Er der behov for en ny grundlov?

Af Annemarie Engel

Charter betyder forfatning. EU-chartret, også kaldt Chartret indeholder 54 artikler. Formålet er at gøre dette overstatslig som en del af en fremtidig EU-forfatning. Det vil efter min opfattelse kræve en folkeafstemning efter grundlovens § 20, da der i denne situation vil være tale om suverænitetsafgivelse.

Spørgsmålet er, om man kan komme uden om § 20 ved, som det skete i år 2000, at vedtage det som en politisk bindende erklæring, og i år 2004 formentlig tillige i traktatform.

Tidligere justitsminister Erling Olsen (S), beskæftiger sig i LOV OG RET nr. 6 årgang 2000 med dette nye charter, der blev vedtaget på regeringskonferencen i Nice den 8.-9. December 2000, og trækker blandt andet følgende frem:

Det første konvent, der blev nedsat for at arbejde med chartret, bestod af 64 personer, der arbejdede i 1 ½ år ud fra et mandat, givet i Køln juni 1999. Mandatet pålagde Konventet at lave udkast til en politisk erklæring, der retter sig imod EU´s institutioner. Videre lød mandatet: Chartret skal alene rumme allerede eksisterende rettigheder, som borgerne har i kraft af traktater, tiltrådt af alle 15 EU-lande, domspraksis ved henholdsvis EF-domstolen i Luxembourg og Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg samt medlemsstaternes forfatningsretlige fællesgods.

DER ses nu ikke dansk ”forfatningsretligt gods” at spore i chartret, hvorimod vi fra dansk side udviste aktivitet og fik indflydelse på at få indsat artikler til styring af tilgang. Strukturen sikrer EU-landene ubegrænset tilgang. Dertil kommer, at chartret rent faktisk kom til at rumme andet og mere end gældende ret. Det endelige udkast til charter lå klart den 28.9.år 2000, - altså samme dag, som vi i Danmark i sin tid stemte om euroen.

Et charter om grundrettigheder i EU bør naturligvis kun gælde for EU-borgere, og ikke tredjelandes statsborgere, som det blev tilfældet i udkastet. Indrømmelse af grundrettigheder for andre end EU-borgere ses reelt at ligge udenfor Køln-mandatet. Forslaget blev imidlertid vedtaget. Ingen ses at have haft indvendinger herimod eller har til dato påtalt denne fadæse, der kan vise sig skæbnesvanger for fremtidig mulighed for styring af tilgang til EU af ikke EU-borgere.

I Erling Olsens indlæg fremhæves tværtimod, at ”Danmark har lagt sig fast på, at chartret alene må indeholde en synliggørelse af allerede eksisterende ret”. Det må dog være muligt at konstatere, at dette ikke blev resultatet. Dette er især betænkeligt, når det bedømmes til ”at have været den sikreste måde at dække sig ind overfor risikoen for, at chartret på et senere tidspunkt måtte blive indskrevet i traktaten.” Som det fastslås af Erling Olsen: ”Skulle dette ske, ville man i så fald undgå folkeafstemnings- eller lignende problemer i Danmark. Simpelthen fordi det kun ville være noget allerede gældende.”

Man må tro, at valg af tilslutning til chartret fra dansk side i form af en politisk erklæring netop er tilrådet for at undgå at få et nej ved en folkeafstemning omkring chartret. Som følge af embedsmændenes juridiske vurdering foreslog partiet Venstre endda op til mødet i Nice for snart to år siden allerede det næste skridt: at chartret simpelthen indskrives i traktaten som juridisk bindende dokument. Et sådant forslag ville som konsekvens indebære, at enhver EU-unionsborger og tredjelandes asylsøgende statsborgere og familiesammenførte til disse skal kunne påberåbe sig chartret over for EU-domstolen. En sag skal anlægges ved de nationale domstole, som på linie med EU-domstolene vil skulle dømme efter chartrets tekst.

Chartret rejser for mig at se flere problemer, hvoraf jeg på dette sted vil rejse et par spørgsmål:

A: Er det muligt at undgå en folkeafstemning omkring grundlovens § 20-suverænitetsafgivelse ved alene at have vedtaget chartret som en såkaldt ”højtidelig politisk erklæring” og/eller ved at indskrive det i traktat?

B: Kræves der grundlovsændring som følge af chartrets indhold, også uanset under hvilken form det vedtages? Dvs. såvel som politisk eller som juridisk bindende. Det sidste vil sige traktat- formen?

Mit svar på spørgsmål A er: Chartret indeholder andet og mere end gældende ret, og man kan derfor ikke komme uden om § 20 ved alene at vedtage det som politisk erklæring og/eller ved at indskrive chartret som juridisk bindende i en traktat.

Jeg mener, at der klart er realiteter forbundet med at vedtage chartret alene som sket at vedtage det som politisk erklæring. Og af flere grunde, hvoraf jeg vil nævne følgende:

I Amsterdam-traktatens (TEU) artikel 6, der blev vedtaget ved folkeafstemningen 1998, hedder det: Unionen bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettigheder samt retsstatsprincipper, der alle er principper, som medlemsstaterne har til fælles.

Hverken denne artikel eller Amsterdam-traktatens (TEF) artikel 13 om forbud mod enhver form for forskelsbehandling, blev sat til genstand for debat under nogen form af flertallet af de politiske partier, men blev blot vedtaget.

Chartret indfører en række nye menneskerettigheder, også kaldet grundrettigheder.

Chartrets indhold blev vedtaget på ordlyd og ganske som det blev indstillet til vedtagelse i år 2000. Dette skete som nævnt som politisk erklæring, og har som konsekvens, at chartret om grundrettigheder vil være en vægtig retskilde og det dokument, der vil udfylde artikel 6 i unionens handlinger. Det vil også være disse udmøntede værdier, som vil blive til genstand for overvågning af overvågningscentret i Wien. Dette har blandt andet til opgave at overvåge politikere og registrere og indberette partier, der sætter indvandringsdebat som valgtema.

EU-parlamentet foreslog en opstramning af Amsterdam-traktatens (TEU) artikel 7 til vedtagelse i Nice, så EU-landene udstyres med konkrete redskaber ved proceduren for at undgå en ny Østrig-sag. Proceduren vil være høring og henstillinger til det pågældende land om blandt andet at iagttage EU-værdierne i artikel 6 og det fremtidige charters artikel 12.2, hvorefter ”politiske partier på unionsplan bidrager til at udtrykke unionsborgernes politiske vilje”. Efterkommes henstillingerne ikke, var det tanken, at medlemslande fremover ville kunne suspenderes fra deres ret til indflydelse, såfremt et flertal af EU-landene måtte finde, at artikel 6 groft er overtrådt blot en gang, ligesom et parti i en sådan situation vil kunne fratages ret til EU-partistøtte.

