| |
|
Ryvangen den
4.maj 2006
Af Niels Carl Lilleør
Som bekendt blev der ikke kæmpet nævneværdigt den
9.april 1940 af de danske soldater. Skydningen blev indstillet, og Danmark
kapitulerede. Holland, Belgien og Norge slog igen. Men vi kapitulerede.
Det kom til at betyde betød mange skæbnetunge ting i hus
og hjem, som danske familier har talt om siden. Den næste generation
spørger. Børn , børnebørn og oldebørn
søger svar. Når en nation ikke står samlet imod fjenden
med sine soldater, må hver mand, hver familie, tage sagen i egen
hånd. »Vi blev sparet for meget ved at kapitulere«,
siger man. Det er et spørgsmål. For en ungdom kræver
svar.
Hvad lavede I?
De sidste 20 år af min præstetid på Østfyn
, fra 1980 , havde jeg en gammel modstandsmand fra Nyborg, bylederen
Mogens Nielsen, ude hos konfirmanderne. Også lærerne tog
spørgsmålene op i skolerne.Svarene var forskellige. Den
radikale pacifist havde andre svar end modstandsmanden og værnemageren.
I hvert eneste hus og hjem er der i dag en erindring, måske en
tavs erindring.
Konsekvensen af, at der ikke blev kæmpet af nationens soldater
blev den, at hver især har måttet slås med og danne
sig sit eget skøn, sit billede. I 1960, 15 år efter krigen,
traf jeg en pige på min egen alder. Hele vort kollegium var oplyst
af levende lys. Det var den 4.maj.Men for hende var det et ondt minde
om en Far,der blev kørt bort på en lastbil og spyttet på
af folk. Hun var som jeg 10 år i 1945.Det var hendes tunge for
fortælling om regeringens fordring om ro og samarbejde.
I mit barndomshjem, Grimstrup Præstegård nær Esbjerg,
havde vi to billeder stående på kaminen efter maj 1945.Et
af Jens Thue Jensen fra Bramminge, vejmandens søn. Og et af Mogens
Friis fra Varde, søn af byens redaktør. Gymnasiaster,
da krigen brød ud .De blev begge medlemmer af modstandsbevægelsen.
Bramminge var et jernbane-knudepunkt, og i Esbjerg var der havnen og
de vældige lyskasteranlæg til nedskydning af de engelske
og amerikanske krigsflyvere. Der var nok at tage fat på for sabotørerne.
Kort fortalt blev Thue hen over nytåret i 1945 stukket af en
berygtet stikker på egnen ved navn Jenny Holm. Han var udset til
at likvidere hende .Han skød hende i Kolding, hun faldt om, men
simulerede død, kuglen havde ikke gjort større fortræd.
Siden genkendte hun ham, og hun angav ham. Han blev taget af Gestapo
og tortureret på Staldgården i Kolding, hvor de ikke fik
noget ud af ham. Våbendepoterne i Grimstrup krat blev ikke røbet,
ej heller russerhulen i det samme krat, hvor to russiske krigsfanger,
der var flygtet fra tyskerne, skjulte sig den sidste krigsvinter. Han
blev overført til Vestre Fængsel, hvor dødsdommen
faldt 10.marts 1945. Han blev sammen med syv andre skudt her i Ryvangen
og kastet i en massegrav. Efter krigen blev han identificeret af sin
søster, der havde strikket en trøje til ham, som hun kunne
genkende. Han blev jordfæstet i Bramminge, ved en stor højtidelighed
den 27. oktober 1946.Thues historie blev også vores historie.
Han havde en tid haft ophold i præstegården sammen med sin
ven Mogens Friis.
Mogens Friis fik som opgave den tredje maj at likvidere en stikker
i København. Han gjorde det, men blev selv dræbt ved den
aktion. Min Far måtte den 4.maj cykle til Varde, mens befrielsen
blev fejret eftertrykkeligt, for at meddele Mogens Friis forældre,
hvad der var sket.
