Folkestyre

Der tales ofte om det demokratiske underskud i EU, og sandt er det da også, at sammenligner man Unionen med en hvilken som helst anden demokratisk stat, finder man, at borgerne har en endog meget ringe demokratisk indflydelse: Kommissionen består af kommissærer, der er udpegede af medlemsstaternes regeringer, men som ikke er ansvarlige over for disse; Ministerrådet består af medlemsstaternes fagministre, der jo ikke er direkte folkevalgt, men hvis mandat dog hviler på et flertal i det enkelte lands parlament; Europa-parlamentets medlemmer er som de eneste direkte folkevalgte.

Udover disse tre hovedorganer findes der i EU en mængde udvalg og råd, som borgerne ikke har nogen indflydelse på - eller megen kendskab til.

Intetsteds i Unionens traktatgrundlag åbnes der mulighed for endsige forlanges der, som tilfældet fx er med Danmarks Riges Grundlov, folkeafstemning om spørgsmål af stor vigtighed.

Alt i alt er det fristende ikke blot at konstatere det demokratiske underskud men også at kræve det fjernet. Fristende - men farligt for konstateringen af Unionens demokratiske underskud bygger jo netop på dens sammenligning med en stat.

Europa-parlamentet:

Der hvor det ville være nemmest og dermed mest fristende at gøre EU mere demokratisk, er naturligvis, at give mere magt til Europa-parlamentet. Men Europa-parlamentet er det mest føderalistiske islæt i Unionen, og en styrkelse af dette parlament ville være en kraftig styrkelse af EUs udvikling hen imod en føderation - altså hvad man populært kunne kalde Europas Forenede Stater. Parlamentet er jo ikke, som tilfældet er med Ministerrådet, et sted, hvor de enkelte lande mødes, men er derimod i sin opbygning selve opløsningen af Unionens medlemslande. I parlamentet kæmper politiske interesser uafhængig af folk og fædreland; her er de enkelte landes parlamentsmedlemmer spredt ud på forskellige partier fordelt efter anskuelser. Danmark fungerer i den sammenhæng blot som en valgkreds i Unionen og ikke som et rige med egne interesser, ønsker, vilkår og behov.

Demokrati over fædreland:

Dertil kommer, at en styrkelse af Europa-parlamentet bl.a. som lovgiver og kontrolorgan for Ministerrådet naturligvis må svække de nationale parlamenter på samme områder. De nationale parlamenter er udtryk for de enkelte landes nationale selvstændighed, idet de lovgiver for landet. At vi overhovedet har tilladt et konkurrerende parlament at vokse frem, viser, hvor besnærende og farligt argumentet om mere demokrati kan være for netop den nationale selvstændighed. Længst ad denne blindgyde er Tyskland gået. I 1993 konstaterede den tyske forfatningsdomstol, at Tysklands deltagelse i EU-integrationen var legitim, eftersom EU-organernes aktiviteter ikke var uafhængige af de nationale parlamenter, men dertil konstaterede domstolen at også Europa-parlamentet giver EU den fornødne demokratiske legitimitet. Det væsentlige var altså ikke, at Den Tyske Forbundsdag var grundlag for Tysklands EU-integration, men derimod at EU havde et demokratisk grundlag. Med den tyske forfatningsdomstols dom i hånden kan tyske statsledere med god samvittighed afskaffe det tyske demokrati, hvis blot det erstattes af et andet - et europæisk. Så langt er Tyskland kommet i national selvfornægtelse at demokratiet sættes over fædrelandet - og mange er rede at følge trop forført af argumentet om mere demokrati i EU.

Føderalisterne ser således meget naturligt Europa-parlamentets styrkelse som et naturligt skridt på vejen til en føderation. I maj 2000 holdt den tyske udenrigsminister Joschka Fischer sin berygtede tale på Humboldt-universitetet i Berlin, hvor han bl.a. sagde: "Euro-skeptikerne har ret i, at EU har et demokratisk underskud og ikke er gennemskueligt nok. Derfor er det nødvendigt med et mere integreret Europa og på langt sigt en egentlig fælles regering og parlament."

Nej, hold demokrati og EU adskilt: Demokrati hører hjemme i selvstændige stater, og hvis ikke vi kan slippe for EU, må vi i hvert fald forhindre, at EU udvikler sig yderligere i netop den retning. Skal der være mere demokrati i EU, skal de nationale parlamenter tilbagegives magt. Alt andet vil undergrave medlemsstaterne - herunder Danmark.