Dette er nye toner og en klar opstramning af EU´s vedtægter. Det er svært at få det klemt ned til udtryk for ”eksisterende og gældende ret”.

I præamblen dvs. forordet til chartret fremhæves, at de nye fælles værdier, der grunder sig på de franske revolutionsværdier fra 1789, er: FRIHED, LIGHED og BRODERSKAB (solidaritet), modsat vores grundlov, der blev vedtaget 60 år senere i 1849. Der er blevet taget stilling til disse værdier og gjort op med dem. I Danmark har vi kun een grundværdi, og den er: FRIHED under ansvar for den enkelte, og dermed over for samfundet.

Dansk værdisæt er udtrykt i den overordnede grundnorm, der styrer dansk tænkning, og grundværdien udtrykker ganske enkelt dansk kultur og dansk identitet.

Chartret har ikke identisk værdisæt med det danske, grundlovssikrede værdisæt. Chartrets og grundlovens ånd er væsensforskellige. Charter og grundlov har desværre tillige konkurrerende værdisæt. Ligestilling på overordnet plan af de politiske værdier: Lighed og solidaritet, eliminerer reelt: frihed under den enkeltes eget ansvar med respekt af fællesskabet.

Dette har betydelige konsekvenser for dansk struktur og tænkning igennem generationer:

Hvor grundloven er upolitisk, er nye kompetenceområder som social sikring og bistand, uddannelse, arbejdsformidling og sundhed med afsæt i chartrer-grundværdierne: LIGHED og SOLIDARITET, opgraderet til forpligtende grundrettigheder i EU-regi. Chartret indeholder helt nye sociale, politiske og økonomiske rettigheder. Udover at vi på ny må konstatere, at der ikke som hævdet er tale om gældende ret, som blot bliver forfatningsfæstet, udhuler dette nye simpelthen værdien af dansk åndsfrihed, demokrati – ja, selve meningen med, at vi her i landet har en flerhed af partier med forskellig politik.

Magtens tredeling er truet. Vi har i Danmark den lovgivende, den udøvende, og den dømmende magt, som til stadighed er tænkt at skulle holde hinanden i ave og være i balance uden dominans. Domstolene skal dog i et retssamfund have det sidste ord som beskytter af borger imod overgreb fra andre magtudøvere.

Såvel den lovgivende, udøvende og dømmende magt skal respektere - og forudsættes at være loyale - over for det danske grundværdisæt.

Danske domstole er upolitiske. Danske domstolene tolker efter loven, som den er og var, da den blev vedtaget. Dette er i modsætning til international ret ved den europæiske menneskerettighedsdomstol og EU-domstolen, hvor det er pålagt dommerne at udøve såkaldt dynamisk tolkning. Det vil sige at lovtekst bedømt og tolket udfra forholdene, når konflikten forelægges domstolene. Domstolen får herved en konstant aktiv og lovskabende og reelt politisk funktion, det sker ganske udenom folkestyret og ikke står til ændring.

Kun en dynamisk tolkning af vores grundlov kan begrunde et ja til chartret! Men dette er ikke lovligt efter dansk ret.

Grundlovens § 3 holder ikke til chartret. Det er udtryk for konflikterende tankegang, at domstolene tildeles al magt.

Omkring fremtidig domstolspraksis vil der forventelig hurtigt ske en helt ny udvikling, også uanset at den primære domstol omkring tolkning af menneskerettigheder vil være menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, og skønt denne i dag kun er kompetent til at operere med menneskerettigheder, og EU-domstolene skal indordne sin praksis herefter. Forklaringen begrunder sig i den juridisk metode, som jurister er uddannet til at håndtere:

Der må forventes at ske en sammentolkning af bestemmelserne i chartret tillige udfra kontekst og formål med chartret, der er tydeligt og klart: nemlig at tilstræbe ensartethed og lighed for enhver. Domstolene risikerer at gå i selvsving. Effekten vil blive forstærket på grund af det dynamiske fortolknings-princip. Yderligere forstærkning af effekt må ventes som følge af selve chartrets artikel 51-54. Disse fire bestemmelser, der regulerer anvendelsesområde, rækkevidden af de sikrede rettigheder, beskyttelsesniveau og forbud mod misbrug af rettigheder, indeholder i sig selv nye bidrag og anvisninger til fortolkning af retsanvendelsen. Herved fjerner EU-domstolens praksis sig med al sandsynlighed fra domstolens praksis i Strasbourg.

Chartrets struktur virker politisk velgennemtænkt og tilrettelagt, så de tre franske grundværdier til enhver tid lever og udmøntes i regler under denne overordnede tænkning for mennesker i dagligdagen.

Grundrettigheder som menneskerettigheder:

Selve den omstændighed, at der sker en inkorporering af ”menneskerettighederne” i chartret, skærper deres retlige indhold og virkning.

DA vi første gang tilsluttede os Geneve-konventionen i 1951 og de europæiske menneskerettigheder i 1953, befandt vi os i en ganske anden situation med et kristent, homogent samfund. Vi tilsluttede os det som gældende for den daværende befolkning, hvorfor det ikke kom indlysende på kant med grundloven. I dag er befolkningssammensætningen en anden. Følgelig befinder vi os i en ny situation omkring de mange konventioner, der angår menneskeret, som vi på et eller andet tidspunkt bør forholde os til set i helhed virkning.

Med chartret er der reelt tale om at ændre karakteren af de internationale konventioner. Dette får i sig selv betydelig indflydelse på strukturen i den danske grundlov sammenholdt med international ret. Det sker på en ny måde. Og er hermed ikke udtryk for såkaldt allerede eksisterende ret.

Havde chartret været indskrevet som traktat allerede i Nice-traktaten, ville f.eks det nye sæt EU-menneskerettigheder fra 90´erne få forstærket indhold med chartret, i modsætning til det oprindelige sæt fra 1953, og blive gjort umiddelbart anvendelige som national ret, således at de kan påberåbes af den enkelte borger ved søgsmål ved landets egne domstole. Dette følger af tiltrædelseslovens §3 for Danmarks indmeldelse i EF i 1972.