De to på kaminen blev så at sige vores indgang til fortællingen
om krigens år. Og dens sår. Min Mor lavede et broderi, »til
mine to store drenge«, med ordene: »Guds fred med vore døde
/ i Danmarks Rosengaard, / Guds fred med dem som bløde / af dybe
hjertesår.«
Jeg vil slutte med ( i uddrag ) at oplæse Thues brev til forældrene
og hans søskende, skrevet den 10. februar 1945.
Kære Far, kære Mor og kære søstre.
Når I får dette brev, er jeg ikke mere. Sørg ikke
over mig, jeg dør med god samvittighed. Mit liv blev kort. Jeg
ved, at I begge, Far og Mor, har vist mig den rette vej her i livet.
Jeg har bedt og beder til Gud, og tror han hører mig .Sørg
ikke over mig, jeg har kun gjort, som min samvittighed bød mig.
Jeg tror, jeg kan gå døden roligt i møde, jeg ved
Gud er med mig. Jeg vil gerne Far, om du for de sidste penge, jeg har
fra min forsikring, ville oprette et legat på gymnasiet i Ribe,
det er nok den bedste måde, de kan bruges på. Jeg er ked
af jeg ikke får Jer, mine otte søstre, at se mere og at
jeg ikke kan få sagt farvel til jer.
Kærlig hilsen fra Thue.
Mogens Friis - nåede sit korte liv til trods - at få optaget
nogle digte i »Hvedekorn« og i bogen »Der brænder
en ild«, der udkom under krigen. Og Thues søster Dorte
satte sig for at skrive en bog om sin lillebror. Den udkom i 1992, udgivet
af Esbjerg Byhistoriske arkiv med titlen: »Thue og hans tid«.
Tale holdt i Ryvangen 4. maj 2006
til toppen
Diskussion om indfødsret
Nedenstående to indlæg er en del af diskussionen om indfødsret.
Dansk Samling står som bekendt for at skulle udforme et holdningskatalog,
hvor netop indfødsretten er et af de vigtigste punkter, og vi
betragter derfor denne diskussion som yderst relevant. Vi henviser endvidere
til landsformand Adam Wagners artikel, »Indfødsret«,
i »Nyt fra Dansk Samling« nr. 4, 2005
Dansker eller landsmand?
Af Erik Dyring-Olsen
»I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg
rod, derfra min verden går« står der i H.C. Andersens
vidunderlige fædrelandssang. Denne tekst kan let omskrives og
synges i f.eks. Spanien: »I Spanien er jeg født, der har
jeg hjemme« o.s.v. Sangen handler altså om det at høre
til et sted som følge af fødested, slægt og rødder.
Men sangen udtrykker ikke nogen holdning. Det at være dansk –
eller spansk – er ingen særlig kvalitet i sig selv. Hvordan
skal vi – såvel indfødte danskere som tilflyttere
– så forholde os til det? Det kan måske bedst illustreres
ved at betragte tilflyttern, de fremmede blandt os.
Disse mennesker er ikke danske. Det bliver de heller ikke, selv om de
kan blive danske statsborgere. Men de seneste måneders begivenheder
har vist noget meget vigtigt og måske positivt: Mange tilflyttere
har givet tydelige udtryk for, at de græder over at se Dannebrog
blive afbrændt og over, at Danmark bliver trådt på.
Disse mennesker er ikke danskere, men de har vist at de vil være
vore landsmænd.
En landsmand er ikke nødvendigvis
en dansker?
Lad mig komme med et eksempel fra min hverdag:
En virksomhed i Vestjylland beskæftiger bl.a. nogle indvandrere
fra Fjernøsten. De er mørke i huden, har mørke
øjne og sort hår. De taler ikke dansk – de taler
ægte vestjysk! De er med på »tonen« i virksomheden
på alle måder, de er med på at give gas og tage mod
gas, også af deres religion. De andre medarbejdere tager ikke
specielt hensyn til dem til daglig. Men når et familiemedlem til
dem dør og skal begraves så accepterer virksomhedens ledelse
at tage hensyn til deres skikke, som omfatter 1 – 2 ugers ekstra
frihed. De er ikke danske, men de viser i hverdagen, at de er vore landsmænd.
