.eks. europæiske ægtefæller med til Danmark. Dette kan gøres ved at tage kravet om tilknytning til Danmark alvorligt og lade andre krav, såsom økonomi, spille en mindre rolle.

[Fra Berlingske Tidende 16/6-03]

- Dansk Samlings hovedstyrelse

Dansk Samling har med beklagelse erfaret, at de vestlige lande inkl. Danmark mener, at der ikke skal flyttes grænser som et resultat af Irak-krigen. Vestens argument er, at der skal være ro i området.

Dansk Samling gør opmærksom på, at det ikke er eksistensen af nationale folkegrupper, der er årsag til uro og krig. Det er undertrykkelsen af nationale folkegrupper, der er årsagen til uro og krig. Hvis grænserne skal ligge fast i det kurdiske område, vil uro og krigslignende tilstande derfor fortsætte. Derfor bør Danmark tage initiativ til at støtte, at kurderne får den form for selvstændighed, som de ønsker.

Folkenes selvbestemmelsesret skal også gælde for kurderne.

[Vedtaget på hovedstyrelsesmødet 4/5-03]

- af Erik Dyring-Olsen

Niels Lillelunds artikel om den 9. april indeholder en passus om, at Jens Otto Krag ikke deltog i den nationale glæde den 5. maj 1945 eller i sorgen over den 9. april 1940. Det oplyses endvidere, at Jens Otto Krag opfattede modstands-bevægelsen som nogle latterlige fantaster. Dette fremgår af Jens Otto Krags dagbog. Mange år senere lokkede han danskerne med i EF/EU med den begrundelse, at EF/EU kun var et fællesmarked - ikke en politisk union. Der er siden rejst en statue i Randers af ham. Den burde benævnes og behandles som en skamstøtte.

[Trykt i Jyllands-Posten 20/4-03]

- af Marianne Plesner Olsen

  Det er faldet både Erik Norman Svendsen (4. ds.) og Karsten Nissen (6. ds.) for brystet, at jeg har anvendt udtrykket ”at troppe op og tale i samlet flok” om biskoppernes opførsel overfor kirkeminister Tove Fergo. De anfører begge, at de selv er blevet inviteret af hende, men især Karsten Nissens svar til mig bekræfter mig i min opfattelse, og så er jeg egentlig ligeglad med, om der er blevet inviteret.
  To af Karstens Nissens udtalelser ønsker jeg at kommentere i forhold til det, jeg har læst i Roesens kirkeret: For det første afviser Karsten Nissen ikke, at han har været biskoppernes talsmand, men anfører, at det er en opgave, der går på omgang mellem biskopperne. Altså optræder de som korporation, og som sådan anerkender lovgivningen dem ikke. For det andet skriver Karsten Nissen, at stat og kirke skal samarbejde efter grundlovens bestemmelser, og han taler om den politisk valgte kirkeminister og de kirkeligt valgte biskopper som to størrelser, der indgår i dette samarbejde.
  Jeg anfægter ikke, kirkeminister og biskopper skal samarbejde; jeg anfægter, at biskopperne kan udtale sig på folkekirkens vegne, og det gør jeg ud fra følgende formulering af forhenværende kontorchef Detlefsen, citeret af Roesen (s. 23): ”For folkekirken som helhed – ud over det enkelte stift – har biskopperne ingen myndighed til at optræde, det kan alene kongen og ministeriet (ministeren), og ministeriet må endda efter de gældende bestemmelser i mangfoldige forhold søge kongelig bemyndigelse.”
  Karsten Nissen mener endvidere, at ”det er vigtigt ikke at vanskeliggøre vort samarbejde ved at tale om magtkamp, hver gang kirkeminister og biskopper diskuterer et emne af fælles interesse.” Det var nye toner, og jeg håber da, at denne udtalelse også angår alle dem (ikke mindst de politikere, som begyndte denne debat), som udelukkende langer ud efter Tove Fergo og hendes embedsførelse.

[Trykt i Berlingske Tidende 8/3-2003]

- af Marianne Plesner Olsen

Erik Norman Svendsen skriver i Berlingske Tidende 4. marts, at mine udtalelser 3. marts om bispernes hang til at optræde i flok er misvisende. Han skriver, at det var ministeren selv, som havde indbudt til aftenmødet i januar 2002. Muligvis, men hvad blev resultatet af mødet? At ministeren følte sig tvunget til at afgive en erklæring (10.1.2002) om, at biskopperne skulle vejlede i spørgsmålet om salmebogssagen. Således blev landets menigheder afskåret fra at tage stilling til det reviderede salmebogsforslag, og da ministeren senere ville tale med biskopperne en for en, afslog de prompte. Hvorfor mon det, når de nu ikke ønsker at optræde i flok, sådan som Norman Svendsen hævder?
På baggrund af dette kan man også stille spørgsmålet, hvorfor Viborgs biskop Karsten Nissen pludselig optrådte som biskoppernes talsmand? Det er muligt, det er noget, pressen har udråbt ham til, men jeg erindrer ikke, at nogen af Nissens bispefæller har taget afstand fra denne betegnelse. Jeg har blot som menigt folketingsmedlem gjort mig disse iagttagelser, og for mig at se har kontroverserne mellem biskopperne og Tove Fergo vist, at førstnævnte er ude på at tilkæmpe sig en magt, som der ikke er lovhjemmel for.
Det er muligt, det er misvisende, men det er altså sådan, biskoppernes alt andet end ydmyge opførsel virker på mig, og derfor fastholder jeg mine udtalelser.

[Trykt i Berlingske Tidende, 5/3-2003]

Opgør med bisper

- af Marianne Plesner Olsen

I Berlingske Tidende 26. februar kunne man læse, at flere politikere overvejer en adskillelse af stat og kirke. Hovedårsagen hos dem alle er, at kirkeminister Tove Fergo ved sin embedsførelse har gjort den nuværende konstruktion problematisk. Tove Fergo blander sig angiveligt uhensigtsmæssigt i kirkens indre anliggender, og således får man det til at se ud, som om staten er kirkens fjende.
  Niels Helveg Petersen mener således, at ministeren viser mangel på respekt for skrevne og uskrevne regler. Imidlertid har hun blot foretaget de administrative ting, som hun er ansat til. Problemet er således ikke ministeren, men derimod biskopperne, som viser manglende respekt for skrevne og uskrevne regler ved konstant at troppe op i flok og udtale sig på folkekirkens vegne om dens ”indre anliggender”, som blot er et uhyre, der kan antage ny former hver gang, de føler, Tove Fergo er trådt ind på deres enemærker.
Ifølge Roesens kirkeret repræsenterer biskopperne kun deres eget stift, lovgivningen kender ikke til biskopperne som korporation (s. 25). Skulle man ønske at gennemføre en adskillelse af kirke og stat, skal man altså gøre sig klart, at man får en bispekirke; biskoppernes opførsel peger klart i de retning.
  Tove Fergo har som repræsentant for den folkelige folkekirke taget et nødvendigt opgør med biskopperne. Må det lykkes for hende.

[Trykt i Berlingske Tidende 3/3-2003]

Risikabel nedlæggelse

- af Erik Dyring-Olsen

Jeg er både overrasket og dybt rystet over at Socialdemokratiet nu foreslår at nedlægge det folkelige forsvar for at erstatte det af professionelle lejesoldater.
Bevares, hvis målsætningen er at Danmark først og fremmest skal løse militære opgaver i udlandet er det da ganske fornuftigt. Men er det nu også det danske folks ønske?

Henvisningen til at der ikke øjnes nogen trussel mod Danmark holder jo ikke. Vi lever fortsat i en urolig og omskiftelig verden. Så det vil være yderst letsindigt og risikabelt at nedlægge Danmarks forsvar. Vi nedlægger da heller ikke brandvæsenet, fordi vi en periode ikke har haft brand.

Men nu ved vi altså, hvad socialdemokraterne vil. Det ser ud til at Venstre og Dansk Folkeparti vil bevare et dansk forsvar. Så nu bliver det spændende at se, om de konservative foretrækker det folkelige forsvar eller det professionelle militær. Det kan måske blive afgørende for dansk forsvars fremtid.

[Fra Jyllands-Posten 22/2-2003]

Et konservativt tomrum

- af Erik Dyring-Olsen

Debatten om konservatisme og liberalisme er som Lene Espersen og Brian Mikkelsen skriver ikke bare glædelig. Den er også nødvendig.

Dog forekommer det mig at Poul Schlüter er bedre til at udtrykke, hvad konservatisme er: Nemlig harmoni og balance. Når udviklingen går for langt til højre er det konservatismens opgave at gå mod venstre – og omvendt. Men uanset i hvilken retning den konservative bevæger sig, sker det altid på en national og social ansvarsbevidst måde.

Og det er her vandene skilles. De liberal/konservative, som LE og BM åbenbart tilhører, har ikke vist forståelse for helheden. Eksempel: Den umenneskelige såkaldte ”dødepakke”, som Dansk Folkeparti (!) måtte tage initiativ til at fjerne. Et andet eksempel : De liberal/konservative taler meget om at der skal være grænser for EU. Men hver gang vi skal stemme (om afgivelse af suverænitet) anbefaler de liberal/konservative at stemme ja!

Det er derfor tydeligt at LE og BM`s konservatisme er mere liberal end konservativ. Der er opstået et konservativt tomrum i dansk politik. Det er skidt. Men det er godt, at det nu bliver debatteret.

[Fra Jyllands-Posten 30/1-2003]

Bevar Danmark

- af Erik Dyring-Olsen

I følge JP er flere EU-partier, sidst socialdemokraterne, nu klar til at indføre en EU-forfatning, som reelt vil nedlægge Danmark som en selvstændig stat. For at hindre det bør der indsættes en bestemmelse i Grundloven om at Danmark ikke kan nedlægges.

Jeg kan i den forbindelse oplyse, at Estland i sin nye forfatning har følgende bestemmelse:

Estland er en selvstændig og uafhængig republik, hvor selvstændigheden og suveræniteten er tidsubegrænset.

For at sikre det danske folks fremtid i et selvstændigt Danmark vil det være betryggende, at vor Grundlov får en lignende tilføjelse.

[Fra Jyllandsposten ??/??-2003]

- af Adam Wagner og Annemarie Engel

Ang. pressemeddelelsen

Dansk Samling holdt den 2. oktober - trediveårsdagen for den første EF-afstemning - pressemøde i Vartov, hvor vi præsenterede vores ny temahæfte Grundloven og udviklingen i EU udgivet med støtte fra Nævnet vedr. EU-oplysning. Vores gæsteskribent advokat Annemarie Engel var til stede og redegjorde for, hvorledes EU-charteret er i konflikt med grundloven, og hvorfor det kan siges at være udtryk for den største danske suverænitetsafgivelse siden 1972. Nedenfor og vedhæftet er advokat Annemarie Engels egen pressemeddelelse, hvor hun giver et indblik i de tanker, hun har fremsat i sin artikel i vores temahæfte.

Temahæftet fremsendes i øvrigt på anmodning (sendt til: adam_wagner@hotmail.com). Er man interesseret i at vide mere om Dansk Samling, kan man desuden besøge vores hjemmeside: www.dksamling.dk.

Med venlig hilsen

Adam Wagner, medlem af Dansk Samlings hovedstyrelse

PRESSEMEDDELELSE:

Den danske Grundlov vil blive ændret markant og til skade for danskerne, når EU-CHARTRET realiseres.

Jeg er praktiserende advokat, hedder Annemarie Engel, og beskæftiger mig med EU-ret og grundlov. Jeg er helt enig med professor dr. jur. Hjalte Rasmussen i hans nylige bedømmelse af, at indførslen af EU-CHARTRET indebærer den hidtil største suverænitetsafgivelse siden medlemskabet af EF i 1972. Min pointe er, at det da er fuldstændig utroligt, at INDHOLDET i EU-chartret ikke er blevet drøftet med befolkningen omkring de kritiske punkter eller har været genstand for politisk debat.

Indholdet til EU-chartret blev i år 2000 vedtaget i Nice uden folkeafstemning særskilt herom i noget europæisk land. Og politikerne har ikke tænkt sig en bindende folkeafstemning herom. Så sent som i dag henviser Europa-minister Bertel Haarder i kronik i Politiken til, at ”charteret udtrykkeligt nævner, at der ikke med charteret skabes yderligere kompetencer for EU i forhold til medlemslandene.” Skønt det direkte står i chartret og her er fremhævet, er problemet, at dette ikke er korrekt. Chartret er ikke kun udtryk for gældende ret. Det er forkert, når chartret selv hævder, at der ikke skabes nye rettigheder.

I 2004 skal EU-chartret indskrives som traktat - og muligvis tillige som fremtidig EU-forfatning. Det er blot et spørgsmål om formen. Det allerede vedtagne charter-indhold fra 2000 står fast.

Uden folkeafstemning tvinges det danske folk til at afgive suveræniteten over deres eget land. Det sker, uden at politikerne har gjort befolkningen opmærksom på dette. Man tror og håber åbenbart på, at befolkningerne i EU ikke vil være opmærksomme på, at det sker, herunder befolkning og presse i Danmark.

Frihed under ansvar er Grundlovens bærende princip. EU-chartrets bærende princip er "lighed og solidaritet" ikke bare med EU-borgere, men med alle mennesker. Meninger, der er afvigende, bliver fremover ulovlige. Alle skal mene det samme. Lighed som overordnet værdi underminerer frihed.

Folkestyret er i fare, og vores form for demokrati-opfattelse er i fare. Det giver ikke længere mening at have et flerpartisystem.

EU-chartret bevæger sig ind på det åndelige og mentale felt samt retten til at følge sin samvittighed og personlige overbevisning.

EU-chartrets værdisæt er konkurrerende med det danske. Hvad der er danske områder, og hvad der er EU–områder, kan længere ikke styres. Opdeling er umulig. Dette ved politikerne besked om.

Folketinget forventes fremover at blive tvunget til at parallel-lovgive under samme idegrundlag også på andre områder end EU-områder - i troskab til en EU-grundtro på, at det er bedst, at lande sammensluttes til en union, fremfor at foretrække forpligtende samarbejder mellem suveræne stater.

Hvor vores grundnorm er upolitisk og garant for den personlige frihed, er EU’s grundnorm politisk og garant for fremtidig ensartethed mellem EU-landenes befolkninger, deres kulturer og de tilrejsende. Alle tildeles et nyt sæt grundrettigheder, foreløbig 50 imod Danmarks 12 frihedsrettigheder.

Indrømmelse af nye rettigheder til nogen sker på andres bekostning i første omgang de eksisterende befolkninger i hver deres EU-land.

Magtens tredeling i grundlovens paragraf 3 er i fare. De danske domstole er i dag upolitiske og uafhængige og skal være det efter grundloven. Domstolene får fremover tildelt politisk magt, som folket ikke kan udskifte hver fjerde år. Dette sker ved at tillade dem dynamisk tolkning. Dette er modsat dansk ret, hvor dette er ulovligt.

Dansk kultur og identitet, fastlagt i grundlovens paragraf 4, er i fare. Tildeling af grundrettigheder – foreløbig 50 vedtagne, herunder til tredjelandes statsborgere – koster kultur, og disse er tilmed udgiftskrævende. Der foreligger ikke analyser. Der er ikke regnet herpå ved EU-chartrets indførsel. Med EU-chartrets struktur omdannes EU-landene fra nationalstater til indvandrerlande. Dette sker uden nogen som helst forudgående analyser af behov og konsekvenser af den valgte form for tilgang, der vil bestå i asylsøgende og deres familier.

Kort sagt: Chartret giver problemer. De her oplistede er blot nogle af dem. EU-chartret omlægger de grundlæggende byggesten. Hvad hjælper det så at indtage det standpunkt, som regeringens repræsentant for EU-konventet, Henning Christophersen i sidste uge, at EU ikke skal blande sig i landenes forfatninger? Det er allerede sket. Strukturen herfor er for længst lagt. Det skete i år 2000!

Et nej fra Irland kan i denne forbindelse være vores redning og bevirke, at spørgsmålet står åbent indtil 2004. Det er ærgerligt, at vi har bragt os selv og vores nabofolk i den situation.