(Adam Wagner, Nyt nr. 4 2001)

Antiparlamentariske tanker

af Adam Wagner

Mange tanker og forestillinger forkastes eller glemmes i tidens løb, mens nye kommer til. Nogle tanker glemmes lige så stille, endskønt de stadig er aktuelle. En sådan tanke er den tidligere så udbredte antiparlamentarisme. Emnet turde i hvert fald være vigtigt nok til en diskussion.

Dansk Samling var i trediverne og fyrrerne fortaler for, hvad man kunne kalde et antiparlamentarisk standpunkt. Mest aktivt i trediverne mens man efter Danmarks besættelse i 1940 anså det for direkte farligt at forlange forfatningsændringer, da sådanne krav alt for let ville kunne misbruges af tyskvenlige kræfter. Men ønsket om et opgør med den siden 1901 fremherskende parlamentariske skik var endnu til stede. Vilh. la Cour kom i sin pjece fra 1941 Om at sige ja - og nej! Politiske Noter til Øjeblikket med en række antiparlamentariske udtalelser. Fx siger han om ”folkefrihedens skjulte ødelæggere” at de ”bilder sig ind, at Folkestyre er det samme som Parlamentarisme, skønt Parlamentarismen ifølge sin Ide aldrig kan virkeliggøre Folkets, kun en Flertalsgruppes Vilje.” De borgerlige partier, der nok af og til kritiserede parlamentarismen, bliver i pjecen også selv kritiseret, idet også de ”i Princip og Praksis [har] gjort Knæfald for vor hjemlige Parlamentarisme af 1901.” (Afsnit VI, s.15). Efter befrielsen var antiparlamentarismen dog taget af programmet. Vel egentlig ikke fordi standpunktet ikke længere kunne forsvares men snarere fordi, det ikke længere havde bred folkelig appel og nok især fordi, der var vigtigere ting på programmet som fx generhvervelsen af den tabte del af Sønderjylland.

I vore dage er ordet antiparlamentarisme vistnok mest forbundet med noget udemokratisk; men det behøver ingenlunde at være tilfældet. Tværtimod kan netop parlamentarismen, som la Cour jo er inde på, siges at være i modstrid med ideen om folkestyre.

Eftersom begrebsforvirringen i vore dage nærmest er total, vil det nok være på sin plads at afklare, hvad parlamentarisme er, inden det kan blive klart, hvad antiparlamentarisme er. Parlamentarisme er det princip, at regeringen udgår af parlamentets flertal; dvs. af det parti eller den koalition af partier der i parlamentet har opnået flertal. Den parlamentariske skik voksede frem i det 17de århundrede i England og bredte sig siden til fastlandet. I Danmark fremkom Venstre første gang med kravet om parlamentarisme i 1870, men det var først efter systemskiftet i 1901, at denne skik bed sig fast, og fastslået i grundloven blev parlamentarismen jo først i 1953. Den parlamentariske form, der heri er fastsat, er dog den såkaldt negative parlamentarisme, hvor regeringen ikke må have et folketingsflertal imod sig, mens der ved den såkaldt positive parlamentarisme forstås, at parlamentet skal godkende regeringen. Praksis i Danmark behøvede altså ikke at være den, at regeringen udgik af de ved et valg vindende partier. Ifølge grundloven er det stadig kongen, der skal udnævne sine ministre, som dog ikke må sidde, hvis de har et folketingsflertal imod sig. En dansk antiparlamentarisme, der ikke vil bygge på forestillinger om grundlovsændringer, må da koncentrere sig om det krav, at folketing og regering adskilles således, at regeringen ikke udgår af folketinget, men findes andetsteds.