Et andet eksempel har vi set i TV, som bragte et interview med en 20-årig
ung mand fra Libanon. Han aftjener sin værnepligt i Danmark, hvor
han bor. »Hvorfor gør du det?«, spurgte intervieweren
– »du kunne da blive fri for det?«. Han svarede, at
han ville lære at forsvare sit nye fædreland. Han er ikke
dansk, men han gør sin pligt som landsmand.
Er alle danskere landsmænd?
Der findes derimod mange danskfødte, som jeg ikke vil kalde mine
landsmænd. Det mest nærliggende eksempel er de fleste radikale
politikere, som i hele partiets levetid har vrænget af alt, hvad
der er nationalt. Eksemplerne er mange, her et udpluk: De radikale har
altid sagt nej til et dansk forsvar (men gerne ja til et internationalt
virkende militær!). De radikale sagde nej til at sydslesvigerne
fik lejlighed til at udøve deres nationale selvbestemmelsesret
efter 2. verdenskrig. Hvor andre sagde ja til NATO-medlemskab sagde
de »måske«. Og sammen med de fleste andre såkaldte
»ansvarlige« politikere fortalte de befolkningen, at EU
kun var et fællesmarked og ikke en politisk union. De samme politikere
ville ikke eller kunne ikke forstå, at der i et land som Danmark
er grænser for, hvor mange fremmede et folk og et land kan bære,
uden det går ud over det nationale og folkelige fællesskab.
At denne grænse er overskredet med store problemer til følge,
er ene og alene disse politikeres skyld. Disse politikere er danske.
Men de har vist i gerning, at de ikke er vore landsmænd.
Hvornår man er en landsmand
Unge konservative har offentligt givet udtryk for at de betragter værnepligt
som slaveri! De har dermed forladt den konservative nationale grundtanke,
og har vist, at de ikke forstår, hvad det vil sige at være
en landsmand: At man - når nødvendigt - er villig til at
bære tunge byrder, når det drejer sig om at forsvare sit
land og sit folk.
Sidst har den »konservative« politiker Gitte Seeberg vist,
at hendes holdninger ikke indeholder nogen forståelse for det
nationale. I Gitte Seebergs øjne er alle nationale kolonihaveafgrænsede
gammeldags tænkende, nærmest forhistoriske skabninger. Men
hun er formentlig dansk født og med lyst hår, lys hud og
med lyse øjne. Men det gør hende ikke til en landsmand!
Sandheden er, at der findes mange tilflyttere, der fortjener betegnelsen
»landsmand« og dermed et varmt håndtryk fra danskfødte
landsmænd mens der er alt for mange med dansk baggrund, der ikke
fortjener denne hædersbetegnelse.
Husk J.F. Kennedys berømte ord: »Spørg ikke om,
hvad dit land kan gøre for dig. Spørg om, hvad du kan
gøre for dit land!« Sådan tænker og handler
en landsmand. Således viser man forståelse for det, der
trods alle politiske forskelle kan forene os: Det nationale og folkelige
fællesskab.
Så er man en landsmand og ikke kun en dansker.
Til toppen
Folketingets formand: Kynisk eller naiv?
Af Marianne Wagner
Søndag den 26. marts afholdt folketinget en velkomstceremoni,
en såkaldt »statsborgerskabsdag«, for de mennesker,
der i det forløbne år har fået tildelt dansk statsborgerskab.