Politikerne på Christiansborg holder vejret. - Embedsmænd fortier problemstillinger. Hvad gør pressen – folkets vagthund?

Den historiske fortielse af facts omkring EU-chartret forsøges der hermed kastet lys på i tide for at undgå overraskelser i 2004, hvor vi meget vel kan stå i situationen: Take it or leave it !

Det er NU, der skal handles – hvis det skal ske på en for landet konstruktiv måde. Debat må i gang på rette sted: I pressen. Hvor vil vi hen med EU? Alene spørgsmålet om indførsel af chartrets indhold bør udløse en bindende folkeafstemning, da der rokkes ved selve grundlovens fundament. Hvad vil vi have: Grundlov eller EU-charter? Det er et enten /eller.

I min netop udkomne artikel i temanummeret ”Grundloven og udviklingen i EU” (tidsskriftet "Nyt fra DANSK SAMLING" nr.3 2002) gør undertegnede – og tidligere landdagsmand Karl Otto Meyer - klart opmærksom på den betydelige risiko og de voldsomme konsekvenser ved EU-chartret og Unionstraktaten. Undertegnede opregner punkt for punkt på hvilke afgørende hovedområder, Grundloven undermineres - og i virkeligheden på væsentlige områder allerede er ændret - uden at hverken folkeafstemning eller et forslag til grundlovsændring har været fremme.

Svendborg, den 1.10.2002,

Advokat Annemarie Engel – Aktuelt notat udarbejdet i forbindelse med pressemøde på Vartov den 2.10.2002 – tryk i pressen tilladt.

Et dansk forsvar i Danmark!

- af Adam Wagner for Dansk Samlings hovedstyrelse

At Danmark er dansk, anser Dansk Samling for et naturligt udgangspunkt for alle politiske overvejelser. Danmark er hjemsted for det danske folk; her kan vi sige vort. Sådan har det i hvert fald været. Godt nok har der i tidens løb været folk, der har ønsket Danmark gjort multietnisk, men hidtil har ingen offentlig dansk institution indstillet sig på at skulle være direkte multietnisk i stedet for dansk. Denne fornuftige praksis har det danske forsvar nu gjort op med, idet Forsvarskommandoen ønsker at tilpasse forsvaret, så alle uanset folkeligt tilhørsforhold kan føle sig hjemme i det. Dermed har man fra statens side accepteret, at Danmark ikke længere er danskernes hjem, men at vi kun er her på lige fod med tilfældigt sammenbragte folk fra andre folkeslag.
Dansk Samling finder det uanstændigt, at forsvaret løsrives fra den folkelige sammenhæng, det naturligt burde indgå i. Det danske forsvars fornemste opgave er at forsvare Danmark, som er danskernes land; derfor bør forsvaret som noget naturligt være dansk og ikke rodløst som en anden lejehær. Skulle der være enkelte af fremmed herkomst, som ikke kan affinde sig med, at forsvaret er dansk af form og natur, kan man vel heller ikke regne med, at de vil affinde sig med, at Danmark ligeledes er dansk. De må i så tilfælde se i øjnene, at de ikke har hjemme i Danmark.

[Bragt i Kristeligt Dagblad 29-7-02 og i Weekendavisen 2-8-02]

- af Marianne Plesner Olsen

7/7 – 02 kunne man i Radioavisen høre, at forsvaret havde bestemt sig for at ville hjælpe med integrationen af danskere med anden etnisk baggrund. Forsvaret er nemlig så kernedansk, at mange indvandrere opfatter det som en institution med værdier langt fra deres egne, hvilket er uheldigt i disse multietniske tider. Og Radioavisen talte med en kvindelig kommandørkaptajn, som kunne berette om, at nu skulle der designes turbaner til uniformerne, der skulle tages hensyn til religiøse spisevaner og helligdage, og i tilfælde, hvor der var tale om sårede, skulle forsvaret kunne efterkomme krav om behandling af en læge af den såredes eget køn. Sagde altså den kvindelige kommandør-kaptajn, som selv er i forsvaret på baggrund af en lang og sej kamp om ligestilling fra sine ældre medsøstre. Det havde hun muligvis glemt.

Jeg var målløs, og jeg blev ikke mindre overrasket, da jeg i gratisavisen Urban et par dage senere erfarede, at forsvarsministeren ikke havde tænkt sig at skride ind, idet ”regeringen lægger stor vægt på en bedre integration i det danske samfund af mennesker med en anden etnisk oprindelse end dansk, som på reel baggrund har opholdstilladelse i Danmark (…) Det er derfor ganske naturligt, at forsvaret som en integreret del af det danske samfund tager det ansvar på sig at bidrage til den igangværende integrationsproces af etniske minoriteter.” Forsvaret for landet er åbenbart ikke længere forsvarets primære opgave, nu skal det være en integrationsanstalt. Og forsvaret spiller med, for det er vel bange for ikke at være i kridthuset hos den til enhver tid siddende regering. Flere sager peger i denne retning.

Det begyndte med, at forsvaret selv – med formanden for Konstabel- og Korporalforeningen i spidsen – gik ind for at ophæve værnepligten, idet de værnepligtige angiveligt skulle være en hæmsko for løsningen af forsvarets internationale opgaver. At et land ikke kan undvære en værnepligt, såfremt viljen til at forsvare landet skal bestå i folket, således forstået, at ansvaret for landets ve og vel skal være noget, den almindelige dansker føler en forpligtelse overfor, forekommer mig at være indlysende. Så kom sagen om hjemmeværnets medlemmers ret til at opbevare ammunition og våben i hjemmet (hvilket en del jægere allerede gør), og hvor hjemmeværnets ledelse for at tækkes stemningen i Folketinget foreslog, at medlemmerne skulle aflevere ammunitionen. At hjemmeværnet så i en krisesituation vil få svært ved at løse sine opgaver, kom åbenbart i anden række.

Og nu har vi dette integrationsudspil, som pudsigt nok falder i hak med regeringens integrationsplaner. Tilsyneladende har man slet ikke haft den tanke, at hvis det er mangelen på forståelse for andre religiøse ordninger end de kristne, som hidtil har afholdt indvandrere fra at søge ind i forsvaret, så er det måske fordi, Danmark ikke betyder nok for dem, og så er det nok en fordel for landet, at de holder sig væk.

Jeg må efterhånden betvivle forsvarets ledelses vilje til at ville varetage danske interesser. I stedet dyrker det dets egen interesse, nemlig dén at bestå for enhver pris.

[Fra Jyllands-Posten 11/7-2002]

Et tarveligt land?

- af Erik Dyring-Olsen

Den svenske avis Dagens Nyheter kalder Danmark et tarveligt land. Jeg håber, at regeringen vil give udtryk for følgende: Hvis det er tarveligt at sige sandheden om indvandringen, så er Danmark et tarveligt land. Sandheden er, at der skal være grænser for, hvor stor en indvandring et land kan klare. Det er naturligvis svært at afgøre, hvor denne grænse går. Men det er det enkelte land, der sætter denne grænse. I Grundtvigs fædreland går grænsen, hvor det folkelige fællesskab lider skade.

Problemerne med indvandring kan i øvrigt kun løses, hvis de rige lande giver de fattige lande eksistensmuligheder. Det vil bl.a. betyde, at EU's landbrugsordninger fjernes, så vi holder op med at udkonkurrere ulandenes landbrug.

[Fra Jyllandsposten ??/??-2002]

- af Jens Rosendal

Den nye verdensorden skulle have gjort det hele så nemt at overskue, men desværre bliver man med den daglige nyhedsstrøm blot forvirret på et højere plan.

Det har altid været svært at følge med udviklingen i hvert fald på den politiske front. Efter den 11. september, hvor budskaberne blev klare og entydige ovenfra, er det gået helt galt for mig. Jeg kan ikke finde ud af noget så fundamentalt, som hvem der er de onde, og hvem der er de gode. Så jeg kan heller ikke rubricere mig selv.

Det er jo ikke, fordi vi ikke får oplysninger. De nærmest fyger om os. Måske hører jeg ikke ordentligt efter, skønt den nye verdensorden repeteres dagligt i alle nyhedsudsendelser og også indimellem mere bredt.

Det med Osama bin Laden kan ethvert barn ellers finde ud af. Han er ond. Det er sagt så tit, at det må passe, men det er ikke ret længe siden, han var rigtig god og hjalp USA med at få russerne jaget ud af Afghanistan. Da var han en fin frihedskæmper, der skulle støttes på alle måder.

Og Saddam Hussein er altså rigtig ond, men det er ikke ret længe siden, han var rigtig god, da han hjalp verdensopinionen, det vil sige os og USA, med at holde Iran i skak. Da var han en rigtig god fighter for friheden, forstod man. Og skulle støttes.

Og russerne, der havde været onde i så mange år, at det er helt ubegribeligt, er blevet næsten gode nu. Før slog de tjetjenske frihedskæmpere ned med alle midler, og vi var alle sammen rystede over de russiske grusomheder. Nu, da russerne er ved at blive gode, er tjetjenerne blevet terrorister, og russerne må gerne banke dem sønder og sammen, ja, de er lige ved at være med i den fælles gode front mod alt det onde, hvis bare de gør deres grusomme arbejde færdigt.

Og Milosevic var også rigtig god engang og var lige ved at få styr på hele Balkan. Nu er han ikke bare terrorist, men krigsforbryder, og det er ingen sag for den internationale domstol i Haag at bevise, hvor bestialsk han egentlig er. Han er helt fortabt, fordi han bedre kan lide de gamle russere end de ny, der er kommet til magten. For det er de ny russere, der er de gode.

Og så slog han de albanske frihedskæmpere ned med alle midler, vistnok. Og gode og retfærdige frihedskæmpere må man ikke slå ned. Men så blev albanerne desværre til terrorister, for nu ville de også have indflydelse i Makedonien, og det var ikke så godt. De er vist blevet onde og er en slags farlige terrorister nu, så de kan bundtes sammen med de andre onde, der skal holdes i ave.

Og palæstinenserne og Israel. Det er helt umuligt og ligner lidt en gråzone for mig, selv om sådan noget ikke skulle kunne forekomme i den nye verdensordens tid.

For israelerne er jo gode. Ja, det var de ikke, da de jog englænderne ud med alle midler og besatte områderne. Da var de onde, men gode blev de så. Endda rigtig gode. Og de har det rigtige kram til at slå terrorister ned med.

Og palæstinenserne. De sprænger sig selv og uskyldige israelere i luften, ja, de dør simpelthen for at få deres land tilbage. De burde ellers være gode, for de har fået stumper af deres eget område tilbage, som så godt nok lige nu er besat og bliver jævnet med jorden af nogle, der ikke rigtig er onde. For israelerne er på terroristjagt, og så kan man nok blive god, selv om man måske er ond. Ligesom de gode også nok kan smide nogle rigtig gode bomber ned her og der på en god måde, fordi sådan nogle gode bomber måske er det eneste, der kan hjælpe de onde med at blive lidt gode.

Jeg kan ikke finde ud af det, men jeg ved jo, at vi står skulder ved skulder med de gode, og det vil vi blive ved med, lige meget hvilken regering vi har, ja, vi hjælper endda lidt med bomberne og sådan. Så det skulle jeg nok slå mig til tåls med og lade det være nok. Det er jo også langt væk, det hele - endnu. Og jeg er ikke statsminister.

Men så kommer jeg sommetider til at tænke på dengang, da nogle danskere var terrorister og sprængte jernbaner i luften og skød folk. Det kan jeg huske. De var onde. Det var der ingen tvivl om. Men så blev de til frihedskæmpere og var blevet gode alle sammen, og vi stod vist endda alle sammen skulder ved skulder med dem, der vandt. Og frihedskæmperne reddede landets ære, ligefrem.

Så god vil jeg også gerne være. Det er derfor, det er så svært at finde ud af. Det piner mig ligefrem til tider, og jeg siger til mig selv, at jeg går lidt for meget op i det. Så går jeg en tur i haven. Sommetider hjælper det lidt. Jeg har fået sat kartofler, og jeg håber sådan, det er nogle rigtig gode nogen.

[Fra Kristeligt Dagblad ??/??-2002]

- af Jens Rosendal

Danske politikere kan ikke være den valgkamp bekendt. De lader alle sammen, som om det er flygtningene og indvandrerne, der er noget i vejen med. De har selv lukket døren op. Og nok set lidt efter det ene og det andet, før de åbnende på vid gab med alle kultur- og psykologidimser og menneskeretscentre som tiljublere til det store toleranceorgie.

Og så finder folk ud af, at det her da vist er galt. Der kommer faktisk folk på banen, som vil begynde at snakke alvorligt og måske provokerende om sagerne, men de erklæres så for nationalister og racister og ikke stuerene. Vi skal læres til at holde kæft. Debatten skal lukkes til.

Ikke indvandrernes skyld

Nu er valgkampen her så med fuld udblæsning. Men fuldstændig vanvittig skruet sammen. Det bliver flygtninge- og indvandrenes egen skyld, at de har fået lov til at være her. Det er dem, der skal mistænkeliggøres og hænges ud. Deres forkerte tro, deres rabiate holdninger o.s.v. Lige nu er der ingen ende på det. Og det er måske nogenlunde sandt alt sammen.
Men det er forkert at give dem skylden for noget som helst. De er nok omtrent som de er og som de har lært, at man bør være.

Og som de var, da de kom og blev budt velkommen hertil af næsten alle politikere. De udefra tog den chance, der bød sig, for at få en behageligere tilværelse med lidt mere fremtid i. Selvfølgelig.

Blåøjede politikere

Det er jo os, der har været blåøjede, grænsende til det blinde. Det er vore politikere, som er hoppet på hele tolerancedillen hver gang uden at ville vurdere omkostningerne og konfrontationerne.

Er vi nogenlunde anstændige mennesker, må det være de politikere, der skal gøres op med nu, og dem, der skal på forsiderne. Gerne sammen med den stribevis af ualvorlige tolerance-citater, som de har lukket ud og som må kunne findes, hvis medierne har mod at se sandheden i øjnene og ikke bare skal skaffe sensationelt valgstof frem a la: Hør dog hvad Glistrup siger. Er det ikke vederstyggeligt? Og det er det da. Men det er ikke her, problemet ligger.

Politikerne må da indrømme, at det er dem, der har været letsindige, når de troede virkeligheden kunne indordnes under alt muligt multi-positivt.

For mig ligner det en skændsel, at det nu bliver de fremmede, vi som land og folk har sagt god dag til, der skal hænges ud.

Det er for let. Det er simpelthen fup! Det er en gammel beskidt og bekendt historie.

En beskidt historie

Den huskes bl. a. fra besættelsestidens politiske cirkus. Statsministeren dengang var parat til at indstille sig efter den nye europæiske orden, sagde han. Udenrigsministeren betragtede med beundring de storartede tyske sejre, udtalte han. Og handlede derefter.

Terroristerne - de senere frihedskæmpere - skulle selvfølgelig sættes under lås og slå af alle ordentlige mennesker. Bagefter, ja bagefter skulle der så gøres op med nazismen og alle dem, der faldt for den ide. Gøres op med tilbagevirkende kraft med alle, undtagen med de politikere, som havde sat kursen. Det var dem, der beholdt skindet på næsen.

Der er mange andre lignende forløb i historien, men lad mig ikke jokke i det. Der skal bare gøres opmærksom på den linje. For nu er vi så næsten røget på den igen.
Politikerne har hørt eller set og omsider forstået, at den med tolerancen i en uendelighed ikke dur. Vi magter det ikke. De magter det ikke. Sådan er vi og de og verden ikke indrettet.
Heller ikke Danmark.

Og så begynder man at spille med på hetzen. Først så lempeligt, men efterhånden på forsiderne hver dag. Nu skal der findes syndere frem. Alle helst, undtagen netop de politikere, der har lagt det hele til rette. Det kan vi ikke være bekendt.

De må sige, at de tog fejl, og vi må sige det til dem ved valget.

At tolerance ikke dækker hele spektret. De må også klart sige til os, at vi ikke kan løbe fra de fejltagelser, de har gjort.