Jeg vil vove den påstand, at danske statsborgere ikke har behov for chartret, fordi de har grundloven. Men flygtninge kan, hvis - og når - chartret bliver vedtaget som traktat i 2004, få en ret overfor EU og den danske stat – som det danske folk er pligtige til at respektere og som fremmede ingensinde før har haft i Danmark - eller i andre europæiske lande. Også dette er nyt.

At omforme nationalstater til indvandrelande med multikulturelle samfund, og at gøre asylret til en menneskeret i et EU-land samt at indføre ubegrænset ret for tilgang fra tredjelande under påberåb af konventioner, herunder for illegale indvandrere og befordre folkevandringer, har hverken været tanken eller det udtalte formål med de internationale konventioner. Denne politik og dette idegrundlag er nyt og ses som et af chartrets politisk overordnede formål.

Der er intet i de gældende konventioner, der forpligter EU-lande til, at asylret til Geneve-flygtninge skal foregå i de enkelte lande, der har tiltrådt konventionerne. Afgørende relevant i denne konvention er selve beskyttelsen og ret til sammenføring med sin nære familie. Denne kan til eksempel ske i nærområder.

Skønt internationale forpligtelser først og fremmest skal vedtages for det enkelte lands borgeres skyld som værn imod statsmagt, forekommer det i dag at være blevet direkte omvendt: de internationale forpligtelser er til for at sikre magthaverne imod deres befolkninger. I flere af chartrets bestemmelser ses f.eks, at rettighederne indrømmes til enhver, dvs. også udlændinge med ret til et midlertidigt eller varigt ophold i EU-landene.

Med chartret binder man EU-landene til at yde beskyttelse indenfor EU med en række retskrav til følge, udvidet med de selv samme grundrettigheder, som sikres EU-borgere. Også det er nyt.

Selv ved det laveste tilslutnings-niveau til chartret i form af en politisk erklæring, som vi er bundet til i dag, binder man reelt det til enhver tid værende folketing til ikke at ændre på vores gældende danske regler for tilgang af asylsøgende. Det fremgår tydeligst af chartrets artikel 51 – 54. Dette er forbudt ifølge grundloven. Og er udslag af dansk værdisæt: frihed under den enkeltes egen samvittighed og personlige ansvar.

Eksempel på virkning af, at chartret indskrives i traktat: Vi har ifølge folkeretten ret til senere at ændre chartrets artikel 18 om sikring af asylret i vores land og artikel 19 om forbud imod hjemsendelse ved risiko for tortur i hjemlandet, men ikke længere. Ifølge chartrets artikel 54, hvori står: Intet i dette charter må fortolkes, som om det medfører ret til at indlade sig på en aktivitet eller udføre en handling med sigte på at tilintetgøre de rettigheder og friheder, der er anerkendt i dette charter, eller at begrænse disse rettigheder og friheder i videre omfang, end der er hjemmel for i dette charter. Og i artikel 52.1 står: ..Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

Denne ”almene interesse, der er anerkendt af unionen”, fremgår af den positive indstilling til indvandring, som de pågældende regeringschefer havde besluttet sig for, herunder Nyrup, og som var baggrunden for at udvide ret til familiesammenføring ved et forslag til direktiv, som Danmark som følge af det retlige forbehold står udenfor.

Med chartret lægger EU-landene sig fast på formen for fremtidig indvandring til EU-lande til som minimum at bestå af asylsøgende og deres familier. Det er nyt.

Hvor konventioner er aftaler, der efter deres indhold kan opsiges med passende varsel, ses der ingen juridisk mulighed for at opsige chartrets tekst andet end ved en mellemstatslig godkendelse fra de andre EU-lande. Også dette er nyt, ligesom de som noget nyt med vægt kan vælge at gøre brug af Amsterdam-traktatens artikel 6 og 7´s fremtidige indhold, for at efterleve og effektuere EU-regelsættet.

Der opstår et specielt folkeretligt problem ved chartret, som reelt ses at være en helt ny konstruktion inden for folkeretten, hvis rækkevidde er tvivlsom: Udover - som nævnt - at indrømme rettigheder for aftaleparternes, dvs. EU-landenes statsborgere, indrømmer chartret også grundrettigheder til tredjelandes statsborgere. Dette er en form for afgivelse af tredjemandsløfte over for andre nationers borgere. Dette er en udstedelse af retsgarantier til en uvis kreds af mennesker udenfor EU-landenes jurisdiktion. Vil sådanne garantier overhovedet kunne udstedes og/eller senere kunne ophæves mellemstatsligt? Så snart chartret er vedtaget som traktat, vil enhver tilrejsende fra tredjelande have retskrav på at få dette spørgsmål prøvet.

Om ikke andet vil en senere ændring af chartrets indhold og de enkelte artikler skabe signalforvirring over for omverdenen. EU vil med rette kunne beskyldes for at ændre af karakter fra et grænseløst EU udadtil til et Fort Europa, selvom ingen af delene p.t. er tilfældet. Det er ærgerligt, at EU på denne måde gør sig sårbar, hvor ethvert EU-land var i sin gode ret til at sige fra.

Svar ad spørgsmål B: Kræver chartret grundlovsændring?

Tre juridiske spørgsmål ses relevante, hvoraf jeg her af pladshensyn nøjes med at gøre det kort.

Jeg mener klart: Ja.

1. Grundlovens forhold til folkeret, herunder mellemstatslige traktater, konventioner og chartret:

Det følger af den retlige trinfølge, at lovgivningsmagten ikke kan ændre grundloven, og den kan ikke vedtage generelle regler eller konkrete beslutninger, hvis indhold er uforeneligt med grundloven. Se Max Sørensens Statsforfatningsret s.199.

Danske domstole er forpligtet over for grundloven forud for international ret.

Et er, at det politisk er sket. Et andet er, om det overhovedet er juridisk muligt - og dermed lovligt - at vedtage et charter med det foreliggende indhold, først i form af en politisk hensigtserklæring, og senere ved forventet indskrivning i traktat? Og endelig at vedtage chartret senere som en del af fremtidig EU-forfatning, der er ligeværdig med grundloven? Kan vores lands politikere manurere med et sæt konkurrerende grundnormer? Er det den forvaltning, som folket har udbedt sig i grundloven og som dansk folkestyre kan være tjent med? Det er svært at tjene to herre.