Ideen er Det Radikale Venstres, og de nye statsborgere stod da også
ifølge Jyllands-Posten 27.3 »i kø for at trykke
den radikale leder Marianne Jelved i hånden og lade sig fotografere
med hende«. De Radikale takkede for opbakningen i en velkomstfolder,
hvor de betegnede de i det danske folk nys optagne medlemmer som lige
så danske som dronningen, statsministeren og Marianne Jelved.
Og folketingets formand, Christian Mejdahl, holdt en tale, hvori han
– udover generelt at formane folk om ikke at anvende ytringsfriheden
til at fornærme eller ydmyge hinanden - sagde: »I indvandrerdebatten
har der været talt meget om 1., 2. og 3. generationsindvandrere.
Det synes jeg, vi skal holde op med. I er nu danskere og dermed danskere.«
Hvor danske er de nye »danskere«?
Tja, så kan man næppe blive mere dansk. Men er de nu så
danske, disse nye danskere (hvis man må kalde dem det)? En af
de nye »danskere«, der var blevet indbudt, men som dog var
udeblevet fra festlighederne, var Ahmed Akkari. Han har som bekendt
haft lidt svært ved at finde ud af, hvor hans loyalitet skal ligge,
når man er dansk. Den skal jo ligge hos Danmark, ellers er man
ikke dansker, i værste fald landssviger. Mon Mejdahl har glemt
denne lille detalje? Mon han har glemt demonstrationen mod Muhammedtegningerne
på nogle tusind muslimer foran Jyllands-Postens afdeling i København,
en demonstration, der klart havde til formål at knægte ytringsfriheden?
Var disse demonstranter mon dansksindede muslimer? Har folketingsformanden
glemt eller helt overset de mange muslimer, som på forsiden af
JP ganske vist sagde fra over for imamerne, men som stadigvæk
syntes, at det var forkert af avisen at bringe tegningerne? Er det gået
hans næse forbi, at det er lykkedes dette mindretal at sætte
dagsordenen for den offentlige debat, så det nærmest er
umuligt at diskutere andre og måske vigtigere emner, end om muslimerne
nu er blevet trådt på deres religiøse tæer?
Mejdahl kan være fuld af gode intentioner, men så er han
i bedste fald naiv. Hvis han derimod har indset, hvorledes det faktisk
forholder sig med hans nye »danskere«, men overser faresignalerne,
så er han kynisk, og det må siges at være en katastrofe
for det danske folk at have en kyniker på så fremtrædende
en plads i denne for landet meget alvorlige situation.
Spørgsmål, der må
stilles
Man kan åbenbart ikke forlange af folketingets formand, at han
skal forstå situationens alvor, men måske man kunne forlange,
at han som politiker kunne tænke blot en lille smule taktisk.
Overser han helt, at Det Radikale Venstre lukrerer på de nyankomnes
stemmer, ja, åbenlyst fisker efter dem, sådan som vi kunne
se det på denne statsborgerskabsdag? Og kommer der nok til landet,
vil Det Radikale Venstre en dag være stort nok til at få
regeringsmagten. Er det Christian Mejdahls ønske? Dette må
man nødvendigvis spørge ham om, men dertil kommer det
vigtigste spørgsmål: Hvor mange Akkari`er skal vi have
ind i landet, før Christian Mejdahl forstår situationens
alvor?
til toppen
Noget om familiepolitik
Af Marianne Wagner
Visse af nedenstående synspunkter tidligere er kommet til udtryk
i min artikel »Kvindesagen på fællesskabets præmisser«
i Nyt fra Dansk Samling nr. 3 fra 2003. Formålet med nærværende
artikel er dels at redegøre for Dansk Samlings grundsyn vedrørende
familien og foreningens tidligere politik på området, dels
at komme med nye forslag til en fornuftig politik.