Det må der bødes for af os alle sammen. Men at de nu er parate til at vurdere virkeligheden om igen.
Der er grænser. Her er et folk, der synes, at Danmark på en måde er vores hjem, og at vi endnu er ansvarlige for kursen her. Der kan nok også siges noget om en større indsigt i, at man ikke bare kan rode alting sammen, fordi det passer bedst med det økonomiske afkast. Folk, lande og kulturer skal forliges og de bør arbejde sammen. Men de bør ikke blandes sammen til en omgang hvad som helst. Det vil fordærve os alle sammen.

Hvor er dansk frisind?

Menneskene er mere end tolerance, økonomi og grænseløshed. "Kærlighedens himmerige er endnu at vente på" skrev Grundtvig. Han mente også, at hvert folk er godt for sig, vel at mærke, hvis vi behandlede de andre folk ordentligt. Og i stedet for ligegyldighedens tolerance brugte han det danske ord "frisind".

Det er bedre, for det tør indrømme, at der er noget, der er godt og noget der er skidt. At vi har noget, som vi elsker, og at andre har ret til elske noget andet, selv om vi ikke begriber det og ikke vil underordne os det, men kæmpe imod det. Og det her er så vores hjem.

Politikere er vel dem, der går foran. Det er så også dem, der nu bør sige, at det vi selv har skaffet os på halsen, må vi løse ordentligt og så godt som vi overhovedet magter, hvis vi som folk vil bevare vores selvrespekt. Også når det koster mange penge. Men at de også er blevet klogere og har nået en grænse, hvor der skal tænkes forfra. Uden at jagte syndebukke og lægge andre folk for had for selv at kunne fralægge sig ansvaret.

[Fra Flensborg Avis ??/??-2001]

Begynd forfra

- af Erik Dyring-Olsen

JP's artikel om udlændingepolitik 7/11 får mig til at give udtryk for følgende: Jeg er ikke bange for min egen fremtid. Men jeg er bange for mine børns og mine børnebørns fremtid som danskere.

Det land, som jeg og andre skal give videre, ligner jo slet ikke det Danmark, jeg elsker at synge om efter Højskolesangbogen .

Jamen, det er jo internationaliseringen, globaliseringen, udviklingen, der har gjort det, siges det. Må jeg i al stilfærdighed gøre opmærksom på, at det ikke er udviklingen, der er ansvarlig.

Det er det store flertal af politikere i ind- og udland, der er ansvarlige. De har svigtet deres befolkninger ved at tillade en helt uacceptabel folkevandring og indvandring, der er i færd med at ødelægge vore nationale stater og vore nationale fællesskaber.

Derfor - gør oprør nu. Stem ikke på de "ansvarlige" politikere ved dette folketingsvalg.

Lad os i stedet begynde forfra.

Jeg har meldt mig ind i Dansk Samling, som beskæftiger sig med Danmarks frihed, det danske fællesskab og vort modersmål.

[Fra Jyllandsposten]

- af Jens Rosendal

Information har sat den daglige hjernevask på skåneprogram, når det drejer sig om Joschka Fischer. Lederen den 13. sept. bærer den flotte overskrift »Kosmopolitisk karisma«, og behandler Joschka Fischers tale i København om reformerne i Unionen. Efter lederens referat at dømme en matematisk-demokratisk argumentation, der overhovedet ikke kan anfægtes. Det hele bliver sat på plads af Fischer.

Det er sandt nok, at demokrati også har noget med tal at gøre. En gang imellem skal der stemmes, når en afgørelse skal træffes. At en afstemning i et eller andet ret tilfældigt område af verden, f.eks. det nuværende eller det måske kommende EU, skulle være demokratiets grund, værdi eller legitimitet er så primitivt tænkt, at det forhåbentlig ikke behøver modargumentation i Information. På den måde ville computere i en fart kunne skabe fuldendt 'demokrati' i hele verden.
»Vinder du, står du med ansvaret. Vinder jeg, er det mit ansvar. Sådan er demokratiet.« (Citat: Fischer). Det er såre enkelt at gå til.

EU bag pigtråd

Alternativ til den matematik, Fischer her stiller op, består af EU's »lukkede regeringskonferencer bag pigtrådshegn«, som han formulerer det, og det afskrives som umuligt og udemokratisk. Enig! Det er vel omtrent det den danske EU-modstand har hævdet og forudset fra før foretagendets start.
Nu bliver det så bekræftet uden moderation fra EU's indre cirkler 30 år efter. Dette må registreres som en ny åbenhed i EU-apparatet.

Selvfølgelig bør der gøres noget grundigt ved dette umulige.

F.eks. at indse at hele EU-konstruktionen arbejder hen imod det udemokratiske og væk fra folkenes engagement og ansvar. Ja, egentlig vil og kan EU-opbygningen kun fungere både uden folk og demokrati. Fuldstændig styret ovenfra.

Ren matematik eller pigtråd. Det er det valg, Fischer så overbevisende stiller os i udsigt.

Der er heldigvis et valg mere. Lad det nødvendige samarbejde i hele Europa være det reelle og ligetil samarbejde - måske endda et statsforbund, hvis vi vil det - mellem selvstændige nationer og folk, bygget på den demokratiske tradition, som trods alle snørkler og viderværdigheder, har ført europæiske samfund nogenlunde helskindet frem gennem historien, og somme tider fået held til at indrette gode afbalancerede samfund og samarbejde. I hvert fald i de perioder, hvor ingen ideologi, kejser eller rigskansler for en tid ødelagde det hele, for at nå frem til den endelige sejr. Det er den mulighed, der faktisk har ligget lige for næsen af os siden Muren væltede i '89. Men se om vi greb den. Jeg tror den mulighed stadigvæk findes, selv om der er kludret godt og grundigt i det siden.

Udvis format og vision

»Fischer har nu leveret argumenter til den demokratiske fløj«, slutter den begejstrede lederskribent, så nu bør danske politikere udvise format og vision til at præsentere Fischers demokratiske Europa,«, opfordrer han.

Måske er det lidt mærkeligt, men jeg tror endnu så meget på danske politikeres format og demokratiske begribelse, at den opfordring er forgæves. Måske kunne den endda få et par mere af de kvikkeste til at se, hvordan demokratiet hænger sammen.

[Fra Information 2001]

- af Torvald Fonsbøl

Da sikkerhedsfolk under G8-topmødet i Genova skød og dræbte den 23-årige italiener Carlo Giuliano på Piazza Alimonda, fik anti-globalisterne deres første martyr. Det voldelige oprør mod magtens barrikaderede centrum varsler et nyt klasseskel, som vil skære sig dybt ned i det 21. århundrede.

Global polarisering

Globalisering er ifølge Encyklopædien vækst i økonomiske og sociale aktiviteter, som overskrider politisk definerede nationale og regionale grænser. I dag rækker betydningen ud over en neutral konstatering af noget grænseoverskridende. I 10-året efter liberalismens sejr ved Murens fald og kommunismens sammenbrud i 1989 faldt også det økonomiske livsgrundlag hos verdens fattigste femtedel. Fra 2,3% til kun 1,4% af klodens samlede indtjening. Det er spredningen af frihandelsregler og frem for alt kapitalens og finansernes frie bevægelighed, der løsner de transnationale virksomheder fra politisk regulering. Polariseringen mellem rige og fattige rammer også de udviklede industrilande. I 1990’ernes Danmark faldt de lavere og mellemste indkomster, mens de højeste indkomster voksede markant. Hvis det økonomiske klima ikke tilfredsstiller virksomhederne, så flytter de til mere tiltalende himmelstrøg. Så Jensen i Næstved må tilpasse sig det globale arbejdsmarked. Den neo-liberalistiske udvikling har givet økonomi og teknologi dominans over samfundsudviklingen uden ansvar for følgevirkningerne, mens det er blevet den politiske sfæres opgave at levere en demokratisk legitimation af beslutninger, den ikke selv har truffet. På den måde opløser globaliseringen det 20. århundredes verdensorden: et internationalt retssamfund, som bygger på nationalstaternes suverænitet.

Den skævhed vil den vestlige verdens social-liberale og social-demokrater rette op på. Ikke ved at hindre globaliseringen og de selvstændige staternes opløsning. Men ved at genskabe en balance mellem politik og økonomi. Midlet er det kosmopolitiske demokrati, en politisk verdensorden. Den Europæiske Union fremhæves som det lovende, konstruktive mellemskridt i vores verdensdel.

Liberalistisk utopi

Men brydningen mellem neo-liberalisme og social-liberalisme er en skinfægtning, der blot skal afgøre, i hvilket omfang den nye, globale verdensorden skal have individuelt eller kollektivt fortegn. Begge er de varianter af en liberalisme, der i dag er en stivnet ideologi, som - i lighed med det gamle århundredes utopier - samler magt og rigdom hos en snæver elite: hos transnationale virksomheder i samarbejde med et centralistisk, overnationalt bureaukrati. Udstrakt, naturligvis, til håndgangne mænd m/k i de respektive hierarkier og klienteller.

Den herskende liberalisme udfolder den modernitet, som forviser religion og metafysik fra samfundslivet og lægger tilværelsen åben for vilkårlig menneskelig bemestring og forandring. Den vil skabe et system, der kun bygger på fornuften og menneskers ønsker og behov. Den fornægter enhver autoritet uden for mennesket, og derfor må liberalismen selv konstruere sin legitimitet. Den nedbryder menneskers frihed ved at centralisere magten og gør os afhængige af et globalt system, vi er helt uden kontrol over. Den kræver underkastelse under vilkårlige, universelle principper. Den svarer på kritik ved at bringe kritikere til tavshed. Den foregiver at give mennesker, hvad de ønsker, men nægter mennesket alt, hvad der er værd at have.

Liberalismen tager ikke kun Friederich Nietzsches 100 år gamle annoncering af Guds død til efterretning, den indfrier også filosoffens forudsigelse om den nye hersker: viljen til magt! Ved det politiske eksperiment i Bruxelles overgås hæren af bureaukrater kun af staben af lobbyister fra merkantile interesseorganisationer. Virksomhedernes logik dikterer deres tilstedeværelse: det kan betale sig! Heller ikke en kosmopolitisk verdensorden vil kunne bryde den økonomisk-teknologiske magt, men højst diktere en tung, videnskabelig fattigdomsstyring, der sikrer elitens privilegier og masserne en overvåget, ensartet elendighed. Så meget for det liberale demokrati på verdensplan.

PO-CO

Billederne fra G8-mødet i Genova giver to dystre varsler om den konflikt, som truer med at kløve det 21. århundredes samfund: Det bevogtede skel mellem rige og fattige. Og det voldelige oprør mod magteliten. Konsekvensen af den liberalistiske utopi, polariseringen mellem “the haves” og “the haves not”, vil skabe spændinger, som vi genkender fra feudale, før-revolutionære samfund.

Koloniernes udtryk for rige og fattige er ikke tilfældigt valgt. Liberalismens koncentration af magt og rigdom giver nemlig næring til en overset, men alvorlig trussel her i det 21. århundrede: en revanchistiske post-kolonialisme, eller bare PO-CO. Nok har ATTAC-bevægelsen socialdemokratiske pengeoverførsler som sit officielle mål, men det er hos post-kolonialisterne, den radikale og voldelige anti-globalisme henter sin kraft. Det er her vi finder en fanatisme, der skaffer mediedækning for enhver pris, også lig på bordet, som vi fik det i Genova.

PO-CO-bevægelsens anklager Vesten for auto-centrisme: en økonomisk, kulturel og politisk imperialisme som sidestilles med 1800-tallets væbnede koloniherredømme. En barsk anklage under USA's monopol som verdensmagt. For liberalismen skaber en international orden, der frakender staterne suverænitet og reelt genindfører den ældgamle logik: magt er ret!

Post-kolonialismen har blanding eller hybriditet som sit erklærede mål og ideal og slår dermed bro til de multi-kulturelle kræfter i Vesten, som vil opløse enhver grænse og lægge “den gamle verden” åben for en omvendt kolonialisering. Vil den destruktion ikke ramme Vesten selv? Jo, folk i Vesten. Men tænk på, at kapitalen ubesværet flytter til nye markeder den dag det kan betale sig.

Kløften mellem en privilegeret, mobil elite og forarmede, fastlåste masser vil skære sig gennem land efter land. Den økonomiske udvikling går i stå. Velfærdsstater går i opløsning; de er allerede under pres. Den liberalistiske ideologi vil vise sig så selv-destruktiv, som dens utopiske forgængere. Også for kapitalen, når markederne dør ud. Forhåbentligt vil det økonomiske sammenbrud betyde, at den nye, globale verdensorden relativt fredeligt mister sin sammenhængskraft - som det skete i Sovjet-blokken. Efter en dyb, global krise vil Verden forhåbentligt kunne reorganisere sig i kulturelle fællesskaber, som selvstændige nationer - på samme måde som efter det gamle århundredes utopiske amokløb. Hvis imidlertid PO-CO-bevægelsen sejrer åndeligt eller militært, vil den folkelige frihed først blive genvundet efter endnu en tung vandring ad en fundamentalistisk, ny-marxistisk omvej. Mere multi-farvet end multi-kulturel, for hadet mod “den hvide mand” vil være en betydningsfuld drivkraft.

Varsel og advarsel

Varslet fra det blodige oprør ved G8-mødet i Genova er en advarsel mod den udvikling, som truer vores unge århundrede. Der findes et alternativ til det forløb, som vil splitte Verden med globale klasseskel og oprør. Men det forudsætter, at vi gennemskuer liberalismen som ideologisk rambuk for et økonomisk-bureaukratisk magtkompleks. Det kræver, at vi reviderer det herskende liberalistisk-individualistiske menneske- og samfundssyn, som lægger traditionelle livsformer for had og gør det eksisterende, det som er - familien, folket, nationen - til et spekulativt samfundsideals uværdige fjende. Det fordrer, at vi forstår lektien fra det gamle århundredes blodige utopier: at vejen til Paradis på Jorden fører lukt ad Helvede til! Også når Vestens alt-fortærende liberale markedslogik i følgeskab med globaliseret social ingeniørkunst vil retfærdiggøre sig med abstrakte, universelle principper som frihed, fred og menneskerettigheder.

Alternativet er at genskabe selvstændige folkelige demokratier, der er båret af bestemte, og dermed forskellige, kulturelle traditioner og værdisæt. Kun her finder vi det etiske fællesskab, som rækker ud over egennytten. Og kun her finder vi grundlag for en - ikke nødvendigvis eksplosiv, men til gengæld varig og bæredygtig økonomisk vækst. Med et folkeligt, nationalt afsæt skal vi gå ind i praktiske, internationale samarbejder for at løse de mange grænseoverskridende opgaver, naturligvis.

Men hvordan sikrer vi, at et folkeligt demokrati forhindrer en truende, dybt destruktiv, global konflikt. På to måder. Ved konsekvent at fastholde og forsvare, at levende fællesskaber har en grænse. Og ved gennem internationalt samarbejde at sikre effektiv hjælp til mennesker i nød, hvorsomhelst på kloden.

Tavshedens pris

Det har sin pris at tale liberalismen og magten midt imod: forvisning til marginalen, når det gælder karriere og anseelse. To bemærkninger om alternativet: tavshedens pris. Den er langt, langt højere - og der ydes muligvis kredit. Men er det ikke en ringe trøst, at vores børn og børnebørn skal betale regningen?

[Fra Vejle Amts Folkeblad]

- af Jesper Kejlsø

I sin leder 9/6 skriver Berlingske Tidende: "Når vi tillader os den frimodighed at kalde Irlands valg et teknisk uheld, skyldes det hverken manglende respekt for den irske befolknings afgørelse eller noget forsøg på at negligere det beklagelige resultat. Men ingen skal sige os [...]" Det skyldes ikke manglende respekt siger Berlingeren! Men hvad skyldes det så? Kan respekt deles? Gælder der for respekt ikke et enten eller? Enten respekterer man en afgørelse eller man respekterer den ikke. Og berlingske Tidende respekterer tydeligvis ikke den irske afgørelse. Så tal ikke om respekt - det er kun uforfalsket hykleri.

