| |
|
Det evigt
ukorrekte Dansk Samling
– og modstand i går og i
dag
Af Niels Dujardin
På arkitraven over indgangen til Apollon Templet i Delfi stod
ordene »Kend dig selv«. Verden er fuld af forgørende
fristelser. Sanserne rækker ud efter de rigt varierede stimulanser;
en uudslukkelig længsel i menneskesjælen sukker efter -,
drømmer om – og visualiserer tidvis en verden, der simrer
af en permanent tryghed, som går hånd i hånd med en
permanent eufori – paradis på Jorden. Som en rastløs
helikopterrotor søger utallige menneskesjæle opad, udad,
væk – væk fra det evigt beskæmmende realiteternes
rum for som narkomanen at svæve mellem morgenpudrede sky-totter
i en evig solopgang.
Det var »Kend dig selv«, der stod, udhugget i sten på
Hellas’ helligste sted, mysterietemplet i Delfi – stod som
et mene tekel til det flugtsyge menneske. Delfi’s manende »Kend
dig selv« har en pendant i 1. Mosebog, hvor Gud – efter
syndefaldet – råber til Adam, som med Eva har skjult sig
i haven: »Adam, hvor er du?« Adam havde lagt mere end et
buskads mellem Sandheden, mellem Gud og sig selv. Hans skærm var
løgnen; et nyt fænomen, der hurtigt tiltog i status. Løgnen
blev legitimeret, højt estimeret og lifligt besunget, blev norm,
blev korrekthedens usete »brand«, blev det vaskede, rensede,
bonede modstykke til fornærmelse og ukorrekthed – båret
i guldstol tidlig og silde, en tronbestigende sjæleforvrider i
et guldrandet troldspejlkabinet, mange jordiske broderskabers illusoriske
klippegrund, en belønner uden lige og en urørlig afgud.
I H.C. Andersens eventyr »Svinedrengen« modtager prinsessen
en rose fra den bejlende prins. Da hun opdager, at rosen ikke er af
papir eller acryl, udbryder hun: »Puha, den er jo rigtig!«
Det hjemmegjorte og teknisk tegnede, det designede og kunstige havde
den umodne, moralforladte prinsesses allerhøjeste bevågenhed.
Det naturlige med dets banalitet, ukontrollerbart og altid lidt fejlbehæftet,
det kunne få et: »Puha, den er jo rigtig«! Prinsessen
endte med at stå og tude ude i regnen. Prinsessen lod sig lede
af den skønne løgn, der er så hul som intetheden,
lede så længe, at hun nåede til, hvad man i England
kalder »point of no return« – det punkt, hvorfra der
ikke kan vendes tilbage. »Ach du lieber Augustin, alles ist væk«.
Beder sjælen om intethed, går den efter intethed, får
den ergo intethed. I dag er en æstetisk ringlende, en snurrig-smukt
emballeret intethed den allerhøjste trend og kaldes politisk
korrekthed.
Med Dansk Samlings stiftelse i 1936 trådte en fremmed fugl ind
i det partipolitiskes rum. I det rum huserede de kulturelt neutrale,
ideologi-baserede visioner, her huserede særinteresserne, kampen
om åleskindet; her huserede politikertypen og den slebne, artistiske
retorik, her huserede det designede, koncepterne og den påtagede
værdighed. Her blev man belønnet for at være dygtig
til at stikke en løgn, glemme en sandhed, fordreje et stykke
virkelighed og manipulere med folket, så vandet drev af det. Her
blev man belønnet for sin deltagelse i et indforstået broderskab,
i løgnens, forstillelsens og fortielsens tværpolitiske
loge. Her trivedes flere kunststykker: For eksempel det at markere en
fasthed uden lige og på samme tid skifte mening, som vinden og
konturerne blæste. Eller kunststykket at ventilere sin fast forankrede
troværdighed og i samme åndedrag »glemme« et
par data eller stikke en løgn. For slet ikke at tale om kunststykket
at proklamere sin danskhed, alt imens man skive for skive udleverede
landet til tyskerne eller fortalte, at modstand, der knækkede
en drivrem på en værnemagers maskine, var et forehavende,
hvorigennem man handlede mod sit fædrelands interesser. Her kunne
man tale om værdig optræden på samme måde som
visse af dagens politikertyper taler om respekt. I begge tilfælde
menes der forræderi, fejhed og underkastelse. Vaskeægte
politikertyper har et ormstukkent forhold til ord og begreber.