Men hvad er der da galt med parlamentarismen, vil nogen måske spørge. Man kunne som en slags svar citere Arne Sørensen: ”Mens Grundloven kun kender Konge og Folk og følgelig kun kan udtale sig om, hvordan disse to Parter styrer sammen, saa blev der gennem de sidste Aartier indskudt en tredje Instans, som tiltog sig langt større Magt end baade Konge og Folk, nemlig Partierne.” (Dansk og nordisk Samling. 1942. s.6). Regeringen udgår af partierne og giver derved disse afgørende indflydelse både på den lovgivende og den udøvende magt. Først og fremmest er der altså det galt, at den nuværende parlamentariske form bevirker, at regeringen i ordets egentligste forstand altid er partisk. Regeringen skulle ligesom regenten tjene hele folket og ikke blot et eller flere partier. Siden 1901 – med besættelsesårene som en kuriøs parentes – har regeringerne i alt væsentligt bestået af de sejrende partiers mænd. Naturligvis tjener en sådan regering snarere samme partier end det samlede folk. Selvom det nok er idealet, at regeringschefen er hele landets statsminister, er der jo aldrig tvivl om, at han i højere grad er de sejrende partiers mand. Dette viser sig ikke bare derved, at regeringen ensidigt søger at fremme den politik, som er deres partiers, men også derved at regeringen i sit egentlige embede tjener samme partier. Det var fx ingen hemmelighed, at vor forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen udskrev valg til folketinget i det øjeblik, det så lysest ud for Socialdemokratiet. Men et bestemt partis udsigter til sejr eller nederlag burde overhovedet ikke optage en statsministers tanker eller tid. Det må naturligvis understreges, at dette ikke blot er noget socialdemokratiske statsministre lader sig lede af. Snart sagt alle regeringschefer siden 1901 må rent loyalitetsmæssigt have været splittet mellem hvervet som statsminister og hvervet som partiets mand.

Værre endnu er det måske netop, at statsministeren – og i tilfælde med en koalition af partier også gerne andre af ministrene – ligefrem er partiledere. Langt størstedelen af en given regering vil samtidig være ledere af de regeringsbærende partier. Et grundlæggende argument mod parlamentarismen har altid været, at den bringer enkelte partier til magten, men som tingene har udviklet sig med en meget udtalt partidisciplin, er der endnu en fare: At folketingsflertallet styres af regeringen. De folk, der er kommet i regering, er jo kommet der på baggrund af deres egne partiers stemmevægt; men disse stemmer styres af partiets ledelse. Grundloven taler godt nok om folketingsmedlemmer, der alene er bundet af deres overbevisning, men sandheden er, at folketingsmedlemmer sjældent forbliver sådanne mere end een periode, hvis denne overbevisning ikke følger partiets linie. Sagt med andre ord gør kombinationen af partidisciplin, og det at regeringen består af valgets sejrende partiers ledere, at de betydeligste dele af folketinget og i værste tilfælde hele dets flertal styres af regeringen. Eller man kunne sige, at med partidisciplinen og parlamentarismen i parløb, kommer de afgørende partiers ledelse til at sidde inde med magt over både folketing og regering.

Man har via parlamentarismen som den praktiseres utilstedeligt sammenblandet den udøvende og den lovgivende magt. Herved får man hverken den dynamik eller den magtbalance, som en virkelig adskillelse ville medføre. En regering, der intet ansvar har for diverse politiske partier, og et folketing, der ikke behøver at forholde sig til spørgsmålet for eller imod regeringen politisk set men kun til for eller imod dens virke, ville ganske givet være fremmende for det virkelige folkestyre.

En klar ulempe ved den gældende parlamentariske praksis er det, at de udpegede ministre alt for ofte er sagligt inkompetente. La Cour kommer i førnævnte pjece også ind på dette spørgsmål: ”Sandheden er saa ligetil: en Leder af en omfattende administrativ Virksomhed (saadan som et Ministerium er det) skal nødvendigvis have saglige Betingelser for at kunne fylde sin Plads. Ellers sker der nemlig et af to: enten faar Ledelsen et mere politisk end sagligt Præg, og det hævner sig paa mangfoldige Maader, eller ogsaa bliver den tilbøjelig til at skubbe alt Ansvar over paa Kommissioner, Nævn, Udvalg, eller hvad man i det enkelte Tilfælde kalder den Instans, som over for en virkelig Regering kun skal være raadgivende, ikke afgørende.” (Om at sige ja - og nej! Afsnit X s.30). Hvor ofte har man ikke hørt en nyudnævnt minister glad og fro udtale, at han skam nok hurtigt skal få sat sig ind i sit sagsområde. Han burde naturligvis kende det i forvejen! Men efter gældende praksis bliver man ikke minister p.g.a. sin viden om eller erfaring med et givent sagsforhold; man bliver som oftest minister, fordi man har tjent sine sporer i et af de partier, der efter et valg kan danne regering. Der er fx ingen saglig begrundelse for at Brian Mikkelsen er blevet kulturminister. Eneste begrundelse er, at Anders Fogh Rasmussen ikke ville kunne danne regering uden de konservatives medvirken, hvorfor også denne konservative ”frontfigur” skulle have et ministerium. Der var såvist heller ingen saglig grund til at Anita Bay Bundegaard i sin tid blev minister. Og på hvilken måde havde Bente Juncker i offentligheden gjort sig fortjent til af dronningen i 1994 at blive udnævnt til socialminister? Grunden var vel snarest, at det – for et parlamentarisk synspunkt – vigtige parti CD skulle belønnes.