Det vil efter min opfattelse højest være muligt at gå uden om grundlovens § 20, såfremt chartret vedtages som politisk erklæring og/eller traktatindskrivning, men det må frarådes som yderst politisk og juridisk betænkeligt, og derfor ikke ske. Og det har som klar forudsætning, at chartret så i øvrigt er i overensstemmelse med grundlovens tekst. Et charter med forfatningsstatus vil under alle omstændigheder kræve, at § 20´ s bestemmelse om suverænitetsafgivelse iagttages.

Uanset på hvilket niveau,- som politisk erklæring, som traktat eller som forfatning - det besluttes, at chartret skal have bindende karakter, kræves der grundlovsændring, såfremt chartrets indhold er i strid med grundlovens tekst.

Årsagen er, at det følger af dansk ret, at enhver lov, forvaltningssakt og politisk disposition skal ligge indenfor grundlovens ordlyd, formål og ånd.

Folkeret har ikke fortrin for grundloven, som står over konventioner, traktater og folkeretten. Disse gælder alene i det omfang, de harmonerer med vores grundlov.

Enhver folkeretlig forpligtelse, som vi påtager os, skal således udstyres med en tekst, der ligger indenfor grundlovens rammer. Der er øvre grænser for, hvilke forpligtelser, folketinget kan beslutte at binde landet til. Således forekommer det evident, at man til eksempel ikke kan beslutte i traktatform, at den danske monark ikke behøver at tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Dette vil være klart i strid med grundloven. Det relevante spørgsmål er: Hvor går grænsen?

Kriteriet for denne vurdering er, hvorvidt en bestemmelse eller beslutning med sikkerhed kan anses for uforenelig med grundloven. Hvorvidt dette er tilfældet, vil blive belyst ved eksempler i chartrets tekst under pkt.2.

Grundloven står således over konventioner, traktater og folkeretten, som alene gælder i det omfang, de ligger i forlængelse af tankegangen i vores grundlov.

Såfremt det er korrekt, at chartret ikke skaber nye rettigheder for nogen, er dele af de eksisterende konventioner og traktater grundlovsstridige! For det kan konstateres, at mindst 15 bestemmelser i chartret er i konflikt med 9 af grundlovens bestemmelser. Det drejer som om chartrets artikel 2.2., 4, 18, 19, 10, 14, 21, 27-31, 34, 5, 17 smh. med 51-54.

Menneskerettighedskonventionens artikel 2, 3, 4, 9, 14, 17 samt tillægsprotokol artikel 1 om beskyttelse af ejendom og ret til uddannelse i artikel 2, ændrer i sig selv karakter til skærpelse, når de indskrives i charter som nye europæiske værdier udfra den ny ideologi og tilmed undergives dynamisk tolkning. Disse artikler ses til eksempel aktivt at modarbejde vores grundlovs §´erne 4, 68, 76, 70, 67, 71, 44, 75 og 73 i indhold. Og menneskerettighedernes artikel 16 omkring medlemstaternes ret til indskrænkning af udlændinges politiske virke, ses f.eks. ophævet i chartrets artiklerne 54, jfr.53 og 52.1. Dette er udslag af og er et direkte eksempel på konsekvensen af LIGHEDS-ideologien på overordnet plan samt af artikel 21, der gør enhver form for forskelsbehandling forbudt. Denne ideologi modarbejder reelt Vestens bestræbelser på at få effektiv terrorpakke efter 11.9.2001.

Chartret har den fordel, at det ”synliggør”, hvorvidt vi allerede i forhold til grundloven er gået for vidt med hensyn til accept af dele af de internationale konventioner og/eller stjerneklart vil gøre det med chartret. I lyset af erfaringen og retspraksis vil det kunne afdækkes, om der er bestemmelser i disse, der umuligt kan eksistere side om side med grundloven fremover, og give sig udslag i fremtidig retspraksis.

Man må forlade den indstilling, at man ser menneskeret som noget helligt, som der hverken må stilles spørgsmålstegn ved eller drøftes.

Dette forudsætter naturligvis, at man kender sin kulturelle identitet og vedgår den, samt tænker i helhed og i perspektiv. Og tør tage debatten.

2. Grundlovens kompetencefordeling:

Lovgivningsmagten må respektere kompetencefordelingen, også i § 4, hvor vores kirke er folkekirken. Denne har en selvstændig, privilegeret status adskilt fra staten, som er forpligtet til at understøtte den. Dvs. økonomisk såvel som åndeligt på enhver måde, f.eks. ved kristendomsundervisning i folkeskolen. Vi er et samfund, der hviler på den evangelisk-lutherske trosretning og den protestantiske individualisme. Vi har ingen statskirke, men staten har forpligtelser overfor folkekirken, som kan holdes eller misligholdes. Folkekirken er identisk med det danske folk. Grundloven tilhører det danske folk som, udover folkestyrets reaktioner ved stemmeafgivning, har påtaleret på linie med folkekirkens, repræsentanter og den enkelte dansker, også uanset om der er medlemskab af folkekirken. Deres ret kan i yderste konsekvens indtales for domstolene efter grundlovens § 63. Det er en personlig ”dansk grundrettighed”, og muligheden er der, skønt den dog aldrig ses at være benyttet.

Med chartret lægges en statskirke ovenpå folkekirken. Staten vil diktere, at ånden kun må tolkes på een bestemt måde, nemlig den, der overordnet findes politisk korrekt udfra EU-definerede værdier. Dette sker på bekostning af de af de nationale kulturer i EU, som er forskellige fra chartrets værdisæt.

Chartret indleder reelt en åndskamp mellem den grundværdi, som grundloven bygger på: Frihed og det ny grundværdisæt, som andre EU-lande beslutter at bygge på: Lighed og solidaritet. Med chartret udgiver EU sig for at være kristent, og fastlægger, hvad der forstås herved. De, der godkender indholdet finder implicit, at det er muligt at definere ånden i skrift og at binde den til et sæt etisk forpligtende regler, foreløbig 54 artikler, fastlagt udfra det nye overordnede lighedsbegreb og solidaritet, og at give disse karakter af globale værdier med eviggyldig tilsnit. De vælger herved, at disse fremover skal forme, hvad der anses som EU-ret. De besluttede EU-værdier skal fungere som paraply over de forskellige kulturer og religioner, og skal gælde for alle mennesker uanset religion.