- af Jens Rosendal

Debatten om forslaget til en ny salmebog foregår livligt og der er da også adskilligt, som bør siges i anledning af det forslag.

Her skal jeg holde mig til et bestemt område, nemlig kommissionens faktiske likvidering af det afsnit i Den Danske Salmebog, der hedder "Fædrelandet".

I Den Danske Salmebog er fædrelandsafsnittet vægtigt og med bidrag fra samtlige store salmedigtere: Stehn, Kingo, Brorson og Grundtvig. I alt 11 salmer.

I forslaget er afsnittet bevaret – for fredens skyld vel - men reduceret til 3 salmer med i alt 7 vers. Af de 7 vers er der blevet to tilbage af en dansk salmedigter, nemlig Kingo. En af salmerne er forfattet af en tysk rådsherre fra Nürnberg i 1500-tallet. Det sidste vers i forslaget er fra en latinsk hymne fra det 6. århundrede.

Det må siges, at salmebogskommissionen har forstået politikernes besked om, at fædrelandenes tid er forbi, men er det ikke lovlig hurtigt og ikke særlig ydmygt i kraft af den mode at sætte en mange hundredårig dansk salmetradition ud af kraft. Det kunne jo nemt ske det, at den ny mode ikke holder så længe. Måske er den allerede mellem almindelige mennesker og det vil vel sige i menighederne på tilbagetog.

Selvfølgelig hører en salmebog også hjemme i sin tid, men i tidligere salmebøger lod man helst moden blive i forordets og efterordets sommetider helt umådeholdne lovprisning af systemet. I dag synes disse lovprisninger af tidens politiske orden løjerlig og lidt foruroligende læsning. Man ser der, hvor hårdt også digterne er bundet til tidens magtsystemer. Men selve salmerne lod sig ikke gerne manøvrere efter den. I den stolteste enevældetid skriver Brorson om, at "gik alle konger frem på rad/ i deres magt og vælde/ de mægted ej det mindste blad/ at sætte på en nælde" . Så var der sat noget væsentligt på plads.

I kommissionens forslag er moden i allerhøjeste grad rykket ind i selve salmeudvælgelse og i bønnerne. Kommissionen kan forsvare et stykke af likvideringen med, at mange af salmeteksterne er bundet af en enevælde, som engang var en selvfølgelighed. Enevoldstiden er forbi, men der var den også i 1953, da fædrelandsafsnittet sidst blev anbefalet af en salmebogskommission. Da havde folkestyret eksisteret i over 100 år.

De fleste salmer i afsnittet er ikke bundet i enevældens tankesæt på en måde, der gør dem ubrugelige. Det hedder måske "Gud lade rolighed og fred/ i kongens rige blive"/ men det gør ikke salmen spor dårlig. "Jeg ved en urt både dejlig og bold" , skrevet i 1566, der indleder afsnittet i DDS, er en hel nutidig og meget smuk salme. Synes sproget forældet burde salmen gendigtes. Jeg har faktisk forsøgt. Grundtvigs bidrag til afsnittet i DDS (nr. 751) er drønaktuel og har ikke mindste mærke af enevælde.

Men moden har altså talt og salmebogskommissionen har hurtigt indordnet sig. Det er ikke en holdbar disposition. Tænker man på en salmebogs tidshorisont kan der komme tider også her i landet, hvor der vil blive hårdt brug for netop salmerne i fædrelandsafsnittet.

En helt ubegribelig og afslørende disposition.

Der kan nemt findes overfladiske og ideologisk bestemte afgørelser, som helt ubevidst kommer og sætter mærker på salmebogsforslaget. Alle er vi mere eller mindre bundet af det man før kaldte tidsånden.

En sådan tilforladelig forklaring på likvideringen af fædrelandsafsnittet kunne antages, hvis ikke et andet eksempel i samme forslag sætter sagen i relief på en helt grotesk måde.

Grundtvig skrev i 1853 et digt på 20 vers, som han kaldte "Den danske Nødvendighed". Titlen var et svar til tidens modekrav om det mange politikere kaldte "Den europæiske Nødvendighed". Mange af versene (fra v. 13 – 20) er kendt fra Højskolesangbogen (nr. 155) med begyndelseslinjen "Kærlighed til fædrelandet".

I digtet leder Grundtvig efter et holdbart udgangspunkt i det han kaldte universalhistorien, altså det vi i dag kalder det globale. Fra digtets vers 8 ved Grundtvig så noget om, hvordan sagerne hænger sammen, og så begynder han for alvor:

Kærlighed til fædrelandet

er den sande odelsret

kærlighed og intet andet

elsker op en helteæt,

kærlighed i pagt med ånden

den får altid overhånden.

Linjen gennem resten af digtet er klar. Imod denne verdens uholdbare og magtmæssige konstruktioner stiller han kærligheden til det konkrete fædreland, hvor ansvaret i forbindelse med kærligheden udfordres og træder i karakter. Kærligheden til fædrelandet hører til foreløbighedens givne vilkår. Det er klart nok:

Kærligheden himmerige

Er endnu at vente på

kærlighedens jorderige

lukkes dog med bølgen blå,

er endnu og var alt længe

"Danmark dejligst vang og vænge"

Fra digtets vers 8 til slutningen, vers 20, er der ikke en strofe i digtet, hvor Danmark ikke er hovedsagen: "Derfor, Danmark, frygt kun ikke " frem til sidste strofes: "Blus da op i lys og lue/

Danmarks gamle kærlighed." Digtet er et af de stærkeste poetiske udtryk for den samlende Grundtvigtanke, at i kærligheden til fædrelandet gror den sande folkelighed, som hele verden og altså også den danske (Grundtvig var jo dansker) kan gro og leve i og herfra finde vejen frem til det holdbart universelle.

Salmebogskommissionen har – måske om ad et af salmebogstillæggene – fået kig på værket og set, at der er god og stærk og holdbar poesi i det. Men hvad kan det nu bruges til i en menneskeretsteologisk og global indstillet tid, hvor en anden mode udstikker linjen.

Salmebogskommissionen udvælger 3 vers fra digtet. De tre, hvor der ikke direkte står fædreland eller Danmark i, og foreslår dem som salme i forslaget, ikke under fædrelandsafsnittet, for det skal jo likviders. De tre vers bruges i det afsnit i salmebogsforslaget, der hedder "Kærlighed til Gud og næsten". Der står de så med begyndelseslinjen "Kærlighed alt sit udretter-"

Alt virkelighedsnært er afskrevet, og den luftige ide om generel menneskekærlighed er ladt alene og helt utroværdig tilbage. Det lykkes kommissionen af Grundtvigs digt om "Den danske Nødvendighed" at fabrikere en "stueren, nyeuropæisk" hymne. Ville kommissionen for alt i verden følge tidens trend, burde den give Grundtvig lov at være den, han er, og sige det han mener. I stedet kunne man bede en nutidig og moderne salmist formulere kravet om, at vi skal elske alt lige meget eller snarere lige lidt, hvis vi vil være med på moden. Det her præsterede må jeg kalde misbrug af en forfatters tanke og tekst.

Endnu sørgelige bliver historien om fædrelandsafsnittet og Grundtvigteksten, når man har set, at Gundtvig ikke var nationalistisk eller selvtilstrækkelig i sin tankegang. Tror man det og rydder ud af moderigtige grunde, beror det på én stor fejltagelse. Hans ærinde var ikke nationalstatens, ikke engang den danske, selv om han var dansk. Han var folkelig og universalhistorisk i sit syn og mere i pagt med det globale end vor tids mode har blik for. Det var folkenes kærlighed og ansvar enten de var tyskere eller nordmænd eller tyrkere, der lå ham på sinde, helt uanset hvilket folk man hørte til i. Når han under 3-årskrigen skriver det tit citerede om at "dine fjender til lands/ er og fjenderne hans", er det ikke sådan, fordi fjenderne er danskernes modstandere, men fordi fjenderne har forbrudt sig mod sandhed og ret og med vold overskredet et lands grænse. Det gør man ikke ustraffet efter Grundtvigs folkelighedsbegreb. En sådan tankegang må nødvendigvis til ære og værdighed igen, hvis menneskerettigheder og det globale skal have blot nogen chance for at lykkes. Både den nazistiske og kommunistiske undertrykkelse af nabostater, som var, og den nyliberalistiske imperietankegang: at magten, pengene og våbnene giver retten til hvad som helst, har hårdt brug for den.

Blus da op i lys og lue

Danmarks gamle kærlighed!

Atter til din blomstertue

Da lysalfer svæver ned,

Bringer med fra høje sæde

Danmarks livslys! Hjertensglæde.

Danmark har ikke efter Grundtvigs hoved på nogen måde patent på hverken kærlighed, livslys eller hjertensglæde. Det er folkeligt og derfor fælles gods. Det er set universelt og globalt. Det ses når digtets vers læses i sammenhæng.

Kommissionens forslag og tilpasningsforslag på fædrelandsområdet ligner én ulykkelig misforståelse.

Måske kan nogle af misforståelserne endnu nå at blive rettet op, inden kommissionens forslag realiseres, hvis forslaget i det hele taget bliver gennemført. Jeg tror, der på nuværende tidspunkt er tvivl om det.

Sidste frist for indsendelse af kommentarer til "Forslag til ny salmebog" er den 31. juli 2001. Indsendte bemærkninger vil blive behandlet og indgå i overvejelserne om den endelige udformning af den ny salmebog, som forventes at foreligge om et par år.

Adressen, hvortil kommentarerne sendes, er: Salmebogskommissionen, Sekretariatet. Frederiksholms Kanal 21, 1220 Kbh. K.

Jens Rosendal.

[Bragt i Nødvendigt Forum]

- af Jens Rosendal

Historikeren Henrik Lundbak fra Frihedsmuseet forsvarer i dag sin store doktordisputats om Dansk Samlings rolle før og under besættelsen.

Dansk Samlings nuværende formand, Jens Rosendal, vil i den anledning gerne takke Lundbak for det store arbejde med denne mærkelige historiske konstellation, der trods anklager om fascisme spillede en stor rolle i den danske modstandsbevægelse..

Når Dansk Samling folk i dag mindes historien, er det altid med opmærksomheden vendt mod den indsats som partiet stod bag under besættelsen 1940 – 45, for deltagelsen i frihedsregeringen og måske i de par år, der kom lige efter.

Dansk Samlings historie fra stiftelsen i 1936 frem til besættelsen er ikke tit på tapetet. Derfor er det nyttigt og godt, at historikeren Henrik Lundbak fra Frihedsmuseet nu har skrevet disputats om bevægelsen og partiet og her udvider rammerne for erindringen også til Dansk Samlings første brogede historie. Disputatsen forsvares den 4. maj i Grundtvigs Hus. Dato og sted er valgt med omhu og må siges at ramme lige ind i tidens historiske bevidsthed. Hvis der da er sådan noget tilbage.

"Dansk Samling" eksisterer stadigvæk som en lille, men voksende forening, som jeg – måske lidt tilfældigt - blev formand for i 1998, og når der er sagt en hel del kritisk om disputatsen, og det er der grund til, så mener jeg, vi også har grund til at være Henrik Lundbak taknemlig for det kolossale arbejde. Der bliver gjort op med myter af mange slags og navnlig bliver det slået fast, hvad Dansk Samling ikke med rimelighed kan beskyldes for: hverken nazisme eller racisme. Selv den gængse myte om Arne Sørensens usammenhængende og til tider forvirrede ideer gøres der op med. Det er jeg taknemlig over, fordi jeg sjovt nok har syntes, at den dårlige myte passede godt med den måde jeg oplevede Arne Sørensen på i 60erne og 70erne. Nu må jeg så læse og måske i nogen grad revidere de antagelser. Det havde jeg aldrig troet at en moderne historiker skulle få mig til.

Mellem fascisme og modstandskamp.

Fascisme er et rigtig grimt ord i dag, og når Lundbak i sin titel på disputatsen nævner det, springer det i øjnene, og man har lyst at ryste det af sig i en vis fart, også selv om nutidens Dansk Samling - folk efterhånden har vænnet sig til lidt af hvert, hvad urimelige beskyldninger angår. I hvad man nok fredsommelig sagt må kalde journalistisk jav er Dansk Samling de sidste år blevet kaldt både nationalistisk, nazistisk og racistisk, vist nok udelukkende på grund af navnet "Dansk", der ikke er på mode i de lidt hurtige kredse. Journalister går fejlagtigt ud fra, at et navn hvori "dansk" indgår, er en af de ny-nationale grupperinger, der er kommet frem i flygtningemylderet. Den mangel på viden råder disputatsen bod på, hvis den da bliver læst. Det er en mursten, og mange, også journalister vil nok snuppe fascismeantydningen i farten og se at få noget ud af det.

At møde fascismebegrebet i en doktordisputats om Dansk Samlings gør indtryk, og man ser tilbage i historien en gang mere. Det er godt, for det er det man har historie og historikeren til.

I 1930ernes Danmark og Europa var demokratiet en langt mindre afklaret størrelse i hvert fald udadtil og officielt end det er i dag. I dag er demokratiet en sag som vi betragter som på endelig plads.

Sådan var det ikke. En af dem med historisk erindring om den tid, Hal Koch, skriver i "Hvad er demokrati?" fra 1945: "I trediverne lød det med stigende styrke, at én ting stod fast: Det vesteuropæiske demokrati som politisk system havde udspillet sin rolle. De toner kom ikke blot fra egentlige diktaturstater men lige så fuldt fra halv- eller heldemokratiske lande, fra Portugal, og Østrig, fra England og fra Frankrig.." --- "Set på den baggrund virker det unægtelig lidt pudsigt, at nu ethvert anstændigt menneske – og de uanstændige med for den sags skyld – sværger til demokratiet og er villig til at forsikre os om, at den der ikke er en god demokrat, er en politisk gangster, en politisk forbryder, som man må overveje, om man ikke hellere skal spærre inde. Demokratisk overbevisning – eller i hvert fald udtalelse af demokratisk overbevisning – er blevet adgangstegn for enhver, der vil accepteres i det pæne selskab. Så hurtigt omskiftes verdens gunst!"-

Hal Koch fortsætter så provokende, at jeg ikke kan modstå fristelsen til at fortsætte citatet:

"For det er vel ikke således, at grunden til den stærke bekendelse til demokratiet blot er den, at de demokratiske stater har vist sig at have de bedste og stærkeste våben? Det er vel ikke blot den gamle bøjen sig for den stærkeste i en ny klædedragt? Den, der vil være ondskabsfuld, kunne måske anstille følgende overvejelse: hvis det nu var blevet tyskerne, der havde fundet atombomben, og hvis krigens lykke var blevet en hel anden, så ville man vel have været lige så brændende i troen og have svoret lige mange dyre eder til demokratiets fane? Ja, jeg stiller blot spørgsmålet frem til overvejelse – måske en ganske nyttig overvejelse!"

Når Henrik Lundbak med en vis historisk ret, men nok også af publikums- og aktualitetshensyn i disputatsen kan påstå, at Dansk Samling i en kort periode i sin start havde træk fælles med fascismen, skyldes det det stykke af en romantisk drøm, som nok var i Dansk samling og også er indeholdt i selve disputatsens titel: "Staten stærk og folket frit". Det v a r Dansk Samling-idealet og er det for så vidt endnu, hvis et enkelt af ordene må udskiftes: "Nationalstaten stærk og folket frit." Staten i dag er desværre ikke i første omgang reelt nationalstaten, men Unionen, og den ønsker Dansk Samling afgjort ikke stærkere.

Anfægtelsen dengang og i dag er demokratiets tendens til gennem partierne at fremme specialinteresserne, i dag særlig de økonomiske, dengang også de ideologiske, så både nationalstaterne og folkene faktisk forsvinder. Det kendetegnende ved Dansk Samling dengang og forhåbentlig nu er, at hverken landbrugsrådet eller fagforeningerne er Danmark, men at Danmark er mere end en forretning med indbygget partidisciplin. Det er blevet sagt om Dansk Samling, at det var en underlig samling, fordi man i sin politik var mere venstreorienteret end de venstreorienterede og mere konservative end de mest konservative og det på samme tid. Sådan noget kunne ikke kunne lade sig gøre i politik

For at partierne og "ismerne" ikke skulle løbe med hele landet foreslog Dansk Samling i trediverne, at der skulle vælges en førsteminister direkte af folket og uden om partierne. Samtidig ville man gerne have nogle repræsentanter på rigsdagen valgt i lokalområderne og uden om partiernes interessesfære.