Parlamentarismens urimelighed ses tillige deri, at Det Radikale Venstre under sidste regering havde næsten lige så mange ministre som folketingsmedlemmer. Ingen – eller til nød få – af disse ministre beklædte deres stillinger p.g.a. faglig kompetence. Den centrale placering i regeringen skyldtes snarere partiets – for en parlamentarisk synsvinkel – centrale placering. Et lille rabiat parti, der i folketinget formår at være ”tungen på vægtskålen”, kan altså tiltuske sig enorm regeringsindflydelse, selvom det af folket netop ikke er betroet så stor en indflydelse.

For mig at se, burde man tage grundloven alvorligt: Den taler om folketing, regering og konge. Ikke om partier. Partierne skal ikke forbydes men fratages deres magt over regering og også gerne deres magt over folketing. I og for sig er grundloven fin, som den er; jeg anser snarere den siden 1901 fremvoksede parlamentariske praksis for at være skadelig. Man kunne for at komme dette til livs betænke, om ikke Dansk Samlings tidligere overvejelser om adskillelse af følgende syv magtfaktorer var brugbar: Den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt, organisationsmagten, den økonomiske og den informerende magt samt partimagten (Dansk Samling i et halvt århundrede. 1986). Man burde med andre ord gøre det ulovligt for ledere af et politisk parti at få del i den udøvende magt. Kunne dette blot udvikles til en praksis, ville man allerede være nået langt. Endvidere burde man vel håbe, at kongemagten atter ville påtage sig sin metapolitiske rolle og i virkeligt ansvar uden om partierne udpege den mest egnede regering. Som sikkerhed for at regeringen ikke går folkets flertal imod, har folketinget sin i 1953 erhvervede rettighed til at afsætte regeringen; er regeringen sagligt dygtig og i øvrigt bredt sammensat, ville dette ikke ske som led i et partitaktisk spil. En dygtig regering burde sagtens kunne sidde under skiftende folketingsflertal.

Det har egentlig undret mig, at ingen har taget det antiparlamentariske standpunkt op til seriøs overvejelse. Måske er det fordi, det anses for et ligegyldigt emne. Det mener jeg dog ikke, det er, og nu er tankerne i det mindste samlet op igen, og jeg håber, at også andre vil vende dem et par gange, inden de måske atter smider dem bort.

(Adam Wagner, Nyt nr. 2 2002)

Om folkestyre

Arne Sørensen skrev i 1944: "Ytringsfrihed består i, at man har adgang til offentlig diskussion om en sag, der endnu ikke er fuldt afklaret". Denne sætning har stor betydning i dag, hvor politikerne først vil en offentlig diskussion, når en sag en afklaret. Så er der nemlig ikke mere at diskutere om.

(Karl Otto Meyer Nyt nr.3 1998)

Åndsfrihed er det sande demokratis kendetegn, men åndsfrihed betyder frihed for alle til at virke for det, de anser for ret, og afvisning af en pluralisme, der anser alle synspunkter for lige gode. Folkets ledere må have åndelig styrke nok til at føre en kulturpolitik, der giver mulighed for, at det danske folk kan samles om sande folkelige og nationale værdier.

(Verner Svansø, Nyt nr. 4 1998)

For demokrati er ikke en forudsætningsløs størrelse. Det kræver ikke blot et område, som skal regeres; først og fremmest forudsætter det mennesker, der kan tale sammen - som taler det samme sprog. For skal man tale sammen om det, der er vigtigt og væsentligt, og det er det styre, vi regeres efter vel, så kræver det, at vi dybtliggende forstår hverandre. Vi kan vel tillære os teknisk at mestre et fremmed sprog, men når sprogets fine nuancer bliver afgørende, fordi det er alvor, hvad der tales om, så forslår dette tekniske sprog ikke længere. Men dertil kommer yderligere, at demokrati kræver tillid mellem mennesker, en tillid, der kun kan springe ud af en fælles historie - af de fælles sejre og de fælles nederlag - og en fælles tro. Man kan derfor med god ret sige, at demokratiet har det nationale som sin forudsætning.

