|
|||||||||||||||
 |
 |
 |
 |
||||||||||||
| Udtalelser fra Dansk Samling
|
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
| Lissabon-traktaten er grundlovsstridig Dansk Samling mener, at Lissabon-traktaten er grundlovsstridig. Det er den, fordi princippet om EU-rettens forrang for national ret (herunder Grundloven) nu knyttes direkte til traktaten (jf. Erklæring nr. 17). Dette er ikke foreneligt med Grundloven, for ingen dansk myndighed – det være sig regering, folketing eller folk – har ret til at sætte nogen lov højere end Grundloven. Desuden kriminaliseres det med Lissabon-traktaten at arbejde for at indskrænke de i »Charteret« nævnte rettigheder for unionsborgere (jf. traktatens art. 6 og Charterets art. 54). Dette er også uforeneligt med Grundloven, da borgernes politiske aktiviteter ikke kan kriminalisere i videre udstrækning, end Grundloven giver mulighed for. Endelig er Lissabon-traktaten i strid med Grundloven, da der med den samlet set er afgivet så megen selvbestemmelse, at Danmark ikke længere kan siges at være et selvstændigt rige. Dette er ifølge Højesterets dom af 6/4 1998 ikke foreneligt med Grundlovens bestemmelser om suverænitetsafgivelse. Dansk Samling beklager dybt, at Danmarks frihed sættes over styr. Det er til skade for vort land, vort folkestyre og os selv som folk. Det folk, der smider ansvaret fra sig, har åndeligt lagt sig i graven. Dansk Samling opfordrer regering og folketing til at omgøre ratificeringen af Lissabon-traktaten. Skulle Lissabon-traktaten til gengæld træde i kraft, vil Dansk Samling opfatte Lissabon-traktaten og den ret, der i fremtiden måtte udspringe deraf, for grundlovsstridig.
»Politiske partier på europæisk
plan er vigtige som en integrationsfaktor inden for Unionen. De bidrager
til en europæisk bevidstgørelse og til at udtrykke unionsborgernes
politiske vilje.« Således kom der med Maastricht-traktaten
til at stå (som art. 138 A) i Unionens traktatgrundlag. Endnu et valg til Europa-Parlamentet er overstået,
og endnu engang blev der i EU set som helhed sat ny bundrekord i valgdeltagelsen:
Kun 43,1% af Unionens vælgere afgav deres stemme. Alene den i almindelighed lave valgdeltagelse vidner om, at føderalismens flagskib, Europa-Parlamentet, står uden folkelig opbakning, og det »europæiske demokrati« har altså ingen folkelig legitimitet, hvilket må siges at være alvorligt, når nu selv samme parlament med Lissabon-traktaten (der givetvis vil træde i kraft næste år, når nu irerne snart er banket på plads) vil få tildelt endnu mere indflydelse på Unionens lovgivning og udvikling. Mange politikere er forargede over den lave valgdeltagelse.
Det virkeligt forargelige ligger dog et andet sted: På trods af
den utvetydige folkelige uvilje både mod Europa-Parlamentet og
mod EU-forfatningen har EU-landenes regeringer og parlamenter vedtaget
Lissabon-traktaten og oven i købet bevidst søgt at gennemtrumfe
den uden om vælgerne ved at undgå folkeafstemninger. Det er en farlig kurs som regeringer og parlamenter
er slået ind på: De nationale parlamenter, som de fleste
steder nyder folkenes tillid, mister deres lovgivningsmagt, som i stedet
delvis overdrages til Europa-Parlamentet, som ikke nyder samme tillid.
Det kan blive enden på det levende folkestyre i Unionens medlemslande.
Hvordan har demokratiet det i Europa om 20 år? Ikke så godt, er jeg bange for. Og den »europæiske« bevidsthed? Sikkert heller ikke så godt, idet man som »unionsborger« efterhånden har erfaret, at bureaukrati, magthavernes arrogance, manglende folkelig indflydelse, ansvarsløshed, uigennemskuelighed, fråds, svindel og halve sandheder alt sammen er snævert forbundet med virkeliggørelsen af »Europa«. Det er en skam, for Europa har egentlig fortjent
bedre. Men EU er ikke Europa. Måtte Europa kaste EU af sig og
atter fremstå som det fædrelandenes Europa, det altid var!
Gerne fædrelande, der samarbejder, men ikke fædrelande,
der sammenblandes.