Den nye charter-ideologi tiltager sig herved kompetence på det åndelige område uanset godkendelsesniveau i Nice. Chartret er menneskerettighedsideologiens seneste skud på stammen, fremtidens globale grundlov. Det kan blive risikabelt, især efter 11.9.2001.

Grundlovens struktur bygger på værdien tillid, og har 12 frihedsrettigheder mod chartrets 50 grundrettigheder. Udvidelse af grundlovens frihedsrettigheder for nogen, danske borgere, EU-borgere og tredjelandes statsborgere, vil være på andres bekostning. Det vil sige, at det danske folks frihed indskrænkes tilsvarende.

Såfremt der indføres nye frihedsrettigheder, og i det omfang chartret agter at gøre, og senere som påtænkt EU-grundlov, vil disse gælde til fordel for enhver borger, der befinder sig i et EU-land, og som har fået ret til et midlertidigt eller varigt ophold.

Svaret på spørgsmål B er: Charter-tanken kræver derfor en total grundlovsændring, også uanset om det præciseres vedtaget til alene at angå EU-statsborgere og ikke tredjelandes statsborgere.

Herudover ses flere af chartrets artikler direkte efter ordlyd at modarbejde grundlovens § 4 i ord og ånd.

Eksempel 1: Chartrets artikel 14.3:, hvor enhver sikres ret til undervisning i overensstemmelse med deres religiøse, filosofiske og pædagogiske overbevisning. Da det får karakter af en grundrettighed, har enhver ret til, at dette føres ud i livet for det offentliges regning. I vores grundlovs § 76 står: Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Og i § 68 står: ”Ingen er pligtig at yde personligt bidrag til nogen andens gudsdyrkelse end den, der er hans egen.”

Eksempel 2: Chartrets artikel 21: Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion, tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt. Og i stk.2 præciseres, at enhver øvrig forskelsbehandling er forbudt.

Teksten er i strid med grundlovens § 4, hvorefter vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed. Det er også i strid med § 68 at føre artikel 21´s retskrav ud i livet for skatteborgernes regning.

Indsættelse af ”formueforhold” og ”ethvert andet forhold” er nye i forhold til Amsterdam-traktatens artikel 13. Og artikel 21 stk.2 ses derudover direkte i strid med § 4.

3. Danmark fik i Edinburgh-aftalen i 1993 fire forbehold, som folketinget er forpligtet til at respektere over for det danske folk. Det ene var forbeholdet om retlige og indre anliggender. Dvs. at vi blandt andet har sagt nej til civilretligt samarbejde, indvandring og asyl i overstatsligt EU-regi. Vi deltager således ikke i den fælles asylret, der tænkes udarbejdet i EU, og hvor beslutninger kan træffes ved flertal. Den skal ligge klar i år 2005. Chartret indeholder bestemmelser, der foregriber denne fælles asylret, idet den indrømmer rettigheder for tredjelandes statsborgere, herunder at sikre dem asylret som en menneskeret, og at enhver har ret til at få asylbehandlet deres sag uanset grund til flugt. Udover, at charter-STRUKTUREN herved omdanner nationalstaterne til indvandrerlande, hvad det danske folk har sagt nej til, sker det på et tidspunkt, hvor der hverken foreligger de fornødne oplysninger om økonomiske og kulturelle virkninger af den ønskede politik eller en fælles opfølgende asylpolitik.

Artikel 18 og 19, men også samtlige de bestemmelser, der indeholder grundnorm-sikrede vurderingskrav som for tredjelandets statsborgere, ses i strid med det retlige forbehold. Det drejer sig om artikel 2,3,4, og de artikler, der indrømmer grundrettigheder til ”enhver”.

Sammenfatning:

Erling Olsen mener ikke, at chartret giver nogen såkaldt ”merværdi”. Hvorfor er det så overhovedet nødvendigt at indføre det? Opgaven bestod i at tildele rettigheder for EU-borgere over for EU-institutioner. Dette kan ske på anden måde uden at ændre på nationalstaternes kulturer og forfatninger.

Det er den kristne kulturbaggrund, som EU-landene har til fælles. Forskelle viser sig dog blandt andet som følge af den katolske kollektivisme. Indholdet i vores enkle og klare grundlov kunne rimeligvis gøres til eksportvare. Den sikrer den ny-testamentlige åndsfrihed og værner om den enkeltes frihed, og har dette protestantisk-kristne værdisæt til fælles med England og Norden.

Med grundloven i hånden er vi fra dansk side tvunget til at sige nej til charter-tanken. Regeringen og folketinget afgiver politisk og juridisk kompetence, som de ikke er berettiget til, hverken over for folkekirken eller det danske folk.

Det vil være fair over for vores samarbejdsparter i EU, at dette sker tidligst muligt i forløbet og at det var sket på rette tid og sted i Nice i år 2000. Vi har nu udsat os selv for at miste de allerede oparbejdede fordele i EU, ligesom vi risikerer, at virkningerne af Amsterdam-traktatens artikel 6 og 7 og en tildelt overvågningsret for EU på et tidspunkt slår igennem over Danmark.

Chartret findes på internet på EU´s hjemmeside fra adressen: www.europa.eu.int. Derefter ”Europa parlament”, og så ”Grundlæggende rettigheder”.

Forfatteren af dette indlægs hjemmeside: www.dane-engel.dk

til toppen

Unionstraktat og egen grundlov

Af Karl Otto Meyer

I den sidste tid har mange politikere fremhævet, at det siden 1973 ikke er gået så galt, som EF- modstanderne hævdede. Samme politikere taler stadig om modstandernes skrækkampagner. Når jeg tænker på, hvad vi modstandere har sagt under de forskellige EF- og senere EU-debatter, så synes jeg, at alt nærmest er gået i opfyldelse. Jeg husker, at jeg allerede i 1972 talte og skrev om vetoretten og fremhævede, at den ville blive opgivet stykke for stykke. Det er sket! Jeg påstod dengang, at EF også ville komme til at beskæftige sig med udenrigs-, sikkerheds-, skatte- og socialpolitik. Det blev kaldt skrækkampagne dengang, men spådommene er gået i opfyldelse! Desværre gik det så galt, som vi spåede! Vi kan ligeledes i dag fastslå, at man end ikke overholdt EF's egne vedtagelser. Maastrich-traktaten burde aldrig være sat i kraft. Den forudsatte enstemmighed. Danmark stemte nej i 1992. Men dette nej ville de ansvarlige ikke acceptere, og vi fik en ny afstemning med de fire forbehold. Det blev så til et ja i 1993. Og nu vil man afskaffe forbeholdene. For mig er det brud på EF's egen traktat og grundlovsbrud. Nice-traktaten burde ej heller sættes i kraft, da Irland har stemt nej. NU skal irerne til en ny afstemning. Dette er urimeligt og imod selve traktaten.