Dansk Samlings grundsyn på familien
Jeg vil begynde med at redegøre for en del af Dansk Samlings
grundsyn, som det så ud i 1945, da partiet vedtog og udgav en
udtalelse om »De politiske Opgaver i Dag«, som udkom under
titlen »Den ny Politik i den ny Tid -«. I hæftet lyder
det bl.a:
»Vi tror paa., at Mennesket er skabt til
at leve i Familiens gensidigt forpligtende Fællesskab. Vi tror,
at Mand og Kvinde kun gennem Hjemmets Samliv naar til den fulde forstaaelse
af Menneskets Opgaver, og vi tror paa, at Hjemmets Opdragelse er den
bedste Baggrund for det ældre Slægtsleds Videregivelse af
Erfaring og Viden til Børn og Unge og for den nødvendige
stadige Foryngelse og Fornyelse af det ældre Slægtled.
Men man maa ikke tale om Familiens Betydning, om ungdomsopdragelsens
Værdi, hvis man ikke samtidig vil tage Ansvar og bidrage til,
at Samfundets Politik bliver anlagt med Familiens Tarv som et af sine
Grundformaal.«
Her siges det klart, at familien er en grundpille – åndelig
såvel som materiel - i samfundet, at børn bliver velfungerende
ved at vokse op i solide familier, og at politikken i samfundet derfor
må have som formål at skabe de bedste rammer for familien.
Hvordan styrkes familielivet?
Vi ser i dag resultatet af mange års institutionsopdragelse, som
fulgte i kølvandet på den stigende velfærd og ligestillingen:
Det udarter sig i konkrete problemer som fedme og andre spiseforstyrrelser,
dårlig opførsel, svigtende fornemmelse for modersmålet
m.m.; når børn ikke oplever den forpligtende nærhed,
som et roligt familieliv kan give, står de ofte med ansvaret for
sig selv, og det er sjældent godt. M.a.o har det katastrofale
konsekvenser, når børn selv skal bestemme, hvad de skal
spise, når de tilegner sig sproget uden ordentlig kontakt til
voksne, når de ikke kan indgå i et fællesskab, fordi
deres egne behov kommer først. Hvis et samfunds borgere ikke
kan tage vare på sig selv og kun har egen behovsopfyldelse som
mål, kan samfundet ikke fungere. Derfor er det af stor betydning,
at forældre får mulighed for at indrette sig, så de
i højere grad kan passe børnene hjemme. Dansk Samling
har tidligere foreslået, at pengene skulle følge barnet,
så forældre kunne modtage de penge, det ellers ville koste
at have barnet i institution, for at passe barnet hjemme. Som samfundet
nu er indrettet med en høj grad af omfordeling, kan dette være
en god ide, men jeg synes, at det i længden er problematisk. Der
er nemlig ved den megen omfordeling sket en klientgørelse af
borgerne, der senest ved sidste valg resulterede i, at politikerne var
ved at træde hinanden over tæerne for at udstede checks
til alle befolkningsgrupper, og det har vel aldrig været meningen;
grundloven opererer med frie, selvforsørgende borgere jf. kap.VIII
§ 75, stk. 1 »Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes,
at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår,
der betrygger hans tilværelse. Stk. 2 Den, der ikke selv kan ernære
sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen
anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste
sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.«
Hvorledes sikres valgfriheden?
Man har altså regnet med, at en borger skulle kunne forsørge
sig og sine og kun i yderste nødstilfælde forsørges
af det offentlige. Det er et rimeligt princip, hvorfor jeg vil foreslå,
at man nedsætter skatten for at give borgerne større valgfrihed
til at indrette sig, som de vil. For familiens vedkommende kunne dette
betyde en sambeskatning, hvor mandens og kvindens samlede indkomst beskattes,
således at familier med en indtægt stilles bedre. Der bør
være fradrag for den hjemmegående ægtefælle,
samt et fradrag pr. barn.