Folkebevægelsen mod EU gik styrket ud af valget til Europa-Parlamentet; Folkebevægelsen fastholdt sit ene mandat og gik frem i stemmetal og fik således 7,2% af stemmerne mod kun 5,2% ved valget i 2004. Selvom JuniBevægelsen gik stærkt tilbage og mistede sit mandat, gik den danske unions-skepsis samlet set frem. Det skyldes Dansk Folkepartis store fremgang. Samlet set fik de tre unionskritiske lister knap 25% af stemmerne. I øvrigt er det ganske givet, at flere egentlige unionsmodstandere har stemt på Dansk Folkepartis spidskandidat, Morten Messerschmidt, der med sin stærke kritik af EU let kunne forveksles med en egentlig modstander, hvad hverken Messerschmidt eller Dansk Folkeparti dog er. Desuden må man glæde sig over, at et af de mest EU-begejstrede partier, Det Radikale Venstre, fik så ringe vælgertilslutning og mistede sit mandat, mens det må bekymre, at Socialistisk Folkeparti med sin lige så begejstrede linje kunne få så stor fremgang. Det lader desværre til, at ikke blot SF, men også SF’s vælgere, nu er slået ind på en stærkt unionsbegejstret kurs. Og det må bekymre, da SF’s unionsskepsis hidtil har været holdt i ave af deres mere kritiske bagland. Det kan få en uheldig indflydelse på udfaldet af en kommende folkeafstemning om de danske EU-forbehold. Også set i det lys, er det glædeligt, at Folkebevægelsen bevarede sit mandat, så Folkebevægelsen på lige fod med de andre partier kan deltage i debatten op til en sådan folkeafstemning, så det ikke er DF og Enhedslisten, der alene skal kæmpe for forbeholdene. Alt i alt er der grund til at være tilfreds med valgets udfald.
Politikerne overhørte advarslerne Der har alle årene siden 1972 pågået en egentlig forfatningskamp i Danmark – skulle Danmark styres efter grundloven af 1953 eller efter EF- og siden EU-retten? At denne kamp synliggøres er godt – bedre er det, hvis denne kamp skærpes til kompromisløshed; og bedst er det, om EU-retten må vige som følge heraf. Selve konflikten er ikke i sig selv overraskende. Hvad der derimod er ikke bare overraskende, men også beskæmmende, er at høre den danske regering spille uskyldig og uvidende. Hvis regeringen virkelig ikke allerede forinden havde erkendt, at dette en dag måtte blive udkommet af den evindelige afgivelse af selvstændighed, så er regeringen ganske enkelt ikke egnet til at være regering – og da slet ikke egnet til at forhandle nye EU-traktater på plads. En regering, der ikke kender endsige forstår, hvad Unionen er, og hvordan Unionen søger at nå sine mål, er ikke skikket til at varetage Danmarks interesser. Sagen er jo, at Domstolen allerede siden 1960’erne – altså endog før Danmark blev medlem af »Fællesmarkedet« – har anvendt en såkaldt dynamisk tolkning af EF-retten, hvilket i virkeligheden vil sige, at Domstolen har haft en retsskabende funktion. Dette almenkendte forhold kan da ikke være ukendt for regeringen og folketingets Unions-politikere! Dansk Samling gjorde allerede for flere år siden – i samarbejde med advokat Annemarie Engel – bl.a. i temanummeret af Nyt fra Dansk Samling (nr. 3 2002 58. årg.) »Grundloven og udviklingen i EU« – opmærksom på Domstolens praksis med dynamisk lovgivning. [Læs Annemarie Engels artikel her] Dansk Samlings (og andres) forsøg på at råbe politikerne og almenheden op gav intet resultat. Men hverken politikere eller regering kan sige, at de ikke har været advaret om udviklingen – de har blot siddet advarslerne overhørige. Unionsprojektet har altid for de danske regeringer og for folketingets skiftende flertal haft forrang for friheden, for sandheden og for retten.