Direktiverne og §20

Realiteterne er i dag disse, at EF-medlemslandene har - inden for en bestemt tidsramme - pligt til at gennemføre EF-direktiverne. Af dem får vi ca. 100 pr. år. Hvordan forholder dette sig til den danske grundlovs paragraf 56. Heri står: "Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning ... ". Hvis Folketinget skal realisere EU-direktiveme, hvilken betydning har så dette, at medlemmerne kun er bundet ved deres overbevisning. Hvorfor skal love behandles 2 eller 3 gange i Folketinget, når disse love på forhånd er bestemt. Hvad betyder Grundlovens paragraf 42, der fastlægger, at et lovforslag, der er vedtaget af Folketinget, kan sendes ud til folkeafstemning, hvis en tredjedel af Folketingets medlemmer begærer det? Kan en sådan folkeafstemning eventuelt sætte EU-direktivet ud af kraft? Alt tyder dog på, at man, hvad EU angår, er gået langt videre end det, Grundloven tillader ifølge paragraf 20. Her står: "Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde." Her er tale om "mellemfolkelige myndigheder", ikke om overstatslige. Til en sådan vedtagelse kræves der ifølge paragraf 20 stk. 2 fem sjettedel af Folketingets medlemmer. Opnås dette flertal ikke, men dog ”det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler." Altså kan det danske folk forkaste et EU-direktiv, forudsat, at der ikke står noget over Folketinget. Dette er i dag det afgørende spørgsmål. Vi må fastholde, at det, der afgøres i Folketinget, er bindende, og ikke EU-direktiver.

Fifleri med Grundloven

Overlades beføjelser til andre end "mellemfolkelige myndigheder" er dette for mig at se et klart grundlovsbrud. Nogle vil måske ikke sige det så skarpt. De benytter ordet "fifle", hvilket betyder, at der laves fiksfakserier med Grundloven. Et eksempel på et sådant "fif' har også grænselandspolitisk betydning. I Grundlovens paragraf 27 står der: "Ingen kan ansættes som tjenestemand uden at have indfødsret." Denne sætning fik betydning for en del unge danske sydslesvigere. De fik efter 1945 læreruddannelsen i Danmark, men kunne ikke få ansættelse inden for Sydslesvigs danske skolevæsen, da vi her havde brug for en blanding af sydslesvigske og rigsdanske lærere. En del af vore unge søgte derfor stillingerne i Danmark, ofte kun for en overgangsperiode. Lærerstillingen er imidlertid en tjenestemandsstilling, som krævede dansk statsborgerskab. Adskillige danske kommuner så strengt på bestemmelserne og forlangte af danske sydslesvigere, at de skulle tage dansk statsborgerskab. Nogle kommuner var fornuftige nok til at lukke øjnene for spørgsmålet om statsborgerskabet. Jeg har som landsformand for SSW og som landdagsmedlem forhandlet med danske politikere om dette spørgsmål og bedt om, at man her gjorde en undtagelse. Ved at tage dansk statsborgerskab mistede vore unge det tyske statsborgerskab og dermed stemmeretten i egen hjemstavn. Jeg fik svaret fra danske politikere fra de forskellige partier. "Karl Otto, du må da forstå, at vi må holde os til Grundloven. Hvis vi skal opfylde dit ønske, må vi først ændre Grundloven, og det kræver en grundlovsændring, hvilket igen kræver en folkeafstemning. Vi får ikke vælgerne op af stolene på grund af nogle få danske sydslesvigere." Jeg måtte give disse politikere ret og fortælle vore unge, at der ikke var noget at gøre i denne sag. Vi havde i vor familie problemet tæt inde på livet, idet en af vore døtre måtte tage dansk statsborgerskab. Det gav hende og giver hende den dag i dag problemer, når vi har valg i Sydslesvig. Hun kan ikke stemme her. Adskillige år senere meddelte imidlertid EF de danske myndigheder, at bestemmelsen, at en tjenestemand skulle have indfødsret, var i strid med EF's vedtagelse om arbejdskræfternes frie vandring. Nu kunne de danske myndigheder sætte hjernecellerne i sving. Der kom et cirkulære til kommunerne med det indhold, at EU-borgere, der søgte en tjenestemandsstilling nu kunne blive ansat "på tjenestemandslignende vilkår." Vedkommende blev officielt ikke tjenestemand, men blev ansat på tjenestemandslignende vilkår. "'Keine Hexerei, nur Behändigkeit" fristes jeg til at sige. "Nu, må du da være glad", sagde danske politikere til mig derefter. Jeg var ikke glad, men gal. Hvorfor kunne man ikke finde på den løsning da det gjaldt egne landsmænd? Jeg holder mig til det, selv danske regeringschefer har sagt til mig, at Grundloven måtte ændres, hvis folk med anden statsborgerskab vil være tjenestemand i Danmark.

Jeg holder mig ligeledes til Grundlovens ordlyd i § 26. Der står: "Kongen har ret til at slå mønt i henhold til loven". Det danske folk sagde med flertal nej til Euroen. Denne afgørelse må respekteres. Der arbejdes på en ny afstemning. Jeg må fastholde, at indførelsen af Euroen i Danmark kræver en grundlovsændring efter § 88. En almindelig folkeafstemning er ikke nok. Vi skal ikke yderligere fifle med Grundloven.

Folkeafstemninger (§ 88) og den ”klare opgavedeling”

I EU arbejdes der nu med en fælles EU-grundlov, som skal træde i kraft i 2004. Vi må have et klart svar på, om denne grundlov skal stå over den danske grundlov. Er dette tilfældet, betyder det, at vi står over for en ændring af den danske grundlov. Dette bevirker, at det siddende Folketing skal vedtage en sådan ændring. Derefter skal der vælges et nyt Folketing. Vedtager dette også denne ændring, skal selve ændringen ud til folkeafstemning efter § 88. Det betyder igen, at mindst 40 % af samtlige stemmeberettigede skal sige ja til ændringen. Det gælder om allerede nu at fastholde dette. Vi vil ikke, at der afgives yderligere suverænitet til EU. Før Amsterdam-traktaten sagde danske politikere, at denne traktat var garanten for de 4 forbehold. Der blev også sagt, at man ikke ville have mere union. Danske politikere, navnlig borgerlige, krævede, at der nu skulle foretages en klar opgavefordeling mellem EU og medlemslandene. Det er virkelig nødvendigt nu at få klarlagt, hvilke opgaver EU skal tage sig af, og hvilke opgaver medlemslandene skal løse. Først når dette er afgjort, bør man beskæftige sig med en slags EU-grundlov, så sandelig ikke før. Alt tyder imidlertid på, at de, der før forlangte en klar opgavefordeling, nu mener, at det skal man vente med til man ved, hvilken vej udviklingen går. Her må jeg fremhæve, at vi skal være med til at forme udviklingen og ikke bare følge den. Opgavefordelingen må nu komme først.