(Jesper Kejlsø, Nyt nr. 1 1999)

Man kan definere demokrati, som vi direkte oversætter det til på dansk: folkestyre.

Man kan også nedskrive det til et sæt spilleregler, der formelt skal overholdes, hvis man fortsat vil spille med i det fine selskab. Da bliver demokratiet en pæn facade, mens indholdet mer eller mindre eller helt er tabt. De tidligere "folkedemokratier" østpå var så vildt et eksempel på facadedemokrati, at vi i Vesten kun sagde "folkedemokrati" med et skævt grin. Alligevel gjorde allehånde bestemmelser og propaganda det muligt at fremvise stemmetal til valgene, hvor over 90 % sagde god for regimets folk og politik.

Facadedemokrati holder sit indtog, når det ikke længere er demokratiet, man vil. Når man har fået så "god" en idé med samfundet, socialistisk eller liberalistisk eller alt muligt andet ideologisk, at man for alt i verden vil have den idé realiseret til folkenes sande lykke, til fred og fordragelighed eller magt eller hvad godt ideen nu går ud på. Ideen bliver ideologi, og alt andet underordnes den, også folkestyret. Demokratiet bliver bøjet og manipuleret for at holde facaden i orden og det ideologiske mål fast. [...] En folkevilje er tiest både kringlet og omskiftelig og sommetider ulogisk for en ideel langsigtet magtpolitisk betragtning. Demokrati er et aldrig fastlagt bøvl, hvor virkelighed, samtale, fornemmelser, følelser og ikke mindst loven og retten uafbrudt kræver revision. Ideologien er langt mere slagkraftig på kort sigt. Ikke desto mindre er folkenes vilje og dermed foranderligheden demokratiets første og egentlige vilkår. Det er så til gengæld også det, der holder og bærer på lang sigt. Forlades den prioritering, er man på en farlig vej, hvor målet helliger alle midler. [...] Udviklingen trækker os baglæns mod en effektiv og "oplyst" ideologisk bestemt enevælde. Samme mønstre, som altid kan ses under totalitære regimer, begynder at vise sig. Politikere - i høj grad fulgt af presse og finansverden - indstiller sig på det uundgåelige: ideologiens overtagelse af samfundsmagten. Vil man alligevel have indflydelse, må man nødvendigvis melde sig under de rigtige ideologiske faner. Den modstand, der er på demokratiets eller nationens vegne, og som de første år findes i alle partier og eksisterende organisationer, smuldrer eller undertrykkes under indtrykket af det uundgåelige. Man tilpasser sig forholdene. Man etablerer sig. Vil man have noget ud af det, er man så at sige nødt til at hænge på.

Modstanden og kampen for demokratiet og nationen må så begynde forfra og nedefra en gang til. Det sker i Danmark i de folkelige bevægelser, der opstår som protest mod det, man mere og mere må benævne som systemet. Folke- og Junibevægelse, nye partidannelser eller spaltninger, foreninger, en underskov af folkelige kræfter og blade, der selvfølgelig har trange økonomiske kår, men alligevel en sådan folkevilje i sig, at engagement og offervilje langt overgår de officielle partiforeningers. Partiorganisationerne smuldrer og må bevilge sig selv skattekroner for at kunne eksistere. Partistatstilskuddene må stadigvæk forhøjes og udgør vel i dag så godt som hele basis for det etablerede politiske partisystem. Alt det ligner noget, man har hørt om før.

(Jens Rosendal, Nyt nr. 1 1999)

Hvor vidt og omfattende kan en ideologi løbe med folk, der sædvanligvis kalder sig og kaldes ansvarlige politikere. Og hvor let kan sådan noget mørklægges i årtier. Det bør undersøges nu og så grundigt, som man af tidens politikere kan få lov til det. Som jeg husker en indskrift i koncentrationslejren i Auschwitz: Den, der ikke vil kende historien, kommer til at gentage den. Det, der harmer mig i hele den repetition af nazimens forbrydelser, som politikere nu er i gang med, er en skjult hensigt, som jeg selvfølgelig kun fornemmer. Til gengæld er fornemmelsen uhyggelig stærk. Skal nazismens jøde- og andre forfølgelser bruges til at begrunde en europæisk, helst vedensomspændende ny ideologi, der sådan cirka går ud på følgende: da historien har vist, at demokratierne og folk ikke kan styre sig selv ordentligt, må vi fremkalde folk, som er mere vidende, mere dannede, sikrere i deres bedømmelse af situationen end demokratiet er, og denne grænseoverskridende elite bør kunne suspendere demokratiet, når og hvor den finder det nødvendigt. Er det i virkeligheden nye ideologiske kanoner, der er ved at blive kørt i stilling med hele den ny foretagsomhed på feltet?