I det formaliserede, politiske rum var Dansk Samling en hund i et spil
kegler, en kondor i kolibridans. Det »kend dig selv« –
som dansker og som folk, Dansk Samling pegede på -, det krav om
ægthed, om dansk kultur og det danske folkelige fællesskab
som en hæderlig politiks eneste mulige grundlag og kompas, det
passede ikke til politikertypernes formstøbte papmaché-hjerner
og blakkede hjerter. Dansk Samling afveg fra Christiansborgs tværpolitiske
broderskab. I bogen I Danmarks Frihedsråd understreger socialdemokraten,
Frode Jakobsen, da også Dansk Samlings status som afviger. Han
beretter om, hvordan Modstandsbevægelsens repræsentanter
i befrielses-regeringen bliver kaldt »slyngelstuen«, og
om, hvordan der hersker et kåd-gemytligt forhold mellem slyngelstue-sjakket
og de øvrige regerings- og folketingsmedlemmer – lige med
undtagelse af Dansk Samling-repræsentanterne. »Dem var der
ingen, der kunne lide« står der lige ud. Og disse ingen
dækker også over »slyngelstuens« øvrige
belægning. Nej, Dansk Samling delte ikke ide-magernes, magtjægernes
og uhæderlighedens broderskab, delte ikke Christiansborg-parnassets
edsvorne norm. Arne Sørensens proklamation, »Vi er ankommet«
er mig stadig en gåde. Vi er nemlig først ankommet den
dag, danskerne erkender sig selv som et historisk betinget folk og på
den erkendelse forbinder det formal-politiske med dansk kultur, med
det danske folkelige fællesskab og lader disse være udgangspunkt,
krumtap og mål for enhver politisk foretagsomhed.
Dansk Samling er ikke en partipolitisk størrelse. Dansk Samling
er så at sige et »kend dig selv«-fællesskab,
der kerer sig om erkendelsen af det at være et dansk folk og forholder
sig til den forpligtelse, der udspringer af samme erkendelse. Mænd
som Juncker, som Toldstrup, som Hvidstens Fiil’er, som Kristian
Ulrik Hansen, Jens Lillelund, Thomas Sneum, Bent Fauerskov Hvid, Jørgen
Røjel, Christian Michael Rotbøll, Jørgen Staffeldt
og en ikke lang, men vægtig, række af modstandsfolk, hvoraf
nogle var Dansk Samling-relaterede. Disse folk står den dag i
dag som forpligtende markører for, hvad et fællesskab som
Dansk Samling betyder, når udslettelsens dønninger slår
skumbrus mod de altid dårligt forberedte, danske høfder.
I antastelsens time betyder Dansk Samling historiens og kulturens aktive
forsvar, og i den egenskab er Dansk Samling en eminent agent for det
danske kernefolk.
»Ledet er af lave – og lad det være så«,
kunne have været parole for snese af politikertyper. Siden 20’erne
har det ikke være comme il faut at passe på det danske folks
hjem. Denne hensigt er blevet kaldt bagstræberisk, klasseforrådende,
snæversynet, nationalistisk, andegårdsagtig, latterlig,
krigsliderlig og i de seneste 20-25 år – racistisk, fremmedfjendsk,
højreekstremistisk, svinehundsk, ustueren, metastatisk, afføringssynonym,
folke- og barnemorderisk og endog nazistisk. Udover det at indtage næring,
udskille affaldsstoffer, henholdsvis arbejde og hvile samt formere sig,
så findes der vel intet mere naturligt end at passe på sit
hjem. Når dette fænomen bliver bestemt som noget, der automatisk
inkluderer en lavtgående, politisk ekstremisme, en til dyrestadiet
grænsende moralforladthed samt psykiatriske implikationer, så
må man overveje det naturliges aktuelle vilkår, hvilket
kan drive én selv til at tænke i massepsykiatri og moral-degeneration
– hos den politiske korrekthed vel at mærke. I de stribevis
af tilfælde i dagens debat, hvor det syge, i betydningen det naturstridige,
postuleres som det naturlige, mens det naturlige kaldes naturstridigt,
markeres et troldspejlfænomen - desværre som et omsiggribende,
massesuggestivt aktiv. For i de nævnte tilfælde, er der
jo ikke i virkeligheden tale om natur, men om ’korrekthed’.
Og naturen er ikke korrekt; følelser er følelser, drifter
er drifter.