Det er i de forslag forbindelsen til fascisme kortægges. Så vidt jeg kan se, er der altså lidt om snakken, men det uhyre, som folk i dag forestiller sig, når man siger fascisme viser sig aldrig i Dansk Samling. Derfor burde ordet være undgået rent sagligt set, hvis formålet udelukkende var at blive forstået, men selvfølgelig spiller sensationstrangen ind. Også en historiker skal leve og have sit publikum.

Staten stærk og folket frit.

En af mine grunde til at forsøge at holde Dansk Samling i live i dag kunne nok også tolkes som fascist-inspireret, selv om det aldrig før har strejfet mig før. Den bunder i den modsætning jeg ser mellem partipolitikerne og befolkningen. Et par procent – måske endnu mindre i dag - af befolkningen er medlemmer af de partier, der sætter alle dagsordener. Ved afgørende folkeafstemninger viser et gabende skel sig omkring de for landet mest afgørende sager. Det gab bliver større og større og statens overvågning og styring af borgerne bliver derfor mere og mere omfattende. Endnu mere alarmerende er sagen set i EU-perspektiv, når ca. 80% af dansk lovgivning bliver til uden reelt folkelig mandat. Der er hos folk en bevidsthed om, at Danmark er mere end et firma, der skal klare sig, at der er og bør være et folkeligt fællesskab, der kan trækkes på. Er det en fascistisk tanke?

Dansk Samling har nok aldrig været nationalistisk, men derimod folkeligt inspireret. Arne Sørensen cyklede Europa rundt i 30-erne. Han så folkene og afgrundene. Måske var det det umulige, man ville forsøge at praktisere politisk, for kan der bygges et handlekraftigt fællesskab op på andet end egeninteresserne. Historien siger vel i det store og hele nej. Det er i hvert fald kun partier med den appel i sig, der overlever.

Dansk Samling forsøgte og forsøger at sige noget andet, og det blev og bliver der ikke ret tit partimæssig succeshistorie ud af. Derimod kan et land og et folk til tider kun overleve på en fælles kærlighed og vilje. Det, der lidt ligner en succes, viser sig i ekstreme situationer, som da besættelsestiden pludselig sætter Dansk Samling i fokus, man synger alsang, rekrutterer frihedskæmpere, får de første kontakter med England, modtager nedkastningerne og laver sabotage. Selvfølgelig kommer mange Dansk- Samling folk til at betale dyrt for det, men det er i høj grad medvirkende til, at Danmark lander på den rigtige side, da frontstillinger i anden verdenskrig skal gøres op og vi regnes med blandt de allierede. Den historie vil Dansk Samling gerne selv fortælle om, og samme 4. majdag som disputatsen forsvares, går Dansk Samling-folkene som de plejer til Mindelunden med en krans. De ældste stopper op ved de navne de kender fra dengang.

Henrik Lundbak skal fra Dansk Samling i dag ikke have utak for disputatsen, selv om den i passager kan virke provokerende på os. Han sætter fingeren på de steder, vi ikke har så megen opmærksomhed over for. Det er nyttigt nok. Ligesom det er et spørgsmål, om ikke demokrati trives bedre under kritik og med vinden imod – bedre end når alle –sommetider endda med lukkede øjne - synger dets pris.

Mennesker i Dansk Samling

Det er jo tit sådan, at ens politiske interesse og indsats ikke så meget afhænger af partiets historie som af de folk man kender eller har kendt i forbindelse med det. I Dansk Samling spiller programmet kun lidt med, men det personlige til gengæld en stor rolle. Mange af de mest forskellige mennesker: ministre, biskopper, rektorer, professorer, kutteredere, forfattere, lærere o.s.v., der kom til at betyde meget i min opvækst og begribelse af Danmark og virkeligheden, viste sig at have været Dansk-Samling- medlemmer dengang. Ja, til tider synes jeg alle de troværdige folk, der betød noget holdbart, kom derfra. Jeg blev overrumplet af den opdagelse, og bliver det stadigvæk når jeg får kendskab til deres baggrund.

Det skal indrømmes, at Dansk Samling nok altid vil have størst betydning i tider, hvor noget afgørende for landet står på spil. Det er ikke tilfældigt, at der på en mindesten for en Dansk Samling mand, står: "Se, jeg bringer glædeligt budskab: Fjenden er i landet!" Men også når det er knap så åbenbart, hvad der er ved at ske, kan det vel forekomme, at folk vågner op. Grundtvig og folkeånd og helligånd og sådan noget udefinerligt noget kan sommetider udvirke det utrolige, så man skal stadigvæk aldrig vide sig for sikker.

Selve afhandlingens data kan jeg ikke modsige. Det var nok cirka sådan, det skete. I nogen grad betragter jeg Henrik Lundbaks arbejde her som en parallel til den rehabilitering af Kaj Munk og hans forfatterskab, som Per Stig Møller netop har skrevet bog om. Også Kaj Munk hørte til i Dansk Samling.

Jens Rosendal, Landsformand for Dansk Samling.

[Trykt i Kristeligt Dagblad]

- af Jens Rosendal

Før jul fremlagde Kristeligt Dagblad en EU-undersøgelse, der viser, at danskerne er de mest intolerante, når det gælder forholdet til fremmede religioner. Resultatet tolkes umiddelbart som noget negativt. Det er det jo også, når det stilles i forhold til, hvad der i dag anses for det politisk og religiøst korrekte. Er det sådan, bør vi bare som folk anstrenge os for at blive mere tolerante. Det kan der holdes mange gode politiske prædikener over.

Jeg kan ikke lade være med at se på resultatet som langt mere kompliceret. Danskernes frygt eller intolerance kunne hænge sammen med, at vi har haft lejlighed og en slags mod til at se både fortiden og fremtiden i øjnene og derfor ikke bare lader en såkaldt udvikling handle med os, som det lige nu passer den. Den holdning findes heldigvis på flere andre områder.
Hvem er det, der ved, at en grænseløs tolerance fører til noget godt for de andre religioner og folk og for vores folk og kristendommen? Som kristne mennesker tror vi på, at alle folkeslag har samme fader og skaber, og at de fremmede, når alt kommer til alt, er vore brødre og søstre. Det er en god og befriende tanke både som begyndelse og afslutning.

Betyder det så, at det er lige meget, hvem vi er, og hvad vi tror, og at alle har bedst af, at alt blandes sammen? Indebærer tolerancen, at det enkelte menneske og folk gør bedst i at glemme, hvem de er, hvad der er deres givne kærlighed, og hvad netop de derfor står til ansvar for?

Jeg er langt fra sikker på, at det er lykken for alle de andre folk og for os. I det, som Grundtvig kalder »kærlighedens himmerige«, skal det vel på en eller anden måde være sådan, men det »kærlighedens himmerige« er ikke det, tiden forsøger at praktisere og heller ikke det, vi af hjertet ønsker at praktisere. Så havde ingen brug for Beate Winklers og EU's overvågningscenter i Wien, som har lavet den fremlagte undersøgelse. Eller for krigsmaskiner og sanktionerne mod Østrig eller krigsforbryder- og menneskerettighedsdomstole.

Det »kærlighedens himmerige« er endnu at vente på. Vi befinder os i foreløbigheden, fyldt med intriger og magtkampe, med noget der ligner grænseløs ondskab og begær, for tiden mest camoufleret som den

rene godhed og idealistiske fredsinitiativer. Vi befinder os i et hykleri og en foreløbighed, som det er vanskeligt ikke at få øje på. Det »kærlighedens himmerige«, vi har på tapetet, beror på magt og våben, på penge og kontrol.

Jeg siger det her, for at vi ikke skal gå og snyde os selv! og de andre. Er det måske det, nogle danskere har gennemskuet, når de ikke af hjertet tilslutter sig den tendens og magt, der helst vil have gjort alt ligegyldigt?

Men er vi da bedre eller ædlere eller klogere, vi danskere? Er det en slags hovmod, der får os til at se skeptisk på hele det store spil? Der er nogle skøre og skæve toner i debatten om de fremmede og deres religioner. De toner bør vi se at få rettet ind ved at tale ordentligt om sagerne og ikke bare råbe efter hinanden. Det, som jeg og måske mange flere må udtrykke i tiden, er tvivlen på, om det er den rette foreløbige kurs, vi har valgt eller oppefra og af moden er blevet pålagt at vælge. Løfter man blikket ud over verden, kunne det se ud til at ende med noget, der ligner historien om huset, der blev fejet og prydet for at få den onde (her fædrelandske ) ånd ud, men nu er blevet besat at syv onde ånder, værre end den første.

Kan alt det »gode« ende i pengemagt, overvågning og altomfattende magtdominans, som denne gang også øjner mulighed for og vil til at tælle folks sjæle med?

Det, som min historie er begyndt at lære mig, og det som Danmarks- og verdenshistorien synes at fortælle mig, er noget med, at vi på den plads, hvor vi nu er sat og i den nære begribelige, næsten håndfaste kærlighed til vort eget og vort folk kan læreat skikke os nogenlunde med hinanden. Og kun der.

Både egoismen og lysten , til magt kan i de nære relationer holdes nede, og der kan dannes et konstruktivt; og forpligtende fællesskab på den kærlighed. Det fællesskab er blevet vores del og ansvar og er vores lov og sprog og menneskelige mulighed. Det er sådan set den eneste virkelighed, vi har fået at gå ud fra. Det er selvfølgelig rasende hårdt at sige det, men konstruktioner og flotte ideer underminerer det eneste, vi måske i virkeligheden kan, og det efterlader os tilsyneladende uden at kunne noget som helst. Det eneste, der på den måde bliver tilbage til det sidste, er firmaets og jeg’ets selviskhed, iklædt alle mulige flotte, gevandter, uden at det nytter noget.

Måske er det noget i den retning, danskerne har en fornemmelse af. Hvis det forholder sig sådan, så har vi lært noget fundamentalt vigtigt om menneskelivet, som ikke bare vil komme os danske til undsætning i tiden, men som er en forudsætning for at få verden til at hænge sammen engang uden, at alt bliver ligegyldigt, og uden at det enkelte menneske og det enkelte folk skal være parate til at udslette sig selv.

[Trykt i Kristeligt Dagblad]

- af Jens Rosendal

Folketinget har lige givet justitsministeren grønt lys til at praktisere EU's åbne Schengen-grænser fra den 25. marts næste år. Forrige weekend (18.-19. nov.) blev der ifølge Flensborg Avis taget 50 overløbere af tysk politi, mens dansk politi fangede 31. Denne weekend (25.-26. nov.) toppede den illegale indvandring med 91 personer. De skal så enten sendes retur til Tyskland eller til Sandholmlejren på Sjælland. Mange af dem har forgæves brugt tusindvis af kroner til de såkaldte menneskesmuglere. Samtidig er justitsministeren altså klar til at droppe det stadig vigtigste led i grænseovervågningen, nemlig paskontrollen på selve grænsen.

Vejindsnævringer, og alt hvad der minder om grænse, skal ifølge Schengen væk. Der er endda lokalt forslag om at åbne flere grænseovergange med samme frie passage.

Ifølge sund fornuft og den styregruppe, politichefen har nedsat, vil det betyde en stor forøgelse af overløbere og anden kriminalitet i Sønderjylland. Det vil både overløberne og Danmark få stort bøvl og store udgifter med. Ingen vil få glæde af det, men flere vil tage tåbelige og kriminelle chancer. Det vil koste landet mange penge og ødelægge den tolerance, der er tilbage. Hvordan kan vi gøre noget, inden det er for sent? Har vores politikere et forslag?

[Trykt i Ekstra Bladet]

- af Jens Rosendal

Tønder Amts Grænseforening har inviteret mig til at deltage i et arbejdsmøde i Grænseforeningen i den kommende uge. Det er jeg glad for, selv om jeg så er nødt til at sætte mig ind i, hvad denne store folkelige forening tænker på for tiden.

Der foreligger et begrundet forslag om ændring af Grænseforeningens formålsparagraf. Forslaget diskuteres allerede, så jeg bryder ingen hemmeligheder ved at gå ind i emnet nu. Forslaget er drønvigtigt for både den gamle og unge generation samt både nord og syd for grænsen.

Grænseforeningen blev stiftet i 1920 og formålsparagraffen har været så nogenlunde den samme frem til i dag. Sidste formulering fra 1985 lyder: "Det er Grænseforeningens formål at virke til støtte for danskheden i grænselandet, særlig syd for grænsen, samt at styrke og udbrede kendskabet til grænselandets forhold." Danskheden som begreb Hvad er danskhed for noget?

Hvad "danskheden i grænselandet" var, var der ikke meget tvivl om i 1920, da foreningen blev til. Heller ikke i trediverne eller fyrrerne, men det er blevet det de sidste 20 år.

Dengang havde danskhed og tyskhed med regulær kærligheden til det ene eller til det andet folk, der satte skel og kaldte mindretallene frem. Man var enten dansk- eller tysksindet. Det var to forskellige kærligheder. Så ligetil var det. Det nationale var hjerteanliggender, som måske nok på vejen kunne forstyrres af madpakker og kreditforeningslån, men alligevel: Kærligheden var basis og udgangspunkt.

På det engagement dannedes Grænseforeningen med en vældig folkelig opbakning. Og det er et spørgsmål, om der i det hele taget kan dannes folkelige nationale foreninger på andet end fælles kærlighed.

Der kan laves mange interesseorganisationer uden det, men det er noget helt andet. Er man i tvivl om mindretallets og Grænseforeningens fundamentet, kan man læse lidt i eller synge fra "den blå sangbog" eller en tilsvarende senere. Sangene melder bedre end noget andet om det helt overordnede i sagen.

Sangbog som et stærkt våben

En sangbog var en realitet. Det vidste danskhedens modstandere også. I 1867 betegner den tyske prof. Schröder "den blå" som danskernes stærkeste våben - eller som han siger: "det farligste agitationsmiddel, danskerne ejer." Her var hjertesagerne, og derfor blev der så at sige krig på sangbogen mellem 1864 og 1920. Nogle sange blev forbudt i Sønderjylland.

"Den blå" udkom med blanke sider, hvor de forbudte sange skulle have stået.
Bagi var der en lang liste over sange, som mødelederen skulle undgå, hvis han ikke ville risikere at få mødet afbrudt og blive idømt bøder.

Efter et foredrag, jeg holdt om den folkelige sang i Bov for et par år siden, rejste en flot gammel kone sig ved kaffen bagefter og sagde: Jeg tror, det er sandt nok, det du siger om den folkelige sang, men den er da vist vigtigere, end du selv tror.

"I 1920 - vi sång vos da hjem!" Det passede. Der, hvor den blå sangbog blev brugt, blev der stemt dansk, og der hvor højskolesangbogen eller en anden folkelig sangbog brugtes eller bruges i Kongeriget, der var og er grænseforeningens medlemmer.

[Trykt i Flensborg Avis]

- af Jens Rosendal

Sanktionerne mod Østrig blev gennemført med stor dramatik. Nazisme, fremmedhad. diskrimination og alt andet skrækkeligt var begrundelsen.

Fremført som stod vi alle på afgrundens rand, hvis der ikke blev grebet ind diktatorisk og øjeblikkeligt.
Fra EU-topmødet forlyder det nu at sanktionerne kan delvis ophæves, og at vores statsminister vil gøre alt hvad han kan, for at få de andre med på den nye idé. Begrundelsen for at ophæve sanktionerne er, at Østrig i EU-sammenhæng går med til en ophævelse af hemmeligheden i løbet af 8-10 år.
Jeg synes pressen er dybt forpligtet på en udredning af sagen, hvis det er muligt. Hvad er det, der foregår? Måske forstår journalisterne heller ingen ting.