For at sikre ligestillingen skal arbejdsgiveren være forpligtet
til at indsætte fradragene på den hjemmegående ægtefælles
konto. En lang fleksibel orlov vil være et gode, hvor f.eks. moderen
kan gå hjemme den første tid, hvorefter faderen kan overtage,
så børnene både får det bedste – hhv.
omsorg og handlekraft – fra begge parter. For at den hjemmegående
kan holde sin faglige kunne ved lige, bør fagforeningerne forpligtes
til at udbyde kurser, som kan hjælpe hjemmegående forældre
tilbage på arbejdsmarkedet. Der bør være plads til,
at man kan foretage sig forskellige ting i sit liv, uden at man bliver
hægtet af arbejdsmarkedet. Det bør ses som et gode, at
man har gjort noget godt for sine børn og dermed været
med til at skabe selvhjulpne og handlekraftige borgere.
til toppen
»Nationernes nødvendighed«
og pressen
Af Adam Wagner
I efteråret udgav DS som bekendt Roger Scrutons bog »Nationernes
nødvendighed«. Den første bevægelse, der sporedes
i pressen, var den kronik af Kasper Støvring (i Kristeligt Dagblad
19/11 2005), som også blev trykt i forrige nummer af NYT (nr.
4 2005). Kronikken var en god indføring i Scrutons tanker og
kan vel nærmest ses som en hungervækker. Som sådan
en god begyndelse for DS’ lille udgivelse samtidig med, at man
må sige, at DS dermed allerede havde fremmet det væsentlige
budskab, at det kun er med rødderne plantet i det nationale fællesskab,
at en demokratisk retsstat kan virke.
Jyllands-Posten
Jyllands-Posten var (16/12) den første avis, der bragte en egentlig
omtale. Filosoffen Henrik Gade Jensen var sat på opgaven, og han
hæftede sig ved, at Scruton jo er typisk britisk konservativ »hvor
forsvar for nationen ikke medfører forsvar for velfærdsstaten«;
at det nationale i øvrigt går forud for stillingtagen til,
hvad der tjener landet bedst, og at en liberal dermed kan være
en lige så god dansk, som en forsvarer for velfærdsstaten.
Og heri har Gade Jensen jo ret, vel at mærke hvis man er liberal
på samme måde som fx Scruton, for hvem det frie marked ikke
skal have lov til at virke globalt, hvis det medfører ulempe
for nationerne, hvorfor hans kritik af WTO er fremtrædende i bogen.
Da Gade Jensen ikke kommenterer dette Scrutons vigtige korrektiv til
liberalismen, aner man, at han fører en polemik mod nogen –
hvad der måske ikke er noget at sige til, al den stund den danske
»velfærdsstat« i debatten nærmest er gået
hen og blevet en hellig ko, som oven i købet søges gjort
identisk med danskheden. Gade Jensen fremhæver i øvrigt
også det centrale kapitel, hvori Scruton gør op med Vestens
selvhad, som benævnes oikofobi – altså uvilje mod
hjemmet.
Information
En lidt anden vinkel havde Informations Rune Lykkeberg i sin omtale
af bogen (19/1 2006). Han hæftede sig ved, at bogen »er
den politiske liberalismes evigt tilbagekommende korrektur og udfordring«.
Men mere end gode replikker til globalismen, mener Lykkeberg ikke, bogen
er, idet den angiveligt ikke reflekterer over »globale udfordringer
som ulighed, miljøtrusler eller nye konfliktsymmetrier«.