Under besættelsen agerede Dansk Samlings folk ikke korrekt, og
det kommer Dansk Samling-folk aldrig til. Dansk Samlings basale bevæggrund
kan jo ikke identificeres som en forpligtelse på en velordnet
teori, men er helt centralt at identificere som den følelsesmæssige
binding til, hvad H.C. Andersen kalder » ... mit hjertes hjem
hernede ...«. Ikke utopisternes imponerende visioner og dermed
forbundne værdi-tirader, alle positiv-ordene, der som næringstomme
fedtperler driver ned ad Politikens spalter; ikke den eneste idé,
det (for gud ved hvilken gang) sidste alternativ for den forkrænkelige
menneskehed, ikke den søde drøm om en verden karakteriseret
ved skrottede maskinpistoler og et evigheds-koncept af guitarspil, Bacardi-breezere
og osterejer ad libitum kun afbrudt af en endeløst tryg nattesøvn.
Men den faktiske og jævne, danske hverdag og virkelighed; den
foragtede kakkelbordenes, kobbernipsens, og klokkestrengenes hverdagslighed;
en hverdagslighed, gennemtrængt af dansk indforståethed,
af den danske tilstand, af et fællesskab gjort af den uhåndgribelige,
definitions-umulige danskhed, et forhold, som kun kan være, kun
kan opretholdes, fordi vi sammen befinder os i et afgrænset hjem
- det er Dansk Samlings eksistensmulighed og eksistensberettigelse,
dets inspirator, akkumulator og forpligtelse. Dansk Samling-folk gik
under den tyske besættelse til modstand på denne baggrund.
Kommunisterne gjorde det på en anden, i hvert fald formelt. En
del jævne DKP’ere som »Røde« i Matador,
har såmænd nok følt – og netop følt
– som DS’erne.
Den slags danskere, som af korrekthedens siameser-kobbel Engelbreth-Seidenfaden,
kaldes de ufølsomme, kolde, hårde, egoistiske og snæversynede,
var, retrospektivt set, nemlig i besættelsesårene, de mest
følsomme, varme, bløde og sorgfulde; de var altruistiske,
indstillede på at bringe ofre, de var realistisk perspektiverende,
og de var aktive i dannelsen af kontakter med den frie verden; kvaliteter,
der ligger milevidt fra elementær egoisme, snæversyn og
de-humanitet. På netop denne affektive baggrund, fremtrådte
de som ukorrekte og blev, indtil sejrens palmer var indenfor synlig
rækkevidde, prædikeret som sådan af politikertyperne
og en vankelmodig befolkning. De fik tildelt lidt glimmerdrys i selve
sejrens stund, men aldrig så snart var den sidste champagneflaske
tømt, før de blev vist tilbage til det glemslens og ignorationens
udhus, der ved en slags unatur-lov er og bliver kernefolkets repræsentanter
til del. For politikertyper bryder sig nemlig ikke om repræsentanter
for kernefolket; de bryder sig om særinteresser, tvangstankekollektiver
og magt og lader helst ikke deres cirkler forstyrre af et underliggende,
levende folk, der ikke lader sig klappe i form af selvdøde paroler,
i manipulatorisk styrede forsamlinger, ved beton-formaliserede kongresser;
alle disse røde-i-kammen-fora for parti- eller fagforenings-designede
flokdyr.
Mandag den 31. juli, dette år, besøgte jeg i selskab med
min kammerat, kaptajn i Flyverhjemmeværnet, Jan Fagerlund og historiker,
journalist og forfatter, Lars Hedegaard, en glemt beboer på de
aldrende frihedskæmperes plejehjem, Bernadottegården, i
Himmelev ved Roskilde. Beboeren var ingen ringere end Thomas Sneum.
Sneum var den 9. april, 1940, vagthavende løjtnant på sin
flyvestation. Straks han fik efterretning om den tyske krænkelse
af dansk luftrum, kommanderede han flyene på vingerne. Ordren
blev dog straks tilbagekaldt af den beslutsomme løjtnants foresatte.
Besættelsestiden var stadig ung, da Sneum i et praktisk talt skrottet
privatfly tog den over Nordsøen for at underrette englænderne
om tyskernes opstilling af radarudstyr ved den jyske vestkyst. Krigen
ud forblev Sneum under engelsk kommando, og han blev en af de såkaldte
»faldskærmsfolk«, der blev kastet ned for at understøtte
sabotagen i Danmark. Da krigen var forbi, stillede Sneum hos forsvarskommandoen
for at orientere sig om, hvad der videre skulle ske med hans militære
karriere. Han fik her den besked, at han kunne fortsætte sin løbebane
med den løjtnantsgrad, han havde, inden han gik i allieret tjeneste.