[Trykt i Politiken]

- af Jens Rosendal

Nu tør eliten ikke længere sende EU til folkeafstemning. Som jeg husker en indskrift i koncentrationslejren i Auschwitz: Den, der ikke vil kende historien, kommer til at gentage den.
Det, der harmer mig i hele den repetition, politikere nu er i gang med, er en skjult hensigt, som jeg fornemmer. Skal nazismens jøde- og andre forfølgelser nu bruges til at begrunde en europæisk, helst verdensomspændende ny ideologi.

Elitens sande ansigt

Da historien har vist, at demokratierne og folk ikke kan styre sig selv ordentligt, må vi fremkalde folk, som er mere vidende, mere dannede, sikrere i deres bedømmelse af situationen end demokratiet er, og denne grænseoverskridende elite bør kunne suspendere demokratiet, når og hvor den finder det nødvendigt .
Er det i virkeligheden nye ideologiske kanoner, der er ved at blive kørt i stilling med hele den ny foretagsomhed på feltet?

For nogle tager det sig ud som en splinterny ideologi, der bør afprøves, selv med risiko for at tabe demokratiet endeligt. Men denne nye ideologi er gammel som verden selv. Det er den, som Europas folk efterhånden har kæmpet sig væk fra, for selv i demokratiet eller folkestyret at tage både ansvaret og friheden ­ og selvfølgelig skylden, som følger med. Det er landenes frie forfatninger og grundlove, der skal sættes ud af kraft for at fremme et elitært grænseoverskridende apparat til at tage sig af ubetænksomme og dumme nationer og mennesker.

Demokratiet har svagheder, som menneskene har. Vi kan ikke lave paradis på jorden, men ved at sætte demokratiet ud af kraft, tror store dele af eliten nu på, at en nye verdensorden, den nye ideologi næsten vil kunne det. Den gøres absolut, til det, der ikke kan gås på kompromis med.

Vil paradiset åbne sig

Med bind for øjnene over for hele historiens forløb, og over for tidens virkelighed, vil man endnu en gang tro det, som alle »gode« ideologer har troet, at når først deres ideologi kom til magten, vil paradiset åbne sig.

Socialisterne troede det, kommunisterne troede det, ja kunne føre videnskabeligt bevis for det, fascisterne troede det, nazisterne troede det.

Det er jo det, ideologierne altid tror om sig selv. Det er det , der gør en god ide eller blåøjet idealisme til alt ødelæggende ideologi. Men en afskrivelse af et demokrati som selvfølgelig, kan tage grusomt fejl, ikke mindst på grund af sine politikere og sine regeringer, men også på grund af det, vi kalder folkestemninger, vil føre til menneskets demokratiske kapitulation og overgivelse til en ødelæggende forfængelighed ­ en gang til.

[Fork. og trykt i Information]

- af Jens Rosendal

Kunne en dansk statsminister bede EU gribe ind, hvis "ikke stuerene" partier truede den socialdemokratiske regerings eksistens, spørger kronikøren.

Han kommenterer uenigheden mellem EU og Østrig.

Hvis vi kunne komme til bunds i den uenighed, som EUs trusler mod Østrig har vist, både blandt politikere og i befolkningerne, ville meget være nået. Holdningen til EU-truslerne bifaldes stærkt af nogle, bl.a. af bladets chefredaktør i lederen den 2. februar.

Han udtrykker overraskelse over, at nogen kan mene anderledes.

Jeg betegner dagen, hvor indgrebet skete, som en sort dag i europæisk historie. Det bunder i troen på, at det enkelte folk og land må vælge sin vej på demokratisk vis og tage ansvaret for det. Det er det, vi kalder folkestyre.

Jeg ser ikke noget, der på en holdbar måde kan erstatte det.

Hverken religion, ideologi eller idealisme. Ligemeget hvor god og fornuftig ideologien er, vil den komme til kort. Fra den oplyste enevældes dage er vi vel i det meste af Europa ved at nå så vidt.
Viser det sig, at en regering går ud over sine beføjelser og internationale forpligtelser, og der foreligger et brud på folkeretten, må FN og måske andre tage affære.

Repressalier

Efter Amsterdam-traktaten kan sådanne brud medføre repressalier og udelukkelse. Det er temmelig klart skitseret, hvordan og hvornår, fordi balancen mellem et enkelt lands suverænitet og EU og/eller verdenssamfundet endnu tager hensyn til demokratiets grund: befolkningens frie valg og ansvar.
Det demokratiske grundlag, som alt skal bygges på, anfægtes eller sættes ud af kraft, hvis institutioner eller magtgrupperinger vil forsøge at sætte sig ind som en instans, der regner sig for bedre eller rigtigere end det demokrati, som stadig fungerer og i Østrig er i gang med en regeringsdannelse Øverste instans Selvfølgelig kan man, med rette eller urette - være nervøs og bekymret over, hvad der evt. kan ske. Det kan jeg også være, men bekymringen må ikke få mig til at suspendere demokratiet.

I gamle dage kunne folk og stater styres ved hjælp af en overordnet religiøs lov, hvilket stadigvæk er tilfældet i nogle stater.

Man har et præsteskab, der er øverste instans. Religiøst og idealistisk kan det gribe ind, hvis demokratiet synes dem for farligt for systemet.

Vi har afskrevet den praksis, men er måske i menneskerettighedernes og tolerancens navn i færd med at bygge et nyt præsteskab op, som på samme måde skal stå over demokratiet. Er det sådan, er det både uhyggeligt og farligt.

De gamle tiders præsteskab blev og bliver mistænkeliggjort for at bruge religionen til at varetage deres egne principper og interesser og ikke uden grund. Hvis et nyt idealistisk præsteskab skal kunne intervenere i landenes demokratiske proces, vil tvivlen på de ædle motiver her blive lige så stor og med rette.

Religiøst komplot

Det, som lidt svævende kaldes et "fælles værdigrundlag", vil kunne bruges til alt muligt politisk.

Præsteskabet kan komme til at ligne et gammeldags religiøst komplot, der vil have ført bestemte tanker og ideer igennem for enhver pris, mens demokratiet og ansvaret bliver væk.

I den konkrete sag med Østrig er en sådan mistænkelighed påkrævet.
EU er ikke sikker på, at en ny Østrigsk regering vil mene det, de bør mene efter EUs politiske planer. Det er selvfølgelig bekymrende for det øvrige EU, hvis de da ellers er enige.

Hvis der f.eks. ikke i EU må være forskellige holdninger til østudvidelsen, kunne man måske nok være nervøs ved den ny østrigske holdning. Men i det øjeblik, man af den grund forsøger at true en demokratisk proces af sporet, er demokratiet ikke længere det vigtigste.

En anden ide er blevet vigtigere. Når ideen er vigtigere end demokratiet, er vi havnet i en ny ideologi af den totale slags.

Mistænkeligheden

Chefredaktør Bjarne Lønborg, synes, at EUs ideologi er rigtig god og gerne må styre den demokratiske proces i medlemslandene, men overser på den måde det fundamentale tab af demokratiets ansvar og frihed. Det ansvar og den frihed, som for øvrigt langsomt og snørklet har ført til at frisind, ansvar og menneskeværd har fået plads i folks hovedet og hjerter.
Det er det ansvar og den frihed, som har bygget også de enkelte EU-lande op til det, de nu er. Men de er det kun i kraft af demokratiet og befolkningerne.

Mistænkeligheden over for ethvert religiøst, politisk eller idealistisk præsteskab, der anbringer sig over demokratiet, vil jeg anse for nødvendig. I tilfældet med Østrig ekstra oplagt, fordi det nu viser sig, at det sandsynligvis var den østrigske opposition, der bad EU-præsteskabet om at fremsætte truslerne.
Det åbenbarer en mistillid til deres eget folks demokratiske ansvar eller måske er det bare bitterheden over selv at blive sat til side eller på plads.

Lignende mønstre vil kunne opleves gang på gang i fremtiden.

Kunne en dansk statsminister bede EU gribe ind, hvis "ikke stuerene" partier truede den socialdemokratiske regerings eksistens. I de konflikter, som kommer over alt i EU, må demokratiet og den forskellighed, den vil vise, kunne bæres.

Ellers vil det demokratiske grundlag blive smadret og ensretningen efter præsteskabets anvisninger sætte Europa tilbage til den oplyste enevældes tid. Jeg synes, vi er på vej mod det.

Snørklede veje

Alt i alt tyder EUs fremfærd på, at demokratiets besværligheder og snørklede veje nødvendigvis skal springes over for at nå det ønskede resultat. Præsteskabet har sat EUs udvikling på skinner, og der skal den, ifølge samme præsteskab, blive.

Fastholdes den kurs, vil konfrontationerne i EU med demokratiet blive tragiske og talløse. Opgøret vil ende med, at enten demokratiet eller ideologien sejrer. Den sidste sejr med truslerne mod Østrig var en ideologiens sejr over demokratiet. Derfor var den 1. februar 2000 en sort dag i Europas historie.

Og et lille p.s. Jeg håber ikke, jeg i det fremførte overser nazismens ækelhed og de farer, der altid truer derfra. Men jeg bliver somme tider i tvivl om, hvorvidt vi bruger nazismens ugerninger for at glemme forbrydelserne i vores egen tid og den politiske udvikling nu.

Der er ugerninger før og efter nazismen som er uhyrlige: Vietnam, Afganistan, Tibet, Kina, Afrika, Balkan, Tyrkiet og lige nu Tjetjenien.

Der er millioner af mennesker, der dræbes og lider på grund af socialistiske, liberalistiske eller nationalistiske præsteskabers magtfulde drømme rundt om os.

Er EU i al sin smukke idealisme i gang med at dele menneskeheden i de gode og onde og dermed fostre sådan en ny, dyr ideologisk stormagtsdrøm. Er det for let at håndtere nazismen, fordi den er slået, og fordi kampen mod den ikke er farlig på samme måde mere.

[Trykt i Flensborg Avis]

- af Jens Rosendal

Efter at have læst om karriere-jurister fra Justitsministeriet i 40'erne, der var skyld i mange menneskers død i koncentrationslejrene, har jeg det skidt. Mange - og især da i ministeriet - må da have vidst om de sager. Men ingen har villet eller turdet lukke munden op af angst for deres egen karriere.

Afsløringen får mig også til at tænke, hvor meget ved vi egentlig om det, som nu sker bag kulisserne. Hvad er magtapparatet i gang med? Det kan vore børn så læse om om 50 år. Det er fortvivlende, at vi egentlig heller ikke nu i vores demokrati eller i EU egentlig ved, hvilke kort der nu spilles, af hvem og hvorfor.

Hvem er det, der har gang i myrderierne i Jugoslavien? Hvad var den Kosovo-krig egentlig om? Hvem var det, der ville have gang i et eller andet i Østrig nu? Måske ved de fleste af vore toppolitikere det ikke engang. På de betingelser bliver det på en måde grinagtigt at blande sig i den politiske debat. Vi ved jo ikke, hvad vi i virkeligheden snakker om.

Jeg læser også Information og Politiken og deres politiske artikler.
Kommet helt ned på jorden efter alle de seneste års afsløringer, er jeg ved at tro, at Ekstra Bladets læsebreve, der er primitive og kontante i deres udtryk, måske er nærmere virkeligheden end meget af den intelligente snak mellem såkaldte begavede og velorienterede folk i de fine blade, som jeg har blandet mig i gennem mange år. Det er lammende for ethvert politisk engagement, hvis det virkelig er sådan.

PS. Jeg tror ikke på, at embedsmændene i Justitsministeriet dengang handlede, som de gjorde, for at skaffe fremmede eller arbejdsløse ud fra landet. De var næppe så omsorgsfulde for landets økonomi. Jeg tror , angivelserne og deportationerne var en mulighed for at vise, at man på højeste plan var på systemets og de stærkes side dengang. Meget af det, der i dag lanceres, har nok samme årsag. Man vil vise, man mener det, de mægtige mener. Det er det bedste. Hvad er vi for nogen? Og hvad gør vi ved det?

[Trykt i Ekstra Bladet]

- af Jens Rosendal

Undertrykkelsen og fordrivelsen af albanske mennesker i Kosovo kan ikke retfærdiggøres. Det kan andre landes undertrykkelse af folk og mindretal heller ikke, men NATO-bombningerne har gjort ondt værre, og en politisk løsning på både kort og langt sigt er blevet næsten umulig.
Stop bombningerne og lad FN og måske OSCE forsøge en løsning nu.
Ifølge amerikanske opgørelser har bombningerne kostet 5 mia. dollar og der er ødelagt for 25 mia. Jugoslavien er bombet 50 år tilbage. Der er forvoldt umådelige lidelser og begået brud på folkeretten. Det kan ikke være en civiliseret måde at løse humanitære konflikter på. Det kan ikke være det danske bidrag til en ny verdensorden, fastlagt af NATO.

[Trykt i Politiken]

- af Jens Rosendal

Grundtvig fik tørt på i Kroniken for nylig. Højskolemanden Jens Rosendal synes ikke, at en abekat som kronikøren skal have lov at dø i synden.

»Vi fører løver i vort skjold af hjerter tæt omsatte, dem førte vi fra hedenold og ingen abekatte«. (Grundtvig 1843)

Der er ikke ende på de øvelser, der kan laves, når man har lært den lille tabel. De er ikke i sig selv forkerte. Men det er tæt på en katastrofe, når man tror, at virkeligheden kan bestemmes på det grundlag.
Når folk har nemmet menneskerettighederne i al deres teoretiske pænhed, demokratiets udvendige principper og modernitetens multietniske ideal: at alt er lige godt eller lige meget, så er man klar til at gå på banen og smække fortid, nutid og fremtid en ordentlig skalle.

Med den lille tabel i hovedet kan man jorde hvem som helst, der har vovet sig længere end tabellen tillader. Ikke bare »en bondeprofet, født 1783, med dybe rødder i pietisme og romantik« ved navn Grundtvig, men alle de andre store ånder. Ikke bare de fremsynede fra 1700-tallet, men alle dem før og alle dem efter. Den eneste undtagelse er vor tids intellektuelle verdensborgere, der bilder sig selv og snart alverden ind, at har man styr på tabellen, så har man både ret og pligt til at gå i rette med hvem som helst og hvad som helst når som helst. De besidder de evige sandheder i teoretisk og i overskuelig kodeform, og det gælder bare om at slå løs, så det ligner noget. Man kan blive
professor på det i dag, med EU-tilskud oveni og hele molevitten. Man kan hente anerkendelse i linde strømme fra alle, der er noget. Man kan avancere gnidningsløst de steder, hvor samme drengevidenskabelighed er sat i højsædet, og der er - gud bedre det - ikke få af de steder for tiden.
Når sådan en abekat får sig møvet frem til kronikpladsen f.eks. i Politiken eller i TV-Avisen, burde man slappe af. Der vil blive fremført den samme række af selvfølgeligheder, i sig selv så teoretisk indlysende, at man lige så godt kunne fordybe sig i avisledere fra sidste år. Folk, der vil noget, har lært den lille tabel. De kan den på et ben og midt om natten, ja, både de og vi kan hele remsen i søvne. Der findes ingen overraskelser. Alt kan regnes ud. Tror de.

Man kunne være nedrig nok til blot at henvise til sagernes almindelige tilstand i virkelighedens tabelverden, men det nytter nok ikke.

Forvirringen, konflikterne, som er der og bliver stadig alvorligere . Lidenskaberne, der ulmer. Uretfærdigheden og magten, der for tit får det sidste træk. Det vil alt sammen blive rubriceret som de nødvendige omkostninger i en overgangsperiode. Når der først kommer FN- eller NATO-styrker alle vegne, og når overvågningen og registreringen og integrationen og det multikulturelle princip er kommet på højde, og når først Niels Ebbesen lidt forsinket er stillet for den internationale domstol for krigsforbrydelser i Haag, og det der er fastslået, at mordet på grev Gert i Randers uden tvivl var en afskyelig, kriminel handling, der bør medføre endnu en gennemgribende revision af danmarkshistorien, så skal alt nok blive godt. I hvert fald blive der styr på det. Folk kan bruge livet til det, de skal bruge det til: fritidssysler og produktion eller omvendt og ikke alvorlige ting.