For nogle tager menneskeretsideologien sig ud som en splinterny ideologi, der bør afprøves, selv med risiko for at tabe demokratiet endeligt. Navnet er nyt og tiltrækkende, men denne nye ideologi er gammelt som verden selv. Det er den, som Europas folk efterhånden har kæmpet sig væk fra, for i demokratiet eller folkestyret selv at tage både ansvaret og friheden - og selvfølgelig skylden, som følger med. Det er landenes tro forfatninger og grundlove, der skal sættes ud af kraft for at fremme et elitært grænseoverskridende apparat til at tage sig at ubetænksomme og dumme nationer og mennesker.

Demokratiet har svagheder, som menneskene har. Vi kan ikke lave paradis på jorden, men ved at sætte demokratiet ud at kraft tror store dele at eliten nu på, at en nye verdensorden, den nye ideologi, næsten vil kunne det. Den gøres absolut, til det, der ikke kan gås på kompromis med. [...] Men en afskrivelse at et demokrati, som selvfølgelig kan tage grusomt fejl, ikke mindst på grund af sine politikere og sine regeringer, men også på grund at det, vi kalder folkestemninger, vil føre til folkestyrets kapitulation og overgivelse til en elitær, idealistisk og ødelæggende forfængelighed. - En gang til. [...]

Demokratiet er ikke principper, men et forsøg på med varsomhed at lade folk i al vores begrænsethed og dumhed, egoisme og kortsynethed, men med virkeligheden i behold, påtage sig magten og stå til ansvar over for os selv og historien for det, som vi gør. Intet bliver fuldkomment, men det er det længste, vi når og kan nå i civilisationen.

Når vi nu alligevel - med vold og magt og propaganda - vil nå længere, bliver det uden folkene og uden om demokratiet. Endnu en gang er vi på vej mod afgrunden.

(Jens Rosendal, Nyt nr. 1 2000)

Der er noget godt ved demokrati eller folkestyre. Vi kan simpelthen ikke undvære det, nu efter at det er indført i landet og vi har lært det at kende. Efter at samfunds-"udviklingen" går hurtigere og hurtigere og bliver mere og mere kortsigtet er der også noget helt nødvendigt ved folkeafstemninger for at folkestyret kan nå at virke.

Magten og politikerne - og sådan noget er også nødvendigt - lader sig gang på gang gribe af ideer af mere eller mindre ideologisk tilsnit. Jeg påstår ikke, at ideologier kun er noget bras, som Schlüter engang sagde, men ideer har det vilde ved sig, at de meget let letter fra virkelighedens verden, og det kommer der sjældent eller aldrig noget godt ud af på længere sigt.

Et par væsentlige områder mellem tidens mange sager er heldigvis nu ved at blive indhentet af den folkelige besindighed: EU- og flygtningepolitikken.

Begge sager er grundlagt på flotte ideer. EU-historien på noget med fred og et stærkt Europa. Flygtningeordningerne på en humanistisk ide af næsten guddommeligt tilsnit om menneskerettigheder. Det er begge gode og flotte ideer, men hvilke ideer er ikke det. Man forstår nok, at magten hopper på dem med næsten samme automatik som en indianerhøvding i gamle dage gerne ville have nye, sjældne og flotte fjer til sin hovedprydelse. Han syntes næsten ikke, han kunne være andet bekendt, og de ville hjælpe ham i den ydre autoritet, som han mente var helt påkrævet. De, der stod høvdingen nærmest mere end accepterede det. Ja, kunne han ikke selv holde sig a jour med en flot fremtrædelsesform, måtte de forlange det.

På samme måde med de flotte politiske ideer, som tiden frembringer og som magtens folk synes de nødvendigvis må tilslutte sig.