Herefter drejede Sneum om på hælen og forlod landet i en
lang årrække. Hans sidste bemærkning til det danske
forsvar, tilfaldt den, som tilbød ham at fortsætte med
sin løjtnantsgrad; den lød: »Nu har jeg været
i krig i fem år, mens du har siddet på din flade røv
og er blevet general«. Hermed mistede et småligt, dansk
forsvar en uforlignelig kapacitet, og Sneums eksempel sejlede ned ad
glemslens flod.
Skal jeg været helt ærlig, så tror jeg, at forsvarskommandoen
åndede lettet op ved Sneums exit. Sneum havde jo været uartig.
Han var deserteret – til fronten ganske vist, men alligevel! Og
Sneum havde – og har – det tilfælles med Toldstrup,
at han ikke er høflig. Nok dannet, men høflig? –
ikke det, der ligner! Klar og redelig da? Ja, absolut! Og den slags
er jo ikke rare at omgås for fidele loppe-den-af-typer, der kun
har én ting i hovedet – større knopper på
skulderen.
Der er langt fra den ånd, der karakteriserer folk som Thomas Sneum
og til den slebne, evigt tællende og beregnende politikertype.
Der er langt fra barnet i Kejserens Nye Klæder til eventyrets
gnubbende og medløbende tjenere og embedsmænd, der foregiver
at se det skønneste skue i det bare intet. Folk som Sneum, Toldstrup
og det jævne, danske kernefolk, der ikke fatter og ikke regner
elitære snobber, ikke fascineres af en forgyldt og estimeret navlepiller-loge
og sammes ferniserede korrektheds-kodeks, ja, de bliver ikke populære
i korrekthedens og magtintentionernes lumre kabinet med en tilliggende
kødrand af forgjorte og/eller forskræmte medløbere
– processions-publikummet i Kejserens Nye Klæder.
I korrektheds-kabinettet er tungen glatsleben og så sikkerhedsfikseret,
at den er iført både seler, livrem, faldskærm, redningsvest,
nødbremse og cykelhjelm. Man skal sandelig ikke have sagt noget
forkert. Anderledes med Sneum – det 90-årige barn i Kejserens
Nye Klæder. Sneums kommentar til den muslimske population i Danmark
var ganske usorteret og lød: »Dé vantro hunde skal
ud af klappen!« Sneums mund kunne sende Tøger Seidenfaden
på intensivafdelingen. Hvad Thomas Sneum videre sagde i samme
anledning, det egner sig alene til gentagelse på et sjældent
øde sted!
I august 1943 slog kernefolkets ånd igennem i Danmark. De ubrydelige
folkestrejker og den brede støtte til industri- og jernbanesabotagen
satte politikertyperne skakmat. Når det store flertal af et folk
undsiger forsigtighed og fromme illusioner og bliver til kernefolk,
så går gassen af politikertyperne, og de kryber i ly. EU-politikerne
har lignet punkterede badedyr siden forfatnings-traktatens fiasko ved
to folkeafstemninger.
Af legale politiske grupperinger kunne alene Dansk Samling være
sit navn bekendt i augustdagene -43. Det forhold skal vi ikke i beskedenhed
grave ned. Det er vigtigt at være sig det bevidst, nu hvor landet
atter er truet af kulturel undergang; en trussel, der ikke i sit udgangspunkt
er forårsaget af muslimerne, men af en aldeles indfødt
femtekolonne bestående af – ja, netop – politikertyper
og deres emanciperede, kulturradikale kumpaner med lakerede negle, lakerede
meninger og lakerede sjæle, hvortil kommer et utal af vælgere,
der har lært, at tilegnelsen af værdi-fraser er vigtigere
end det at kende sig selv, at det ægte, den historisk betingede
danskhed, de i bund og grund er mennesker i kraft af, er et reaktionært,
racistisk og ondskabsfuldt affaldsprodukt eller en illusion, hvorfor
en serie tomme positiv-ord er bedre. Man erindrer sig prinsessens »Puha,
den er jo rigtig!« Og man spørger sig om, hvordan man bringer
sine landsmænd til erkendelse af deres eget danske væsen?
Hvis danskerne ikke erkender det danske som det givne, som et hjemlighedens
forhold, ikke erkender Danmark som et hjem og forpligter sig herpå,
hvorfra kommer da retningssansen og handlekraften? Denne erkendelse
er saltet; et fænomen, der for alt for mange gange har mistet
sin kraft, fordi snart to generationer har fået at vide, at det
er affald. Som Thomas Sneum sagde: »Fædrelandskærlighed
er jo ikke sådan en, man lige opfinder.«
Der er forskel på situationsbilledet i 1943 og 2006, men objektet
for den aktuelle trussel og målet for den aktuelle kamp er identisk
med –43. Potentialet for en forståelse mellem modstandskampen
og befolkningsflertallet var dengang tilstede, det så man i –43
- og den kommunistisk orienterede venstrefløj var aktiv i Modstandsbevægelsen.