Grundtvig havde ikke styr på livet. Når han kom nærmest, mente han, at det var en gåde. Han havde heller ikke styr på sig selv. Som ung troede han også, det kunne regnes ud og sættes på fornuftige formler. Så forelskede han sig. Både i Constance og fædrelandet og livet og verden og historien. Som den nu var og er på godt og ondt. Helt nede på bunden eller højt oppe over det hele øjnede han Vorherre. Han forlod tabellerne og forsøgte at anskue ud fra den virkelighed, han kunne og turde se. Det gjorde ondt, men det kom der - ud fra den virkelighed, jeg kan se - meget godt ud af.
Han indså sin egen umulighed for at underordne sig kun fornuftige principper efter tabellen. Intelligensen var ikke alene fundamentet.

Han var i hvert fald ikke sådan. Man kunne heller ikke tro, at andre var. De var også mennesker, og mennesker var både virkeligere og vigtigere end teorierne. Der var både krig og kærlighed og lidenskab i ham og om ham. Loven var god nok, men teoretiske regler og disciplinering gjorde det ikke, selv om »Kongehånd og folkestemme« ikke var så ringe endda. Man måtte lempe sig efter virkeligheden, og mennesket var ingen abekat. Gennem alle omskiftelser mente han, at mennesket var et guddommeligt eksperiment, bestemt til at lykkes.

Derfor satte han det så højt, at det ikke var til at komme udenom. Det enkelte menneske og folkene var ikke ligegyldige og manipulerbare størrelser. De var noget. Det var et godt og besværligt udgangspunkt.
Og mennesket var ikke solo. Det hørte til et sted og det med hud og hår, i en familie, i en slægt, i et folk, i et sprog, i en historie. Det var der, det eksisterede, hvis ikke det hele var noget pjat. Han vidste det fra sig selv. Han havde både mor og far, var sjællænder og dansker. Det var betingelserne. Selvfølgelig havde andre mennesker andre forudsætninger, som de måtte leve i, men han måtte begynde der, hvor han var. Det måtte de andre også. Måske lå muligheden netop i det. Han skrev et par verdenshistorier for at få overblik. Måske kunne Vorherre kigges i kortene, så man i hvert fald begreb nogle af præmisserne. Han troede, at alle var Vorherres børn, og at meningen var god nok: Vi
skulle være her sammen. Måske skulle og kunne forskellighederne bruges konstruktivt. Det kunne der måske endda komme et godt menneske- og folkeliv ud af. Og måske engang det universelle, som var målet.

Her var så noget konstruktivt at bygge på. Kunne han sammen med danskerne og deres forkærlighed få Danmark gjort til et godt sted, var der også en mulighed for andre folk, hvis de nu begyndte, hvor de var sat, og hvor de havde deres.

Man måtte begynde nedefra. Og så måtte det gro. Hvis man alle steder begyndte i virkeligheden og nedefra, kunne det komme til at hænge sammen til sidst. Selvfølgelig tænkte han ikke selv alle de sager forfra og alene. Han læste og snakkede og tog ved lære, hvor der var muligheder. Han var ikke et geni, der konstruerede patentløsningen, men et led i den række, der havde været der og ville komme efter. Der var fejlslutninger indimellem. Han rettede dem, for han var holdt op med at tro på sin egen ufejlbarlighed og tabellerne. Han kendte lidenskaberne og ærgerrigheden, kærligheden og hidsigheden. Derfor kan man sagtens finde selvmodsigelser og kortsynethed i øjeblikke. Dem kan man så bruge til hvad som helst, bl.a. nedgøring, hvis man nu stadig er anfægtet af hans indsats.

Når han i 1848 under treårskrigen mod tyskerne skriver om »Fædrenelandet på afgrundens rand«, og at »Dine fjender til lands er og fjenderne hans, de er fjender af sandhed og retten de er fjender af kærlighedsætten de har alle det værste tilbage; thi end leve den gamle af dage«. så tror jeg ikke, han ville regne det med til fejlene, selv om det er et let angrebspunkt for folk, der kun
kan tabellen.

Sangen er udtryk for hans tro på, at hvert menneske og hvert folk er sat sit sted og har ansvar og kærlighed der. Angribes den orden, er det et angreb på sandhed og ret og på den »kærligheds æt«, der holder sig til den forkærlighed, hvori det er sat. Nedbrydelse af grænser er - som han ser det - en forstyrrelse af den gode, foreløbige orden, som han netop tager udgangspunkt i. Det er en overtrædelse af folkenes husorden, og det kan godt være, magten slipper af sted med det i første omgang, men det er altså noget skidt, som giver komplikationer i en uendelighed.

Det gjorde det så også i Sønderjylland. Det gør det alle vegne i verden. Verden vånder sig under de overgreb mod sandhed og ret og folkegrænser. Ikke bare Europa, men Afrika, Amerika, hele verden. Det er der konflikterne er eller står på spring. Men det er lige så meget rod i butikken, når danskerne vil holde nordmænd eller islændinge nede og være herrer i deres lande. Da er vi fjender af sandhed og ret og må bøde for det. Det vidste han så også. På den måde var hvert folk godt for sig og må ikke antastes med vold og magt. Hvert folk har sin gave og opgave, som skal leves for universalitetens skyld og efter Vorherres vilje. Mennesker må ikke blive væk, hverken hver for sig eller som folk.

Derfor blev Nordens udvikling nok efter Grundtvigs hoved. Hvert folk blev sig: Sverige, Danmark var der, Norge kom til igen, Finland kom. Så rejste Island og Ålandsøerne sig op, Færøerne og Grønland er i gang med det. Måske kommer samerne. Og venner blev de, da de endelig var færdige med at lave union og magtcentre. Det er det, der kaldes en folkelig historisk udvikling. Den er langtfra nogen selvfølge. Den groede lykkeligt her, selv om statsministre, økonomer og militærfolk med den lille tabel græmmede sig og gerne ville have noget hurtigt og mere slagkraftigt ud af det. Den modsatte udvikling sker i samme tidsrum de fleste andre steder: Tyskland, Italien, USSR bliver banket sammen.

Frankrig og Spanien har travlt med at holde mindretallene nede i stedet for at lade dem gro. Alt det er der kommet meget skidt ud af. Grundtvig mente ikke, at alt var lige godt. Han var ikke tolerant, når det var mennesker og folk, ideerne gik ud over. Så var det ideerne, der måtte flytte sig. Havde magtideen og unionen ikke flyttet sig fra det nordiske, var her sandsynligvis et Balkan mere at holde styr på.

Et af kronikens angrebspunkter er, at Grundtvig ikke er overbevist demokrat, da den grundlovgivende forsamling indledes i 1848. Hvorfor så kalde noget i EU for et Grundtvigprojekt. Jeg forstår betænkeligheden, men hvis man ser lidt realistisk på demokratipraksis i EU, så burde Grundtvigs tvivl på demokratiet vel bekvemt kunne passes ind her. Er der noget EU- konstruktørerne er bange for er det folkestyre.

Grundtvigs tvivl havde ganske vist helt modsatte grunde. Han var usikker på, om almindelige folk ville kunne klare sig i det store magtspil. I EU er folkene stort set kun til besvær, men overbygningen skal konstrueres.

»Ved man også hvad man vil, mer end brød og skuespil«, spørger han i 1848. Hans bekymring er, om de privilegerede kan holdes på plads af et svagt folkestyre.
»Rive løs sig rigets stænder fra den fælles folkeånd da går hoved, fødder hænder, latterlig på egen hånd, da er riget sønderrevet -« Det er det, der nu sker med os og om os. Lobbyisterne er blevet mange og ser ingen helhed i spillet. Hver mand rager ild til sin egen kage, som Grundtvig sagde det i anden sammenhæng.

Forkærligheden holdt os rimeligt på plads i Danmark. I de sociologiske undersøgelser, jeg kender, ser det ud som om Norden og Danmark får samfund til at hænge sammen, og det er ikke dårligt for mennesker.
Når det lykkes, hænger det sammen med, at folket blev ansvarligt for det land, de mente var deres. Man er ikke kun individualister eller lobbyfolk. Forkærligheden holder på plads. Den enkeltes frihed finder en grænse, man bøjer sig for, ikke fordi den enkelte har lyst til begrænsninger eller er bedre end. Fornemmelsen af at være sammen om noget holder os i ave. Her har de folkelige sange betydet mere end vi tænker over. Derfor fatter jeg nok øjeblikkets nødvendige strategi, og at det er her angrebet på dansk folkelighed nu sætter ind fra hele 'tabel-banden': Hauge og Mørch, Ellemann og den anden Uffe.

Jeg tror ikke på, at de sange er lavet som propagandahits for at Grundtvig kunne få sin menighed hverken på den ene eller anden måde. De var heller ikke redskaber for at skaffe nyt lebensraum. Han var taknemlig for det, vi havde, og mente simpelthen, at vi skulle skønne på det og passe det godt sammen. Har han sagt, at vi var Guds udvalgte folk, var alle andre folk det også, ifølge samme Grundtvig. Det er ingen dårlig tanke. Og intet overmod i den, men derimod en forpligtelse til at være det, vi er, ordentligt og ikke bare være abekatte.

Respekten og forståelsen for andre folks kærlighed og agtelse for deres, vokser med det. Jeg synes, det er både klogt og kærligt tænkt og står i den mest skærende kontrast til nationalsocialismens ariske raceteorier.

Om Guds datter, der skal fødes ved Øresund, bør der holdes et par gammeltestamentlige forelæsninger, før udtalelsen sættes til seriøs diskussion i Politiken. Ellers bliver det for let. Guds datter, Sofia, er i Bibelen visdommen, indsigten, måske endda selve forligelsen mellem det folkelige og det universelle. Mellem forkærligheden, som er naturlig, og den kærlighed, der ikke er af mennesker, men af Gud. Læst med den lille tabel som forudsætning, må profetien lyde vanvittig. Med lidt baggrund er det endda til at snakke om. Kristendommen kunne være den mulighed, der forligede ret og magt, men foreløbig ved Grundtvig nok, hvordan sagerne forholder sig:

»Kærlighedens himmerige er endnu at vente på Kærligheden jorderige, lukkes alt med bølgen blå. Er endnu og var alt længe, Danmark, dejligst vang og vænge«.

På et enkelt angrebspunkt må jeg give kronikøren medhold. Jeg tror heller ikke, Grundtvig var det man i dag vil kalde et pædagogisk geni.

Han blev aldrig Jørgen Clevin. Hans tanker om undervisning er blevet til i et opgør med det, han kaldte den sorte skole. Det er snarere en eksistentiel og filosofisk bedrift end en pædagogisk. Til gengæld er det opgør lige så påtrængende i dag, som det var dengang. Dengang var latinen trylleordene og udenadslæren på mode. I dag er de latinske abekatterier afløst af den lille tabels forenklede og uvirkelige vås, og man tror tilsyneladende for alvor, at rigtige mennesker af kød og blod kan leve på det. I begge tidsaldre hopper man med på vognen, hvis man vil avancere i en fart.
Skal vi se at komme videre, afslutter Jan Bunkenborg sin kronik.

Ja vi skal, men vil vi have et samfund for levende og engagerede mennesker, som har noget kært og er ansvarlige for det, kommer vi ikke uden om Grundtvig.

Hans tanker er så nødvendige som nogensinde i hans fædreland, i Europa og i verden.
Det, der skal gro og blive godt for mennesker, begynder altid i kærligheden. Først i forkærligheden. Der er vi sat med alle begrænsningens vilkår. Men derfra går vejene, også til det mellemfolkelige og universelle.
En eller anden har kaldt Grundtvig for Danmarks største elsker. Både Constance og Clara og Loise tæller med foruden fikspunkterne Lise, Marie og Asta. Og alle de andre danske kvinder og raske knægte. Jeg tror formuleringen rammer plet. En elsker er ikke tidløst ufejlbarlig i alt, men både hjertet og hovedet er på rette sted. Det er det, det kommer an på, hvis der igen skal være en realistisk mulighed for, at Sofia kan undfanges i nærheden af Øresund.

Teorier og konstruktioner oppefra forstyrrer os og kærligheden. Vi bliver abekatte. Heldigvis holder dressuren lige så kort som systemets udvendige magt og belønning, når den forsøger at holde folk borte fra dagligdagen og virkeligheden.

[Trykt i Politiken]

- af Adam Wagner

I debatprogrammet Reimer Bo (DR 1 18/11) diskuterede modstandere og tilhængere af en stormoské i Århus.
Tilhængeren Osman Öztoprak protesterede imod, at Preben Jensen kaldte ham en gæst her i landet. OÖ sagde, at han skam var dansk. Dog måtte man konstatere, at OÖ’s forældre begge var tyrkere, at han er født i Tyrkiet, at han ikke ønsker sine børn assimileret, at han på trods af opvækst i Danmark stadig taler dansk med accent, at han er troende muslim, og at han ikke er dansk statsborger.

At OÖ alligevel har den frækhed at kalde sig dansk, må skyldes, at han mener, at det er nok, at han selv opfatter sig som dansk (hvad han så end lægger i det). Men at man selv opfatter sig som hørende til et folk, man ikke er født ind i, er ikke nok til at gøre én til en del af dette, man skal også accepteres af folket selv. En sådan accept opnås sjældent ved provokationer og upopulære projekter – eksempelvis en stormoské i Århus midtby der for alle danskere vil være et vink med en vognstang om, at vi med hastige skridt for stedse bevæger os væk fra et folkeligt og kulturelt ensartet samfund.

[Trykt i Jyllands-Posten 30/11-98]

- af Jens Rosendal

Befolkningen er ikke længere kun en manipulerbar masse. En skrøbelig, men alligevel gennemtrængende glæde har fået tag i mig efter folkeafstemningen. Den er selvfølgelig ikke tryg og rund og uden vagtsomhed, og den vil stadig blive angrebet af det store projekt, som Unionen er. Alligevel er det som om glæden sætter sig fast. Regner man valgtallene efter, viser det sig, at langt under halvdelen af de stemmeberettigede danskere stemte ja til Amsterdam-traktaten, der fra statsministerside til tider blev præsenteret som en begyndende afvikling af Unionen.

Gennem 25 år har en folkelig modstand vokset sig gradvist større og bredere. Den har tilbageholdt de vildeste unionsplaner og begribelsen af, hvad der i virkeligheden sker, og hvad projektet læg-ger op til, blevet tydeligere i alle danskernes bevidsthed.

Befolkningen er ikke længere kun en manipulerbar masse, men er igen blevet til noget, der ligner et folk. Et forvirret og delt folk endnu, men alligevel et folk, der på trods af trusler fra alle etablerede strukturer vil og tør sætte vagt omkring det, vi holder mest af.

Der er en grænse. Ikke til indkapsling og udelukkelse, men en grænse, der fastholder hvad jeg først har ansvaret for og kærligheden til. Et sted, hvor jeg er hjemme.

Pakke sammen

Efter den første folkeafstemning i oktober 1972 gik politikernes opgørelse ud på, at nu kunne modstanden godt pakke sammen. Den tredjedel, som sagde nej, var faktisk ikke nogen del, der skulle regnes med. Den bevidsthed er endelig brudt. Manipulationen oppefra fortsætter stadig med helt vilde tiltag, men nu mest fordi det ikke er så let at standse galskaben.
Både Schengen og registreringen er tåbelig og udansk, og de manipulerende strukturer må nødvendigvis bruges. Det bliver de så, men med en skidt samvittighed. Østudvidelsen, som planen foreligger, er farlig og opsplittende.

Det ved alle danskere, og de ved også, at havde vi indflydelse brugte vi den her.

En heling af Danmark

Som landet nu ligger, kan kortene spilles ærligt over bordet. Så langt er vi nået. Det ville være en god begyndelse til den heling af Danmark og Norden, som vi ønsker. Vi ville alle blive stærkere af det, og Europas lande og folk har brug for det.

Pinse er noget med ånd, der går og kommer, som ånden vil. I Danmark er folkeånd og helligånd blevet et sammensurium, der alligevel har udrettet store og gode ting. Ingen kan tage patent og holde fast, men dens virke på trods af magtstrukturerne gør mig glad.