Det repræsentative demokrati, som vi kender det, kan ikke undværes, men det er ikke nok, når virkeligheden skal regnes med. I 30 år har systemets politikere ikke villet se - hvert fald ikke indregne og udtrykke - hvad den fortsatte EU-binding fører til. I 20 år har de samme politikere stort set ikke villet vide, hvad indvandrer- og flygtningepolitik førte til i det danske samfund. Kun folkebevægelser og folkeafstemninger eller hvad der ligner oprør i det repræsentative demokrati, og behandles som sådan, har turdet se virkeligheden i øjnene og forsøgt at svare den.

Når det kan komme så vidt, er det fordi det repræsentative demokrati i høj grad har magt til at rive sig løs fra virkeligheden og hyppe de flotte ideer ovenfra. Partiernes forbindelse med folk i vælgerforeningerne er blevet løsnet indtil det helt uafhængige. Økonomien bag partierne er blevet til skatteudskrivningsanliggende, som samme politikere afgør. Ved de møder, der endnu er tilbage og hvor politikere møder vælgerne er det politikerne og partiet, der kommer med programmet og planerne og det er blevet en hovedsagelig pædagogisk PRopgave at overbevise partiforeningen om, at politikerne fører den rigtige politik. Kan de ikke selv magte den forestilling hyres der professionelle eksperter eller reklamefolk til det. tidligere mødtes nogle praktiske folk med benene på jorden og forelagde de folkevalgte de sager, som de havde snakket om og som var praktisk påtrængende. Det blev der taget politisk bestik efter.

Det er før sagt med stor virkning, at folk altid havde de politikere, som de fortjente. De havde selv valgt dem. Det er måske ikke umiddelbart sandt mere. Der er sket en overordning økonomisk og ekspertmæssig, som har koblet almindelige folk fra i processen. Det er min overbevisning, at virkeligheden på den måde overhales af ideologierne, der tit både er døve og blinde overfor det, der virkelig sker og bestemmer befolkningens vilkår. Kortest sagt er det lykkedes det repræsentative demokrati i høj grad at genindføre en slags oplyst enevælde, som Danmark havde det før 1849. Heldigvis er et sådant tilbageskridt ikke muligt. Det kalder de folkelige bevægelser på banen igen, klar til at starte en forfatningskamp forfra. Det er i høj grad det, der opleves for tiden. En ting undrer mig mere og mere. Hvordan kan det lykkes det repræsentative demokrati at springe virkeligheden over med den presse og de medier, som vi plejer at kalde frie.

Det er noget i retning af en gåde for mig, at journalister siden 1972 i EU-spørgsmål ikke åbent har sagt, hvad vej det engagement gik og gennem spørgsmål og kritik fået politikerne hen i nærheden af virkeligheden igen. I stedet begynder nu den samme presse at bebrejde politikerne, at de ikke har spillet med åbne kort. Var det ikke en fri presses opgave at sørge for det.

Det samme forhold - med enkelte undtagelser - kan iagttages på flygtningeområdet. Da Dansk Folkeparti begyndte at bringe sagen på bane i pagt med virkelighedens erfaringer, blev der først fra det etablerede og fra mediernes side gjort det, der kunne gøres, for at fortie. Senere forsøgtes i en aggressiv tone at lægge de fremsatte synspunkter for had. Nu, da de store partier går i skarp konkurrence med Dansk Folkeparti og begynder at se virkeligheden i øjnene på feltet, er medierne åbne og delvis forstående. Hvad der for et års tid siden var væmme1igt og snavset og usagligt, ja racistisk, begynder at ligne nødvendige løsninger på et overset problem.

Når det repræsentative demokrati nu ikke længere kan dække virkeligheden, men har brug for folkelige bevægelser og folkeafstemninger, har den såkaldt frie presse en stor del af skylden.

Hvorfor? Er det manglende begavelse hos journalisterne? Er det lukkethed i systemerne? Er det reelt manglende frihed, fordi man alligevel på en eller anden måde er økonomisk og karrieremæssigt hægtet på? Er det bare lyst til at spille med der, hvor magten for tiden -sandhed eller løgn - befinder sig? En slags opportunisme, der forklæder virkeligheden efter hvad der lige nu er på mode i de store ideers verden? Måske eksisterer der et interessesammenfald med magten, der har tilsagt også pressen at være blind over for virkeligheden i stedet for seende.

(Jens Rosendal, Nyt nr. 4 2000)