Situationsbilledet i dag er det, at intervenatorerne har statsborgerskaber
og opholdstilladelser, at dagligdagen markerer et fredstids-billede,
og at venstrefløjen nu tjener på interventionen. Vi har
dog i dag en politisk gruppering af en anden størrelsesorden
end de 3-4 mandater, det lykkedes Dansk Samling at sætte ind i
Folketinget. Dagens modstandsbevægelse har således en diger,
politisk repræsentation, men næsten håbløse
vilkår overfor den de facto-situation, at landet går sin
tvangsforvandling i møde på trods af ønske og vilje
hos det store flertal i det regulære danske folk. Hvor Dansk Samling-folk
i besættelsestiden kunne tage fat på en illegal presse,
efterretningsvirksomhed, industri- og jernbanesabotage, fordi fjenden
var at definere som fjende, da står vi i dag i den surrealistiske
situation at måtte se på, at en besættelse skrider
frem, uden at vi umiddelbart kan bekæmpe fænomenet. Vi må
stå og se på, at Gellerup, Vollsmose, Mjølnerparken
og store dele af Nørrebro regulært besættes.
Trykkefrihedsselskabets hjemmeside-fotograf blev overfaldet i forbindelse
med Hizb-ut-Tahrirs demonstration, lørdag den 22. juli. Beskeden
fra en Hizb-ut-sikkerhedsvagt var, at der var indført »nye
regler for fotografering på Nørrebro« En fjende af
dansk kultur indfører nye regler for danskeres adfærd i
det offentlige rum i en del af landets hovedstad. Er det fredstid? Samme
fjende kan vifte de tilretteviste danskere om næsen med et statsborgerskabs-dokument,
tildelt af en samling folkevalgte landsforrædere. Det er dagens
situations-billede. Internettidsskriftet Sapphos reportere blev groft
intimideret ved blandt andre Islamisk Trossamfunds nylige anti-israel-demonstration.
Ved en henvendelse til politiet fik Sapphos redaktør, Lars Hedegaard,
den besked, at styrken alene var tilstede for at beskytte demonstranterne!
Hvad de muslimske demonstranter lod tilfalde kernedanske reportere in
charge, kom ikke politiet ved. Man erindrer sig det danske politis optræden
i besættelsesårene; dets optræden overfor danskerne.
Hedegaard udtrykker faktisk utvetydigt, at politiet – nøjagtig
som under besættelsen – optræder fraterniserende,
mens det negligerer korpsets egne landsmænd.
Da Stop Islamiseringen Af Danmark for et par måneder siden ville
gennemføre en demonstration i Gellerupparken, Århus Vest,
beskyttede politiet også demonstrationen, nemlig ved at stille
med en så påfaldende fåtallig og i øvrigt ukampklædt
styrke, at myndigheden »desværre« måtte aflyse
demonstrationen, da myndigheden »beklageligvis« ikke kunne
garantere for deltagernes sikkerhed. Der er ingen som helst tvivl om,
at politiet i Århus har vidst en del om, hvad der var lagt op
til fra Gellerup-intervenatorernes side, og dermed er der ej heller
nogen som helst tvivl om, at politiet bevidst afsendte en underbemandet
og utilstrækkelig udrustet styrke direkte med det formål
at have en undskyldning for at forhindre demonstrationens gennemførelse
og dermed også forhindre håndhævelsen af landets Grundlov.
Som i går er modstandsbevægelsen i dag oppe imod både
intervenatorerne og det autoriserede magtapparat. Det sidste –
på trods af en aktuel regering, der nyder støtte fra en
diger modstands-gruppering.
Modstandsbevægelsen i dag er i modsætning til besættelsesårene
oppe imod de samlede, elektroniske medier med DR1 i téten. Er
oppe imod den trykte presse med Jyllands-Posten og i nogen grad B.T.
som undtagelserne. Er oppe imod langt, langt de fleste af kulturlivets
- og underholdningsbranchens kendisser: skuespillere, sangere, forfattere,
filminstruktører og producenter. Er oppe imod samtlige fagforeninger
også de såkaldt kristelige. Er oppe imod det kirkelige landskab
– biskopperne og et utal af feje og troløse pibekraver
landet over med Islamkritisk Netværk som den lysende undtagelse.