Internationalt samarbejde?

Ingen kan være imod europæisk eller internationalt samarbejde. Dette samarbejde skal imidlertid gælde de opgaver, ingen nation kan løse alene, men som kun kan løses i fællesskab. Jeg tænker her på energiproblemer, miljøspørgsmål, løsning af forskningsopgaver m.m. Her kan vi samarbejde europæisk og internationalt. Det sociale og det kulturelle bør imidlertid ligge hos de enkelte lande. Det samme gælder pengepolitikken. Det er mere end naivt at tro, at man kan føre samme pengepolitik i alle lande. I nogle lande er gennemsnitsindkomsten mere end ti gange så høj som andre. Her kan ikke føres samme pengepolitik. Det er urimeligt at tro, at man bare inden for det nuværende EU kan føre samme økonomiske politik. Nogle medlemslande må prioritere bekæmpelsen af inflationen højest, andre lande må imidlertid på samme tid koncentrere sig om bekæmpelsen af arbejdsløsheden. Her må de enkelte stater selv bestemme hvilken vej, de vil gå. Afgørelsen må ikke ligge i EU. Sker dette, vil bekæmpelsen af inflationen altid have førsteprioritet med stigende arbejdsløshed til følge for visse lande. Også her viser alt klart, at vi nu skal diskutere opgavefordelingen, før vi fortsætter med mere union.

Nordisk samarbejde, NATO og EU-udvidelsen

Det er i denne forbindelse nødvendigt at fremhæve det nordiske samarbejde. Trods forskellig udenrigs- og sikkerhedspolitik fik vi i Norden kulturaftaler, socialaftaler, pasunion, valgret til udlændinge og meget mere. Finland stod dengang i Østblokken, Danmark og Norge var medlemmer i NATO, og Sverige var neutral. På trods af dette fik de nordiske lande aftaler med hinanden, og disse aftaler rækker videre end det, EU er kommet til. Det vil derfor være godt, om EU holdt sig væk fra udenrigs- og sikkerhedspolitik. Dansk sikkerhed må fortsat bygge på NATO, det er tilstrækkeligt. EU bør holdes uden for i disse spørgsmål, hvis vi virkelig vil opnå et sandt europæisk samarbejde, thi Rusland hører med til Europa. Ofte er der sagt, at Nice-traktaten er forudsætning for en udvidelse af EU. Det nuværende fællesskab har stillet betingelserne for optagelse af nye medlemslande. De skal indføre EUs systemer på alle områder. Vi har ikke lært af fejltagelserne ved sammenføringen af de to tyske lande. Det gamle DDR skulle med et slag indføre det vesttyske økonomiske, kulturelle og sociale system. Resultatet blev den store arbejdsløshed, der hersker den dag i dag i de nye forbundslande. Alle burde i dag kunne se, at man skulle have gennemført fornuftige overgangsløsninger ved denne sammenlægning. I dag erklærer politikere fra de nuværende medlemslande, at de nye ikke med det samme får samme vilkår som de hidtidige. Landbrugsstøtten til de nye medlemslande bliver i første omgang kun en fjerdedel af det, de nuværende lande har. Det siger sig selv, at de lande, der søger optagelse, først skal have at vide under hvilke betingelser, optagelserne skal gennemføres. Først når vilkårene virkelig kendes, kan disse lande afgøre om de vil være med. Derfor skal kortene lægges på bordet nu, så de nye landes befolkning ved, hvilke vilkår de får. Giver man ikke de nye lande rimelige overgangsløsninger, vil landbrugene i f.eks. Polen, Ungarn og Rumænien blive slået i stykker. Landbruget vil her få samme skæbne som landbruget i det tidligere DDR. Vesttyske maskinstationer og vesttyske landbrugere har her for en stor del overtaget jorden. De mange små landbrug i Polen får ikke skyggen af chance for at overleve. Allerede nu oplever vi i Ungarn og Rumænien en flugt fra land til by. Landbrugere, der ikke tror på, at de kan overleve i EU, søger ind til byerne og lever der som et proletariat, der trykker lønningerne. Vi kan ikke være interesserede i sådanne forhold. Arbejdskræfternes frie vandring var det store slagord i det gamle EF. Men nu siger kansler Schroeder, at denne bestemmelse for Polens vedkommende først må gælde 7 år efter optagelsen. Man slækker her på de krav, der er nedfældet i EF-traktaten, men kræver af de nye medlemslande, at de skal opfylde alle EU-kriterier. Sådan kan et fornuftigt samarbejde ikke gennemføres. Vil Tyskland have sikkerhed for ikke at blive overstrømmet af f.eks. polsk arbejdskraft, må Polen omvendt have sikkerhed for, at landets landbrug ikke overtages af tyske maskinstationer og velstående tyske storlandbrugere. Også med Tjekkiet er der uløste spørgsmål, der skal gennemdrøftes. Hele landbrugspolitikken må først gennemtænkes og gennemdiskuteres, før man overhovedet må og kan gå videre. Vi må indstille os på, at de nye lande også skal betragtes som producenter og ikke kun som forbrugere. Der skal sikres arbejdspladser i de kommende nye medlemslande, og der skal ikke skabes sådanne vilkår, at folk i disse lande købes ud af egen gård og eget hus af de mere velbeslåede fra de gamle medlemslande.