Den folkelige bevægelse, som unionsmodstanden i hele sin mærkværdige bredde og indsats viser, er en udløber derfra. Med vildskud og galskab og uden særlig planmæssighed er den vokset. Folk, der er fanget af ideologiske planer og har et kolossalt magtapparat med sig ser det.
Det bliver ikke nogen idyl ud af det her. Det bliver der aldrig her i verden og heller ikke her i landet. Vi bliver ikke til én vilje og én menighed, men måske er vi nu nået frem til det sted, hvor en anden slags samtale om Danmark og Unionen og virkeligheden kan begynde.
Pinsen faldt på et godt tidspunkt i år.

[Trykt i Information]

- af Jens Rosendal

Selv i de bedste familier tager man sig en tur engang imellem. Både hvis man hedder Krarup, og hvis man bare er dansker. Men i alvorlige stunder må familien stå sammen.

Ole Krarup har en fætter, der er sognepræst i Seem. Han hedder Søren. Det er en vanskelig fætter at have, synes Ole. I hvert fald er hans meninger utålelige. Konservativ ­ i nærheden af det utilladelige, men også kun i nærheden af. Han vil ikke så gerne have noget med ham at gøre.

Hr. Søren i Seem har så også en fætter. Han hedder Ole. Søren synes, han er en umulig fætter. I hvert fald er de fleste af hans holdninger komplet skøre. Og han har nærmest solgt sig selv i stanglakrids til en skadelig politisk ideologi.

De har det hårdt, de to fætre. Der er konflikt.

Jeg har det værre. Jeg kan nemlig godt li' dem begge to og synes, de er helt uundværlige. Ja, måske synes jeg endda, de er nogen af de mest pålidelige folk i riget, selv om de ikke kan holde op med ustandselig at sige en hel masse provokerende ting.

I teorien har de hver deres absolutter og nåde den, der træder de teorier over tæerne.

De vil faktisk bare det samme, når det kommer til stykket, og man ser nærmere til. Måske skal man ikke lige nu først og fremmest fordybe sig i, hvad de finder på at sige, og hvad de teoretisk eller trosmæssigt holder sig til og tager afstand fra.

Der er de skarpe og ubønhørlige. Men i virkelighedens Danmark vil de det samme, og de går samme nødvendige vej. Det er for mig det vigtigste NU.

Hud, hår og hjerte tæller

Da vi havde demonstration hernede i det sønderjyske i maj, fordi vi vil beholde både en grænse, et Sønderjylland og et Danmark, kom de begge. Godt nok hver for sig og til hver sit sted, og de hilstes nok ikke, men de kom til den samme grænse og ville ét. Søren holdt stand ude vestpå ved Rudbøl i flere timer. Ole holdt sig til østkysten. Han både stod og talte bagefter varmt for landet. De var der begge med hud og hår og hjerte, og det er det, der tæller. I virkelighedens Danmark.

Jeg ka' li' dem. Jeg kan også blive gal på dem, hver for sig, til skiftende tider. Fra deres trosmæssige gitterværker kan de udspy de fordærveligste teser eller rettere sagt: de kan ikke la være.

Det er irriterende, når man ideologisk er en overfladeflynder som mig. Jeg synes tit, de laver unødvendige skrammer i lakken og enigheden og fællessangen. Alt for tit. De kan ikke være det bekendt.

De må lære at styre sig. At holde skæg og snot hver for sig. I hvert fald, når vi er så hårdt trængt, som vi er nu. Selv i de bedste familier ta'r man sig en tur engang imellem. Men der er også alvorligere stunder, hvor man bider sammen og bærer for familiens skyld. Det er sådan en stund nu. Ja, det er måske, som Ole sagde det: sidste mulighed.

Principper og pianister

Men der er principper, man ikke kan forråde, brølede de to igen og igen...
Javel, der er både grænser og love og principper og Pianister, der ikke er til at holde ud i længere tid ad gangen, men når det som nu gælder om at værne noget, som vi elsker, så tager vi de nødvendige skænderier senere.

Et godt skænderi tager tid, som Brecht siger. Den tid er ikke for hånden lige nu. Men man har lov at glæde sig til den kommer. Den tid kommer bare ikke af sig selv. Det koster.
Men når man nu tror, og det gør begge fætre så hver for sig, så har man endda lov at tro på, at når vi igen får tid til et godt skænderi i frihed, så vil det sande og det gode sætte sig igennem til sidst. Også i det Danmark og i det folkestyre, fætrene sætter så meget ind på at kalde til live igen. Det har slet ingen hast for den, som tror.' Derfor.

I Portrætgalleri skriver Benny Andersen om 'Den vanskelige fætter': ”Knurrer hvis man ikke holder med ham, bider hvis man gør det. Dukker ganske uventet op i skuffer, tanker, madpakker, står pludselig på det mest spændende sted i en drøm og påviser grove fejl i den, beskylder en for slapt at flyde med drømmen. Finder døre mistænkeligt banale. Foretrækker at komme ind med det varme vand eller via vinduet. Min vanskelige fætter
som ved at holde dilemmaer farbare moseugler i hævd fedtefadet klar er med til at holde os i live.”

Kunne det være en folkelig mulighed for fætre ­ når vi nu kender modsætningerne og lover aldrig at glemme dem ­ at vi sammen gik helt derned til bunden, hvor vi er som folk nu, og sagde det til os selv og hinanden: nu gælder det eksistensen som folk.

Tør vi se den virkelighed i øjnene, så er det anderledes. Så er der langt til 'right or wrong, my country'.
Snarere er situationen sådan: et embedsmands-, lobby- og elitestyre har sat sig så tungt på det hele, selv på grundloven, at den ikke kan lukkes op mere.

Der er nu en mulighed ­ måske den sidste ­ for at få folkestyret tilbage.

Vi kan endnu stemme om det, fordi de demokratiske facader skal opretholdes.

Vil vi, der ønsker folkestyret genindført, ikke både tale med alle dem og tælle alle dem med, som ønsker sig demokratiet genindført, uanset deres skøre ideer og tåbelige teorier, der om galt skal være selvfølgelig senere kunne gå hen og vælge alt det forkerte? Er det ikke altid demokratiets midlertidige risiko.

Men kampen i et demokrati er anderledes end kampen for det. Hver ting har sin tid. Lige nu slås vi for det.

[Trykt i Information]

- af Jens Rosendal

Det besværlige, men nødvendige ved et demokrati er, at man aldrig kan sætte fremtiden på skinner. Man kan have gode intentioner om fremtiden.

Man kan forsøge at følge skinnerne, men hvor man lander, bliver demokratiets egen sag, vel at mærke så længe demokratiet får lov at være demokratisk. Den Europæiske Union er ikke udemokratisk på grund af en eller anden lille fejl i EU-systemet. Det udemokratiske er ikke en børnesygdom, der vil gå over. I sin grundlæggelse og styring er det udemokratiske indbygget næsten som en nødvendighed.

Selv om folkene måske ville det, kan foretagendet ikke rokkes fra den planlagte bane. Ligesom mange andre store projekter er EU-sagen sat på skinner og skal bevæge sig +en vej. Det er den eneste mulighed for at få intentionerne til at køre derhen, hvor "man" eller "de gode viljer" nu vil. Hvad landenes befolkninger finder ud af på vejen frem, er kun irriterende og forsinkende, for planen er så vigtig, at den er vigtigere end demokratiet.

Nogen kunne se det herhjemme allerede fra starten i 72. Siden er mislyden blevet tydeligere. I dag er det så det, vi alle ved, selv om mange nødigt tænker på det eller taler om det. Der er satset, og tilbagetog er svært.

Kommissionen ved det. Ministerrådet ved det, og Parlamentet ved det bedst, for her er dog en kontakt til befolkningerne. Den danske regering ved det og spørger derfor nødigt befolkningen om, hvad den vil. Hvis vi ikke fatter planen og er med på den, er vi irriterende. Vi er ukonstruktive og kværulanter eller regulært dumme og bør derfor overhøres og overses længst muligt. Pressen indretter sig. Planen er nemlig lagt.

EU's håb er så, at vi vænner os til, at demokratiets æra er forbi, og at beslutninger om fremtiden er noget, politikere og økonomerne laver og sætter på skinner, akkurat som før folkestyrets indførelse i 1849.
Når Kommissionen forsøger at løse EU's iøjnefaldende problem med den manglende folkelige opbakning, prøver man ikke at gøre foretagendet demokratisk. Det er nemlig ikke muligheden. I stedet smider man millioner af euroer i PR-maskineriet og sætter diplomatiet i gang alle vegne, for at vi skal forstå, at det ikke bør være umuligt for os at tage springet tilbage i historien.
Vi skal lære at acceptere, at nok er og bliver det enevælde som førhen, men i dag er det purt, oplyst enevælde, sammensat af EU's allerklogeste og dyreste elitehoveder og helt uden nationalistisk fnadder. Godtager vi ikke det, er vi ikke befolkningen, men et "isolationistisk vælgerbagland" og en skamplet på stjerneflaget. Noget bedre end EU kan rimelige folk nemlig ikke forlange. Vil I med, så hæng på! Det er nødvendigt, at vi glemmer fejltagelsen om folkestyret fra 1849.

Men det er svært at springe baglæns i historien, selv når alle appeller og fanfarer drøner den vej.
"Jeg håber, at alle efter de sidste to dage er klar over, at toget kører videre. Der er ikke noget alternativ til et forenet Europa, og det bygges op nu _ ikke senere!" truttedes der fra lokomotivet Kohl efter topmødet i Dublin.

Når Kohl samtidig udtaler, at alt andet vil være et anslag mod skabelsen af et fuldt demokratisk Europa, er det politisk hykleri, så det klodser. Det demokratiske problem er, at ingen _ og slet ikke Kohl _ vil eller tør spørge befolkningerne om, hvad de egentlig vil, før det, de vil, er det samme, som planen vil.

Hvad befolkningen mener? Hvor god tid man ønsker sig, før eksperimentet kører videre? Om vi godt ville snakke lidt mere og mere reelt om det. Om vi i det hele taget vil med? Ja, alt det er ligegyldigt i EU, for nu kører toget. Og folkene kommer med _ enten de piber eller synger. Folkeafstemninger er blevet det, man skal uden om eller manipulere sig igennem.
Kohls replik behøvede ikke at opfattes som vildt udemokratisk. Enhver kunne vel sige noget om, at nu kører vi så. Men her drejer det sig om et eksperiment, der vil forandre tilværelsen for de europæiske EU-folk: selve livet, myndigheden, grundloven, domstolene, grænserne, historien.
En enkelt dansker har taget forskud på planens succes og skrevet "Den sidste Danmarkshistorie". Det er ikke et legetøjstog, der tøffer af sted. Det er vores kendte tilværelse. Det er ansvarligheden og altså demokratiet.

Det beskrevne er, hvad vi alle har set. Gennem flere uundgåelige folkeafstemninger her og andre steder. Den fremmanede frygt _ særlig for økonomien _ bliver drivkraften, når ideologiske systemer skal bygges op, og troen ikke kan bære. Demokrati er godt nok, men det dur bare ikke til så alvorlige sager.

Overvinder befolkningen så alligevel frygten for planen en skønne dag og siger nej tak, så kan det simpelt hen ikke passe. Det er en umulig situation. Vi er ikke oplyste nok. Ny forestilling til ære for plebset og omvalg. Folk kan jo ikke have ment det. Det er synd for dem, hvis de skal bære konsekvenserne af deres eget valg. Frygtens trompeter får endnu nogle decibel.

Retningen mod det totalitære er givet allerede i præambelen i Romtraktaten. De høje parter "er besluttet på at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk". Og til sidst: "Denne traktat gælder for ubegrænset tid." Lidt firkantet sagt er det eneste, et demokrati med gyldighed kan slå fast, at tiden går. Hvad der skal være i den tid, der kommer, er overladt netop til demokratiet. Hvis ikke, er noget andet end det demokratiske blevet det overordnede, og det demokratiske reduceret til det skin, man forsøger at iklæde ideen.

I Maastricht-traktaten slås det så fast: "Unionen tilvejebringer de nødvendige midler for at nå sine mål og gennemføre sin politik." Uden at det er særlig præcist for befolkningerne, er fornemmelsen klar nok: EU er projektet uden folk, ja, hvis en befolkning vil have et ord indført, bliver det afvist.
Apatien over for den politiske udvikling er allerede udtalt. Den klareste melding får man, når man snakker med folk: "Det der kan vi ikke gøre noget ved." "Nej, der er ikke andet at gøre end lade det rase ud." "Vi kan lige så godt holde kæft."

Tvunget af omstændighederne gør befolkningen sig selv til almue igen, som før 1849, i al foreløbighed forhåbentlig, som når de andre ideologiske systemer rundt omkring os i perioder løb med befolkningerne i 20 eller 60 år. Demokratiet går i hi. Hvis man da ikke for underholdningens og avancementets skyld hopper på en af de "demokratiske" delopgaver, som systemet nu udstikker på lokalplanet: subsidiaritetsprincippet.

Når den danske statsminister opfordrer til, at hele molevitten fra 1972 og frem skal under debat, er det af nødvendighed. En taktik er slået fejl. Der kan ikke længere mobiliseres flertal på den, og den demokratiske fernis skal opretholdes. En demokratisk tradition i det nordiske er ikke så let at løbe over ende.

Samtidshistorikeren Tage Kaarsted har behandlet perioden under ministeriet Kragh. Han beskriver de vidtgående følger en tilslutning til EF har og fortsætter: "Men det lå langt ude i fremtiden, og det, var for tilhængerne af taktiske grunde uhensigtsmæssigt at drage dette perspektiv frem." Perspektivet er selve ideen. Tage Kaarsted skriver videre: "Men i hele forløbet frem til oktober 72 (folkeafstemningen) havde man, for ikke at skræmme vælgerne, i virkeligheden følt det nødvendigt at sløre perspektivet. Tvetydigheden var formentlig en nødvendig omkostning for at sikre et klart flertal." Trækkes det diplomatiske i formuleringen fra, står her, at det befolkningen udsættes for, er politisk bedrag fra de valgte lederes side. Bedraget har tydeligere og tydeligere tegnet forholdet mellem EU's selvforståelse og folks begribelse af, hvad det gik ud på.

Skismaet viser sig først i EU's nordlige og vestlige områder, men breder sig. Den fra starten indbyggede konflikt mellem en fastlagt plan med tidsubegrænset gyldighed og den almindelige demokratiske åbenhed og diskussion fører til en konfrontation, som enten demokratiet eller ideologien ikke slipper levende igennem.

En af de helt store muligheder for et samlet Europa lå åbent, da Berlinmuren faldt. Da var Europa der simpelt hen og skulle ikke konstrueres. En handelsmæssig, kulturel og social åbenhed og investering efter frie mønstre kunne have lukket op. EU's holdning har ført til et resultat, hvor mellem- og østeuropæiske lande hver for sig må kvalificere sig økonomisk til at være med, og EU's ydergrænse _ "den nye Berlinmur" _ skubbes foran. Euro-kvalifikationen for dem ligger et sted ude i fremtiden. Og den største stump Europa, Rusland, står uendelig langt væk. Det "fredens projekt", der tales noget om i den forbindelse, har udviklet sig til at blive en ny, dyb og dyr skillelinie ned gennem Europa. Det er tragisk.

Det Norden, som måske i sig havde haft folkelige mønstre og kræfter, der kunne formidle både et samarbejde og et demokrati i Europa _ langsommere, men folkeligt og groende _ er splittet efter EU-manipuleringerne, der har efterladt de enkelte nordiske folk i splid med sig selv på samme måde, som vi danske har været det fra 1972. Det er skammeligt.

De europæiske lande og folk, som fra den græske begyndelse gennem tiderne med store omkostninger har famlet sig frem til demokrati og folkestyre, kunne fortjene en bedre skæbne. Det, som sker nu, gør ondt i Europas hjerte og Europas folk. Det ved alle, der har en fornemmelse af, hvad folkestyre og hjerte er for noget.

[Trykt i Jyllandsposten]