Er oppe imod et utal af læger, socialrådgivere og socialpædagoger.
Er oppe imod den presse-supportede »hjælpe-industri«:
Folkekirkens Nødhjælp (der yder logistisk støtte
til HAMAS), Røde Kors, Red Barnet, UNICEF’s ringmappe-agenter,
Mellemfolkeligt Samvirke, Human Rights Watch og flere. Er oppe imod
universiteter og forsknings-institutter: - Institut for Menneskerettigheder,
Institut for Mellemøststudier - Carsten Niebuhr-instituttet,
Dansk Institut for Kultur og Udvikling (der understøtter det
såkaldte Eurabia-projektet) osv. Er oppe imod EU inklusiv (det
anti-semitiske) Europæisk Center for Overvågning af Fremmedhad
og Racisme – et etablissement, som SørenKrarup i et interview
har kaldt: »Centret for Overvågning af Forkerte Meninger«.
Er oppe imod det syredampende korrekte Europarådet. Er tidvis
oppe imod NATO. Er evindeligt oppe imod et araber-leflende, Israel-fjendtligt
FN.
Hvor Dansk Samling under besættelsen kæmpede med England,
USA, Canada og Rusland på sin side og kun havde tyskere og dårlige
danskere imod sig, så er dagens Dansk Samling-involverede modstandsbevægelse
en fnug-david overfor en bjerg-goliat, sidstnævnte iført
en snu rustning af stor-smilende, ideologisk næstekærlighed.
Dansk Samlings støtte i den aktuelle kamp kommer mest fra de
af eliten nedvurderede – som man foragteligt siger det, dem med
kakkelborde, kukure, kobbernips og klokkestrenge; det anonyme og glamourforladte,
danske mandags-menneske; typen, som kan sige »sgu« og »for
helvede« på den rigtige måde, på det rigtige
tidspunkt og på det helt forkerte sted; typen, der kalder en skovl
for en skovl og en politikertype for en spade. Dansk Samling er i godt
selskab i modstandskampen.
Men der er skræmmende langt til –43’es august-dage,
for dagens situationsbillede ligner jo fredstid. Har vi passeret »point
of no return«? Eller har vi i hvert fald foretaget denne fatale
passage, når august-klokkerne omsider ringer for alle danskere?
At attrå den danske erkendelse, at nå til et »kend
dig selv« som dansk menneske og som dansk folk, nå til at
værdsætte den ægte rose, dertil skal det nok komme.
Men skal det være som i prinsessens tilfælde? Hun nåede
jo også så langt, men som bekendt under overskriften »Ach,
du lieber Augustin, alles ist væk.«
Tiden er kort, Dansk Samling; tiden er kort, danske folk. Vi kan vælge
at sige: »Efter os – syndfloden«. Vi kan også
vælge at tage kampen op mere synligt, mere jordnært, mere
intenst, aktivt og provokerende, end vi hidtil har gjort. Som i augustdagene,
–43, udgør dagen i dag ikke dialogens, respektens, integrationens
eller forståelsens tid. Tiden er til konfrontation, til opgør
og til afvikling. Det er Danmarks, det danskes og det danske folks tid.
Der lyder et manende ekko af August-oprørets klokker over Danmark
– nu! Den, som har øren at høre med, han høre!
[Ovenstående er Niels Dujardins tale fra
Dansk Samlings møde i Hvidsten den 27. august 2006. I næste
nummer bringer vi Jesper Langballes tale fra samme møde.]
Til toppen
Inden jeg træder ind
i Danmarks
Radios bestyrelse
Af Ole Hyltoft
Ved skæbnens gunst og Pia Kjærsgaaards venlige hånd
er jeg blevet medlem af Danmarks Radios bestyrelse. En radikal folketingspolitiker
udtalte, at han var gået i chok i den anledning. Man må
ikke håbe, den mand nogensinde bliver forsvarsminister –
med det nervesystem.
Jeg har levet hele mit liv med Danmarks Radio. Fra Gunnar Nu Hansens
landskampe til Leif Panduros tv-spil. Fra Volmer Sørensens Ungarns-indsamling
til Lise Nørgaards Matador. Alle danskere hørte og så
disse programmer. De var selve Danmark.
Sådan er det ikke mere. Ikke kun fordi mediebilledet er blevet
en buffet med talrige retter. Men også fordi folk oplever, at
Danmarks Radio ofte ringeagter og taler hen over hovedet på de
værdier, synspunkter og personer, menigmand føler, er hans
verden. Kammertonen i Danmarks Radio er ikke længere kammersangerens,
men kammesjukkernes. Og kammesjukkerne er de salonradikales lille klike
af folkefremmede redaktører og café latte-bartendere med
heppende politikere fra De Radikale og Enhedslisten bagved..