Selvom anmelderen derudover finder påpegningen af det nationale
som et nødvendigt førpolitisk udgangspunkt alt for »populærterapeutisk«,
aner man nu alligevel, at han selv deler Scrutons understregning af
nationen som et uomgængeligt grundlag for vellykket statsdannelse,
idet han erkender, at den »liberale vision om et aktivt demokrati
baseret på det, som Jürgen Habermas har kaldt 'forfatningspatriotisme'«
i disse år synes »belastet af konkrete udviklingstendenser.«
Weekendavisen
Også i Weekendavisen blev bogen omtalt (3/2). Her var det Anders
Ehlers Dam, der anmeldte, og han fremdrager loyalt flere af Scrutons
pointer og finder i modsætning til Lykkeberg, at værket
er »gennemtænkt«. Dog har anmelderen svært ved
at se det realistiske i visse af Scrutons »udfald« mod »EU,
FN, frihandel, de hellige menneskerettigheder osv.« – disse
»udfald« som ellers er hele bogens ærinde… I
øvrigt finder anmelderen, at Scruton kun strejfer »tidens
alvorligste problem«, nemlig »at den situation er opstået
i Europas nationer, at der findes borgere, hvis loyalitet mod stedet
og nationen er yderst svag, og som til gengæld passioneret tilslutter
sig en universel religion – og som måske endda er parate
til at bekæmpe deres eget land i den universelle religions navn.«
At dette er vor tids måske største problem, kan anmelderen
have ret i, og at Scruton ikke anviser hvordan de love, der skal løse
problemet, skal lyde, er også sandt, men en vej anviser han nu
alligevel, idet han påpeger, at dette »det vigtigste problem,
det moderne Europa står overfor« i høj grad er forbundet
med den transnationale lovgivning, bogen er et opgør med: »
De interne trusler mod nationalitet er vanskeligere at konfrontere.
Men igen er sagen ikke håbløs. Indvandringskontrol er brudt
sammen i høj grad som resultat af transnational lovgivning. Genopret
suverænitet, og disse kontrolforanstaltninger kan blive genindsat.«
At få politikerne til at gøre det, er så efterfølgende
det frie folks opgave i sit frie land. Men først skal den transnationale
lovgivning altså nedbrydes, og at folket endnu ikke har set dette
i øjnene, er nok den virkelige udfordring.
I øvrigt er »Nationernes nødvendighed« blevet
omtalt i tidsskrifterne Dansk Folkeblad, Danskeren, Nødvendigt
Forum og Tidehverv. Salget går støt, og over halvdelen
af oplaget er solgt. Har man endnu ikke købt bogen, eller vil
man blot sikre sig en god gave, kan bogen bestilles ved henvendelse
til landssekretæren (se bagsiden af bladet).
Pressen skrev om »Nationernes nødvendighed«:
»Scrutons skrift er også et vigtigt
indslag i den offentlige debat.«
- Kasper Støvring, kronik i Kristeligt Dagblad 19. november 2005
»En af de kendteste engelske konservative
tænkere i dag er filosoffen Roger Scruton, som nu for første
gang kommer i en lille fin dansk oversættelse. (…) Nationernes
nødvendighed er en fremragende pamflet, kort og klar, så
også dem, der er uenige, får tydelig tale.«
- Jyllands-Posten 16. december 2005
»Roger Scruton er en af Englands fremmeste
konservative debattører og har udgivet over 30 bøger om
filosofi, politik og litteratur. Hans bøger er oversat til flere
sprog, men »Nationernes Nødvendighed« er den første,
der er kommet på dansk.«
- Dansk Folkeblad december 2005
»Scrutons bog er underholdende som gode
replikker til det enerverende repertoire af banaliteter om globalisering,
som man kunne kalde globalisme. (…) Som sådan er bogen eksempel
på en konservatisme, der er den politiske liberalismes evigt tilbagekommende
korrektur og udfordring – forhåbentlig.«
- Information 19. januar 2006
»Scrutons lille bog er et sobert og gennemtænkt
indlæg i debatten om nationalitet«
- Weekendavisen 3. februar 2006
»Derfor er Scrutons bog så væsentlig.(…)
nogen burde indkøbe et eksemplar til samtlige medlemmer af folketinget.«
- Tidehverv februar 2006
»Scruton argumenterer fint for, at forsvar
af territoriet er det altafgørende for en nation, og at kun det
sandt nationale giver grundlag for et ordentligt samfund«
- Danskeren februar 2006
»Den burde være pligtlæsning
for alle, som beskæftiger sig med europæisk og international
politik.«
- Nødvendigt Forum marts 2006
til toppen
|
|
|
|