Folket har talt: Vi ønsker en afstemning om Lissabon-traktaten! Medmindre politiske partier eller enkeltpolitikere allerede inden årets udgang løber fra deres valgløfter, er der nu sikkerhed for, at vi får lov at stemme om EU-forfatningens afløser, Lissabon-traktaten (eller reformtraktaten, som den også kaldes). Det manglede også bare, da den på de fleste punkter ligner sin forgænger, EU-forfatningen, som vi skulle have stemt om i 2005. Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Ny Alliance og Socialistisk Folkeparti ønsker alle en afstemning og har tilsammen 57 mandater. Dertil kommer følgende 7 personer fra de andre partier som alle har lovet i folketinget at ville stemme for en folkeafstemning: A: Leif Lahn Jensen (Østjyllands storkr.), Julie Rademacher (Sydjyllands storkr.), Thomas Adelskov (Sjællands storkr.), Klaus Hækkerup (Nordsjællands storkr.); C: Mike Legarth (Sydjyllands storkr.); V: Birgitte Josefsen (Nordjyllands storkr.); Siumut: Lars Emil Johansen (Grønland); IA: Juliane Henningsen (Grønland) (jf. deres svar til Folkebevægelsen mod EU). I alt har danskerne altså indvalgt 65 medlemmer af folketinget, som ønsker en folkeafstemning. Uanset om Justitsministeriets »juridiske eksperter« kommer frem til, at der med traktaten ikke afgives suverænitet, er vi altså sikre på en afstemning, idet en trejedel af folketingets medlemmer, altså 60, ifølge grundlovens § 42 stk. 1 kan kræve en vedtaget lov til folkeafstemning. Vi ser frem til at skulle stemme om den for Danmark så afgørende Lissabon-traktat. Folketinget bør sikre en folkeafstemning om den kommende EU-forfatning Folketinget må sørge for, at der bliver udskrevet folkeafstemning om den kommende EU-forfatning. Hvis regeringspartierne med regeringen i spidsen stiller sig afgørende imod, bør et flertal af folketinget straks udtale sin mistillid til statsminister Anders Fogh Rasmussen. Det danske folk må og skal have umiddelbar indflydelse på, hvorvidt EU-forfatningen skal vedtages eller ej, da dens vedtagelse vil have mere vidtrækkende betydning end selv større grundlovsændringer. Allerede nu er det tydeligt, at den kommende EU-forfatning kun er en let ændret udgave af den forfatning, som franskmændene og hollænderne ved folkeafstemning forkastede i 2005, og som også skulle have været til folkeafstemning her i Danmark. De fleste væsentlige ting er bibeholdt såsom indførelsen af en EU-præsident, en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, mere magt til »Europa-Parlamentet« samt indførelse af flertalsbeslutninger i Rådet på omkring 40 nye områder på bekostning af medlemsstaternes vetoret. Dansk Samling støtter den igangværende underskriftsindsamling – foretaget af Folkebevægelsen mod EU – for en folkeafstemning om EU-forfatningen (www.euafstemning.dk).
Tildeling af indfødsret er et politisk ansvar
Statsministeren har bebudet »konstruktiv debat« om EU's fremtid, efter EU-forfatningen er faldet. I virkeligheden forsøger statsministeren at bremse en konstruktiv debat, da han har erklæret, at debatten ikke skal dreje sig om, hvorvidt Danmark skal være med i EU eller ej. Det eneste rigtige ville være at melde Danmark ud af EU, og det skal netop være nu, da EU-projektet har lidt et markant nederlag. Det er netop nu, det ville være mest gavnligt at træde ud af EU. EU har med sit forfatningsforslag og de indledte optagelsesforhandlinger med Tyrkiet vist, hvilken vej det følger, og denne vej skal ikke være Danmarks. Danmark bør udtræde af EU og i stedet arbejde for et europæisk samarbejde mellem selvstændige nationer og folk.
Stem på en unionsmodstander! Et af de for Danmark vigtigste spørgsmål er så godt som fraværende i valgkampen: Spørgsmålet om hvorvidt Danmark skal tilslutte sig den nye EU-forfatning eller ej. Vores regering har allerede sammen med de andre unionslandes regeringer godkendt forfatningen, men den træder først i kraft, når alle lande efterfølgende har tilsluttet sig den. De 179 folketingsmænd og -kvinder, der den 8. februar vælges, skal beslutte, hvorvidt Danmark skal tilslutte sig unionsforfatningen. Derfor burde dette spørgsmål naturligvis også være en vigtig del af valgkampen. Men hvad betyder da unionsforfatningen for Danmark? Ja, tilslutter vi (og de andre EU-lande) os denne forfatning er unionsprojektet i det store og hele fuldført. Den Europæiske Union vil da være en føderation, Danmark en delstat, og dansk ret (også grundloven) vil være underordnet EU-retten. Endvidere vil vi have deponeret retten til yderligere dansk suverænitetsafgivelse hos regeringen [læs mere om unionsforfatningen her, her, her eller her].Men skal denne forfatning da ikke til folkeafstemning også i Danmark? Jo, det har statsministeren i hvert fald lovet, men det er jo ingen grund til at holde spørgsmålet ude af valgkampen. Bedst ville det jo være, hvis der ganske enkelt ikke var flertal for en sådan forfatning i folketinget! Og helt sikker på, at den sættes til folkeafstemning, kan man under alle omstændigheder kun være, hvis der kommer mindst 30 modstandere af forfatningen ind i folketinget. Er man imod det stadige tab af dansk selvstændighed, bør man vise dette ved folketingsvalgene, lige såvel som man ville vise utilfredshed med »sine« politikere, hvis man fandt, at de på anden måde havde skadet Danmark. Dette valg kræver altså tre ting: 1) sæt dig ind i EU-forfatningen og dens betydning for Danmark; 2) gør, hvad du kan, for at gøre den til et emne i valgkampen (tag den fx op på vælgermøder m.v.); 3) stem på en unionsmodstander!
|
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