DRs opgave
Mange seere reagerer på dette kammesjukke-DR ved at ønske
DR opløst, privatiseret og solgt til Baluchistan. Men det er
at kapitulere over for stratenrøverne. Vi har brug for et DR,
et DR, der fortæller os, hvem vi er, lærer københavnerne
om vestjyderne, og lærer sønderjyderne om bornholmerne
( og gerne også om skåningerne, som er tvangsforsvenskede
danskere ).
Danskerne er et folk, en stamme om man vil. Vi har alt hvad der hører
til en selvstændig nation – et særegent sprog, et
særegent gemyt, en særegen folkekarakter. Men vi er ikke
så mange. Derfor må vi kende hinanden ekstra godt og have
ekstra mange fælles oplevelser, der binder os sammen. Dem kan
DR, og for så vidt også TV 2, give os. BBC gør det
ikke. MTV gør det ikke.
Vi er stolte af den frihed, vores grundlov giver os. Vi mødes,
taler og synger for den hvert år den 5. juni. Et af disse møder
bør DR transmittere i sin helhed. Det gjorde DR tidligere. Dette
fik kammesjukkerne afskaffet. Også en Sankt Hans fest bør
DR transmittere i sin helhed i tv
Det danske sprog og den danske sang
Frem for noget andet er det sproget der knytter os danske sammen. Der
er kun ét sprog, man magter så godt, at man kan udtrykke
alle sine følelser og tanker på det. Vi har et smidigt,
et fantasirigt og underfundigt sprog. Men når den i øvrigt
opmuntrende og livsglade meteorolog meddeler, at »fram til først
på dæen er det lyst over lændet. Men så vil
en frårnt komme ind over Dænmark hele nætten«,
så lyder det som om han og andre medarbejdere har brug for et
kursus i dansk fonetik.
Og ud af P3 hviner et samlebånd af engelsksproget pigtråd.
Jeg sad i sin tid i det DR-udvalg der gav grønt lys for DRs musikprogram.
Vi forestillede os et alsidigt musikprogram. PH kaldte Åkjærs
og Carl Nielsens »Jens Vejmand« for en schlager. Den slags
schlagere mente vi også, der skulle være plads til i P3.
Men det blev pladeselskabernes kommercielle og overvejende udenlandske
linie, der blev ledetråden i P3. P3 er ikke gået den vej,
den blev født til.
De danske populærmusikere – med Kim Larsen i spidsen - må
have førsteret til DRs musikradio. Den danske sangs sokkel er
højskolesangen. Fin lyrik, fine melodier. »Den sømand
han må lide«, »Jeg bærer med smil min byrde«,
»Om lidt bliver her stille«. Fest, vemod, højtid.
At sangene er populære viser den fantastiske efterspørgsel,
der har været på den nye udgave af Højskolesangbogen.
Ethundrede tusinde eksemplarer solgt på et par måneder.
At kunne synge bare hundrede af bogens 572 sange er at have en rigdom
inde i sig. Så har man et smukt udtryk at kunne bryde ud i til
enhver sindsstemning, fra sorg til glæde. Vores skole har forputtet
dette sangenes skatkammer. Nu må DR genfinde det, spille disse
små og større genialiteter dagligt på P3 og på
de andre kanaler.
Vi skal leve i vores egen tid. Men hvorfor ikke forlænge vores
korte livstid ved ind imellem at indleve os i andre tidsaldre. Revyvisen
er en uforlignelig indgang til den tid, den er skabt i. »Tre raske
prinser« – og vi er i 1920’rne. »Man bliver
så glad når solen skinner« – 30’erne dukker
op for vores indre blik. Livas »Man binder os på mund og
hånd« eller Neumænnenes »Den lille lysegrønne
sang« – og vi befinder os øjeblikkelig i besættelsens
dobbelte stemning af pullimut-nattefest og modstandskamp.
Så, DRs musikdrenge og –piger! Brug striben af revyviser
fra Erik Bøgh til vore dage. Ikke i et enkeltprogram hvert halve
år. Men lad os høre viserne, dagligt, tilfældigt,
i musikprogrammerne. De knytter os til vore rødder på en
festlig måde med Osvald Helmuths, Poul Reichardts, Birgitte Reimers
stemmer.
Det bevaringsværdige skal bevares
Da jeg var barn havde min far en rund stav stående inde i garderobeskabet.