Det internationale forudsætter det nationale

Der er særlige hensyn at tage til de nye lande. Nogle vil måske hævde, at vi skal holde op med at tænke nationalt. Det nationale hører imidlertid med i vor tilværelse. Det internationale samarbejde forudsætter, at det nationale forefindes. "Den, der ej formår at være national, formår ejheller at være international", sagde den svenske politiker Hjalmar Branting. Han har ret. At være national har intet med det nationalistiske at gøre. Her i grænselandet har vi altid sagt: "Det danske er det bedste for os. Derfor vil vi leve som danske i vor hjemstavn" Bemærkes skal ordene "for os". Aldrig er det blevet sagt: "Det danske er det bedste af alt på jorden. " Ordene "for os" var altid med. Jeg kan udmærket samarbejde med tyskere der siger: "Det tyske er det bedste for os." Jeg kan imidlertid ikke samarbejde med tyskere, der siger: "Am deutschen Wesen soll die ganze Welt genesen." Det europæiske og det internationale samarbejde udvikles bedst af folk, der er rodfæstet i eget sprog og egen kultur. Omkring 1920 sagde en sønderjyde: "At andre elsker deres, det forstår vi. Om vort vi elsker mindre, da forgår vi." Ret havde og har vedkommende.
Universelle principper

Vi har i de sidste år oplevet, at to umulige principper er blevet opgivet. Det var principperne om den ubetingede loyalitet over for staten og den ubetingede militære lydighed. I dag er det godkendt, at man kun kan være loyal over for sin stat, hvis denne loyalt forfægter de demokratiske principper. En uretsstat, et tyranni har man ret, ja endda pligt til at bekæmpe. Også hvis denne stat er ens egen. I dag ved en soldat, at han ikke behøver at følge en ordre, der er i strid med f.eks. menneskerettighederne. Der blev kastet flyveblade ned over den serbiske hær på Balkan og over Taliban-soldater i Afghanistan med opfordring til at desertere, fordi ikke man behøvede at følge et tyrannisk styre. Man havde ret til at gøre modstand mod undertrykkelse. Dette er befriende for os som mindretalsmennesker, der blev aftvunget ubetinget loyalitet over for Hitler-styret. Vi ved nu, at vi ikke på den ene side kan bebrejde den tyske flertalsbefolkning, at den ikke gjorde mere modstand mod Hitler, og vi samtidigt fremhæver vor egen loyalitet over for den til enhver tid værende tyske stat. Mener vi, at det tyske flertal burde have imødegået Hitler, burde mindretallet det også. Vi er medansvarlige for udviklingen i det samfund, vi lever i. Godt, at der nu er brudt med de to nævnte principper. Dog nu har vi fået et nyt princip efter 11. sept. 2001. Det er "den ubetingede og uindskrænkede solidaritet." Jeg vil absolut være solidarisk med USA i bekæmpelsen af terrorismen, men så sandelig ikke ubetinget og uindskrænket. Jeg vil have lov til at overveje om de aktioner, der bliver besluttet. er i overensstemmelse med frihedsprincipperne, med begreberne frihed, sandhed og ret. Disse principper er generelle. De kan ikke kun gælde enkelte steder, de må gælde overalt, altså også f.eks. i Kina. i Tyrkiet, i Tjetjenien o.s.v.

Statsforbund eller forbundsstat?

Vi har oplevet en mængde naturkatastrofer i den sidste tid. Tyskland blev hårdt ramt i august måned. Det koster mange anstrengelser at få ryddet op efter katastroferne, og det bliver en hård økonomisk belastning for Tyskland. Jeg har forståelse for forbundskansler Schroeder, når han siger, at løsningen af disse opståede problemer må have forrang, og at han vil stille EU-kriterierne vedrørende økonomien noget i baggrunden. Men dette må så selvfølgelig gælde for alle. EU kan ikke principielt stå over de enkelte medlemslande.

Vi skal derfor også have løst det spørgsmål, hvordan det europæiske samarbejde skal udformes. I form af en forbundsstat, som Tyskland og andre lande vil det, eller i form af et statsforbund, der består af en samling stater, der med hinanden har aftalt, hvilke opgaver de vil løse i fællesskab. Jeg er selvfølgelig tilhænger af statsforbundet og afviser forbundsstaten konsekvent. Lad os få dette spørgsmål klaret først. Derefter kan vi beskæftige os med en eventuel europæisk grundlov eller fællestraktat og så fortsætte det internationale samarbejde.

Vi må dog vide, at hvis man vil have unionstraktaten igennem til 2004, så bliver det forbundsstaten, vi får. Fra tysk side arbejdes der jo allerede ud fra denne tankegang. For få dage siden lå i min postkasse et brev fra forbundsregeringen. Det havde overskriften " I tysk interesse" og beskæftigede sig med en ny indvandringslov. Brevet fremhæver, at tyske arbejdstagere har forrang. Brevet hævder: "Udlændinge må arbejde her, hvis ingen indenlandske arbejdstagere er at finde til arbejdspladsen." Et andet sted i brevet bliver der spurgt. " Giver dette mere konkurrence på arbejdsmarkedet?" Svaret lyder: " Nej. Indvandringsloven fastlægger, at udlændinge kun må indvandre, hvis der i hele Tyskland ingen indenlandsk arbejdskraft er at finde til den frie arbejdsplads." Brevet fortæller ikke noget om EU og arbejdskræfternes frie vandring. Enten vil man skjule dette for vælgerne, hvad jeg umiddelbart ikke kan tro. Kendsgerningen er vel denne, at regeringen med "udlændinge" mener borgere uden for EU. Det betyder, at alle EU-borgere betragtes som indlændinge. Dette betyder dog så, at vi allerede har forbundsstaten. Under en fjernsynsdebat om indvandrerne fremhævede en tysk politiker integrationskravene til indvandrerne, og fremkom her med sætningen. "EU-borgerne er jo allerede integreret". Nogle kredse arbejder altså virkelig konsekvent for EU som en forbundsstat, ja de gør, som om den allerede er en realitet.

For EU-modstandere og EU-skeptikere er der nu kun dette at gøre: Stands alt kævl og splid og indbyrdes skænderier. Vi må i fællesskab koncentrere os om l) at standse al videre union, 2) at få drøfte spørgsmålet statsforbund eller forbundsstat, 3) at få gennemført en opgavefordeling mellem EU og medlemslandene, 4) fremfor alt få sikret, at mindst en sjettedel af Folketingets medlemmer er EU-modstandere, så alle videre beføjelser til EU skal ud til folkeafstemning efter §20, stk.2 , og 5) at unionstraktaten, hvis den skulle foreligge til 2004, skal ud til folkeafstemning efter § 88.

Disse nævnte opgaver kræver al tid og alle vore kræfter. Lad os da samle os om dem.

til toppen