Det var ikke en, han slog mig med. Han gjorde morgengymnastik med den
til Kaptajn Jespersens manende ord om, at en slap krop var udtryk for
en slap karakter. »Fat staven og rank ryggen!« Et dagligt
oratorisk styrtebad.
Man lo lidt ad kaptajnen, men man tog ham også til efterretning.
Sikkert ikke blandt kulturradikalernes kammesjukker. Men vi andre gjorde.
Så blev han afskediget. Fordi han blev 70 år. Hans afløser
blev min egen gymnastiklærer fra skolen, et kedeligt, anonymt
drys. Og stavene blev inde i skabene i de hundredtusinde hjem. Et originalt
stykke Danmark gik til grunde, før det behøvede.
Når noget i DR fungerer godt til seernes og lytternes glæde,
skal det holdes i live og ikke ødelægges af djøf-reglementer.
Var der ikke noget med, at den folkekære Jørn Hjorting
også blev mobbet ud på grund af alder?
Holdnings- og litteraturformidling
Jeg kender ikke DRs ca. 25 programchefer. Det er der heller ikke ret
mange andre der gør. Det er forkert. DRs topfolk, der i så
høj grad bestemmer over vores meninger og smag, bør ikke
være anonyme. De bør i videst muligt omfang være
personligheder, der selv har vist, at de mestrer tv- eller radiokunsten.
Jørgen Schleimann, radioavisens intelligente trold, der uventet
kunne springe op af sin æske, var prototypen på sådan
en. Der må godt være meninger hos DR’s medarbejdere.
De skal bare ikke have den samme mening alle sammen.
Tidligere havde DR en god forfatter som Erik Ålbæk Jensen
til at være chef for tv-dramatikken. I dag er det som om DR helt
har glemt, at der udgives romaner, digte og noveller herhjemme. Jo,
på radioens P2 dukker der en forfatter og en novelle op i ny og
næ. Men især i tv er bogen - vor kulturs bærende element
- forsvundet ud i den blå luft. Måske er det ikke så
nemt at formidle ordkunst i et billedmedie. Men med den rette ildsjæl
i midten er det dog gjort med bravur, f.eks. i Frankrig. Og sådan
set også herhjemme. Jesper Beinov lavede i flere år et fortræffeligt
bogprogram, Bogladen, i DK4.
Et godt råd
Og nu skal jeg så ind og kvæles i rapporter om den bortfløjne
milliard til DRs koncertsal. Man skal ikke som nybegynder gøre
sig alt for klog. Men må jeg ikke hviske til DR-ledelsen, hvordan
DR let kan spare 100 millioner om året på driften. Uden
det går ud over kvaliteten i programmerne. Anbring et spændende
menneske på en stol, lad ham mærke, at han er i godt selskab
og sæt så kameraet i gang. Sværere er det såmænd
ikke. Det kan være en sømand der har sejlet på Java.
En forhenværende DKPer, der tør tale højt om røverreden,
han har været i. En bramfri forretningsmand. En åbenhjertig
forhenværende politiker. En kunstner, der har nået noget.
Skal sådan et program lykkes, må »offeret« føle,
at journalisten sætter pris på ham og kender hans værk.
Abu Graib-forhørsjournalistikken duer ikke til sådan noget.
Det kan godt være, det ikke er den slags journalistik der står
øverst på dagsordnen på Journalisthøjskolen.
Men det er programmer. der gør os klogere, seerne nyder dem,
og de er billige. Hvis der ikke skulle være nogle af DRs tusinde
journalister der er kapable til at lave den slags udsendelser, kan DR
låne Frantz Howitz fra DK4.
DR skal samle ikke sprede
Jeg ønsker mig et DR der samler nationen. Ikke ved at være
mere markskrigerisk end nabostationen. Og ikke ved at vise følelsesporno
fra Sandholmlejren. Men ved at tale hjertesproget, vi bruger når
vi er mest lattermilde, mest grebne, mest åndfulde. Et DR, der
lever op til St. St. Blichers vers:
»Så skulle dog alle I danske mænd
af hjertet elske hinanden!
I faren og døden sig give hen
Den ene med lyst for den anden.«
Denne Blicher skulle Danmarks Radio for resten læse meget mere
højt af!
[Ovenstående har været bragt som kronik
i Jyllands-Posten. Forfatteren har venligst tilladt Nyt fra Dansk Samling
at bringe kronikken, som skal ses som endnu et vægtigt bidrag
til inspiration for Dansk Samlings holdningskatalog.]
til toppen
|
|
|
|
